Kvindelegemet og Korsettet

Klædedragten bør altså i ingen henseende omforme det velskabte legeme.   Men så fordærvet er smagen bleven i tidernes løb, at den samme form, der anses for fuldendt smuk i nøgen tilstand, let kan risikere at blive er klæret for hæslig, så snart den iføres klæder.   Eller hvor ledes tror man, de antikke gudinder vilde virke, hvis man begyndte med at klæde dem på?   Deres midier egner sig absolut ikke til at bære et korset.


Fig. 15.

Moden forlanger således, at det nøgne legeme skal være noget fra det påklædte ganske forskelligt.   Og sproget har været oprigtigt, nok til at fremhæve forskellen ved i figuren at give et særligt udtryk for den påklædte kvinde skikkelse.   En almindelig beundret figur skal have form som to kegler, der står med de afskårne spidser vendte mod hinanden (Fig. 15), idet den nederste svarer til hofter nes bredde, den øverste til barmens opskudte fylde.   Ved sammenstødstedets indsnævring dannes midien eller taillen, der vel nærmest er så efterstræbt smal, fordi det.   Herved langt bedre lykkes at fremhæve kvindelegemets særlige attributer -- hofterne og barmen.

Men denne figur kan naturligvis kun vindes gennem en betydelig sammensnøring af brystkassen, en forskydning af de indvendige organer og en alvorlig ødelæggelse af kroppens muskler.   Vi skal desuden senere se, at et sådant legeme, der i påklædt tilstand falder særlig i tidens smag og »gør megen lykke«, efterhånden mister al sin skønhed, når klæderne og korsettet lægges til side.


Fig. 16.

Det må dog indrømmes, at korsettets ivrigste modstandere ikke har ret, når de påstår, at mennesket ingen taille har.   Et flygtigt blik på hosstående unge kvindeskikkelse (Fig. 16), vil hurtig overbevise os om det modsatte.   Taillen må nødvendig vis fremkomme både hos mænd og kvinder som en simpel følge af krop pens bygning, der umiddelbart under brystkassen har sit mindste omfang.   Men ovenfor og nedenfor dette parti skråner legemets sidelinjer jævnt ud ad - op mod skuldrene og ned mod hofterne.


Fig. 17.

Når taillen er mere udtalt hos kvinderne, skyldes dette bækkenets form.   Det kvindelige bækken (Fig. 17.) er fladere og bredere end hos manden.   Skambenene (a) er lavere, og sædebenenes opadstigende grene (b) forener sig under en stump vinkel, medens de hos manden danner en spids vinkel. øverste og nederste bækkenåbning er langt større, og bækkenet i sin helhed drejet mere nedefter.   Af den grund er hvirvelsøjlens lændeparti (v) for ligevægtens skyld bøjet stærkere fortil, og denne del af ryggen bliver derved noget mere hul.   Den større hoftebredde forøges yderligere ved, at kvinderne her næsten altid har en rigeligere fedtaflejring, et par naturlige hoftepuder.

Brystkassen er derimod formet nogenlunde ens hos begge køn, og navnlig har de tilfælles, at den nederste rib bensrand skråner op mod brystbenet (c) fra højre og venstre side under en næsten ret vinkel.   Noget over dette parti er brystkassen bredest.

Når det således ikke er muligt at frakende kvinderne nogen taille, er den ne dog normalt langt fra så udtalt, som man almindelig vil gøre den til, og afhænger naturligvis altid af den enkeltes større eller mindre fyldighed.   Noget gennemsnitsmål er man derfor ikke i stand til at angive, men taillen bedømmes bedst gennem for holdet til skulder- og hofte-bredden, idet hofterne bør være mindst 12 cm. og skuldrene 16 cm. bredere.

Ad kunstig vej kan midien alligevel bringes til at træde langt stærkere frem, fordi korsettet dels virker på den fjedrende brystkasse, dels på den bløde underlivsvæg, hvor ingen skeletdele modsætter sig trykket.


Fig. 18.

Underlivet begrænses nemlig opadtil af brystkassens nederste ribbensrand og det muskuløse mellemgulv, der ligger som et mægtigt, hvælvet loft over underlivshulen, samtidig med at det danner gulvet i brystrummet.   Nedadtil beskyttes underlivsorganerne af det solide, benede bækkenrum, men på alle siderne, fortil og tildels bagtil - hvor kun hvirvelsøjlens lændeparti forbinder bækken og bryst (se fig. 17) - dannes væggene kun af muskler og en større eller mindre mængde fedt.   Disse muskler er dog overordentlig fast og solidt byggede (Fig. 18).   Bagtil, langs med hvirvelsøjlen, ligger de meget stærke rygmuskler, der holder legemet oprejst, på siderne krydser brede muskelbundter i alle retninger mellem bækkenkammen og ribbenene, og fortil spænder to solide muskler sig, gennemvævede med stær ke senestriber, stramt ned fra bryst kassen til skambenene på hver side af forfladens midtlinje.


Fig. 19.

Set i profil findes der således på forfladen ikke mindste antydning til nogen indbugtning eller taille.   Le gemet tegner sig her med en skråt nedad løbende, let buet linie, som direkte og jævnt fortsætter sig over i barmens runding.   En linje, der er af overordentlig skønhed, fordi den taler højt om sundhed og styrke (Fig. 19).

Når nu vor store moder, naturen, ikke har lukket de mange og livsvigtige underlivsorganer inde bag et benet panser, er det sikkert ikke blot fordi en muskuløs, eftergivelig bugvæg er tilstrækkelig, men i endnu højere grad fordi den er absolut nødvendig.   Den er fuldt ud tilstrækkelig til at holde organerne i deres leje, og den er nødvendig for legemets utvungne bøjninger, for det dybe åndedræt, for tarmkanalens bevægelser under fordøjelsen, for afføringen og for fosterets uddrivning i fødselsøjeblikket.

Skal bugvæggen opfylde alle disse bestemmelser, gives der intet andet materiale at danne den af end muskler og sener.   Men dette væv er naturligvis ikke så modstandsdygtigt som ben og brusk.   Det ødelægges lettere eller slides op, og derfor ser vi også, at bugvæggen efter svære sygdomme, talrige fødsler, eller på grund af altfor rigelig fedtaflejring, efterhånden slappes og mister sine gode egenskaber. følgen bliver da, at organerne synker ned mod bækkenet, hvilket kan give anledning til mange alvorlige lidelser.   Under disse forhold bliver fordøjelsen desuden vanskelig, af føringen træg, og fødslerne går let i stå, så de kræver kunsthjælp for at fuldendes.

Men det er en sådan ødelæggelse af bugvæggens muskler med den deraf følgende sørgelige invaliditet, kvinden frivillig og tankeløst iværksætter ved en ufornuftig og uhensigtsmæssig anvendelse af korsettet.

Korsettet virker imidlertid ikke alene på underlivet, men hele dets øverste del slutter tillige fast og tæt om brystkassen, og følgerne heraf er ikke mindre alvorlige.

Brystkassen er fra naturens hånd så overordentlig sindrig bygget.   Indenfor dens vægge kræves der nemlig ikke blot, at hjærtet skal kunne arbejde rolig og uantastet, men tillige må lungerne, som udfylder næsten hele rummet, have plads til under åndedrættet frit at kunne udvide sig og trække sig sammen.   Brystkassen har derfor en dobbelt Opgave, dels at beskytte legemets livsvigtige organer, dels at følge lungernes frie bevægelser, således at brystrummet i det ene øjeblik er stort, i det næste, under udåndingen, lille.   Dette forskellige rumfang kan kun opnås ved, at væg gen ikke dannes af en sammenhængende benplade som bækkenet, men af en mængde lange, smalle, flade, tildels parallelt løbende ben, ribbenene (Fig. 17).   For at disse frit skal kunne hæves og sænkes efter åndedrættets behov, er de bagtil forbunden med ryghvirvlerne ved bevægelige hængselsled, og fortil slutter de sig til brystbenet med et eftergiveligt bruskstykke.

I hvilestillingen skråner de fleste af disse ribben stærkt nedad og fortil, hvorved brystrummet bliver længere og smallere, men under indåndingen hæver åndedrætsmusklerne ribbenene, der nu drejes i deres hængselsled og løftes opad og udad.

Brystets rumfang tiltager på denne måde betydelig, så meget mere som mellemgulvets hvælving samtidig afflades til henimod et vandret plan.


Fig. 20-21.

Nu er det klart, at disse bevægelser bliver hindret på det alvorligste, når et korset slutter fast om brystet og indsnører dets nederste del.   Et par gamle billeder fra det 18. år-hundrede (Fig. 20-21) viser tydelig den store forskel på en fri og indsnøret brystkasse.   Ved at betragte fig. 21 vil man let overbevise sig om, at det med en sådan brystform vil være lige så umuligt at afflade mellemgulvet som at hæve ribbenene så meget, at lungerne helt kan fyldes med luft.   Åndedrættet må derfor nødvendigvis blive meget ufuldstændigt, fordi kvinderne tvinges til udelukkende at anvende de øverste lungelapper, da det kun er den del af brystkassen, de under indåndingen kan løfte til vejrs.   På denne måde fremkommer den gennem tiderne så lovpriste »gyngende barm«, der blot er et af korsettet tilvejebragt kunstigt fænomen, som efterhånden, for at gøre en dyd af nødvendigheden, er bleven regnet med blandt kønnets naturlige ynder.

Men det er en absolut betingelse for at kunne ånde fuldt og dybt, at mellemgulvet og hele brystkassen sættes i bevægelse.   Til daglig brug klarer man sig nok med mindre, så-fremt den meste tid tilbringes i dagligstuen eller med små-trippen gennem strøgets butiker.   Men så snart livet tager lidt mere fart, så snart hjærtet banker stærkere, og ån-dedrættet bliver hastigere, har vi brug for vore lunger i deres fulde størrelse.   Det er nemlig kun under det dybe åndedræt, at blodet kan strømme uhindret fra legemets over flade gennem hjærtet til lungerne, og fra disse, rødt og renset, tilbage igen gennem hjærtet til overfladen.   Under den stærke bevægelse er derfor ansigtets dejlige, røde farve et talende vidnesbyrd om, at blodomløbet foregår regel mæssigt og frit.

Men læg blot mærke til, hvorledes disse stakkels kvinder med den smalle figur tager sig ud på et bal, en rask cykletur, eller når de en sjælden gang tvinges til at tage trapperne i løb.   Korsettet hindrer da enhver fri udvidelse af brystkassen.   Blodet kan derfor ikke slippe ind til hjærtet, men bliver delvis stående under huden, således, at kinderne bliver blålige, svedende og klamme.   Og medens åndedrættets dybde mangelfuldt erstattes af små, hastige gisp, føles det, som om brystet skulde sprænges.   Altså en halvgående kvælningstilstand, hverken mere eller mindre. dette er sikkert anledningen til, at kvinderne at hensyn til klædedragten gennem lange tider har lukket sig selv ude fra friluftlivets glæder og anset legemsøvelser og alle stærke bevægelser for uforenelige med kønnets anstand.   Korsettet krævede det!

Ligeledes er det rimeligvis korsettet, der er årsagen til den form for kvindelig hilsen, som nu er almindelig.   En ten en bøjning af hovedet eller i knæene, men overkroppen må holdes stiv, fordi snørelivets rand ellers vilde tvinges ind mod underlivsvæggen og give smærte.