Kvindelegemet og Korsettet

NATURLIGVIS vil alle kvinder på det bestemteste nægte, at deres smækre taille skyldes snørelivet.   Som man ser dem, sådan er de skabte.   Og det siger de så tidt, at de er næsten lige ved at tro derpå.   Korsettet kan ikke sidde løsere, end det gør.   I særdeleshed føler mange samvittigheden engleren, når snørelivet kan hægtes sammen uden først at snøres op.   Men alt dette siger aldeles intet.   Alene den måde flertallet ifører sig korsettet på, vidner tilstrækkeligt om, hvor stramt det sidder.   Man begynder med at gøre sig tynd, strækker kroppen, hæver sig måske på tåspid serne, trækker underlivet ind, skyder brystkassen dygtig til vejrs og klapper nu, under en stærk udånding, spænde trøjen sammen om det ulykkelige legeme.

Fig. 29. Fig. 30.

Men selv i de tilfælde, hvor korsettet virkelig synes at sidde løst, kan en omformning ikke undgås.   Således kan vel næppe nogen mene, at skikkelsen på fig. 29 er snørt, så meget mindre, som det meste af den smule taille vil forsvinde, når hun får kjolen på.   Men tegnes legemets omrids, som det må skjule sig under påklædningen, ser vi dog, hvor dybt indskåret figuren er (Fig. 30.), ikke mindst i sammenligning med den normale midie hos en ung pige, der aldrig har båret korset (Fig. 31).


Fig. 31.

Der er dog uden tvivl adskillige kvinder, som anvender korsettet mere for at støtte barmen end af hensyn til en smækker taille.   Det er alle de noget ældre, hos hvem brystet bar mistet den oprindelige fasthed, og som derfor anser en støtte for ganske uundværlig af æstetiske hensyn.   Og deri har de naturligvis ret, men den samme virkning kunde rigtig nok på en langt smukkere og mere uskadelig måde opnås ved et bredt bælte eller tætslut tende underliv.   Men der er også en mængde andre, hos hvem barmen endnu er i besiddelse af sin faste form, og som alligevel presser den til vejrs, fordi moden, i hvert fald til for ganske nylig, anså et stort, opstablet bryst for noget særdeles smukt.   Og dog kan der ikke godt tænkes noget uskønnere.   Det er nemlig klart, at brystets størrelse altid bør stå i et naturligt forhold til hele legemets bygning og derfor ikke skal være særlig fremtrædende.   Er det meget stort, skyldes dette enten en unaturlig stærk fedtaflejring, eller grunden er den, at det opfylder sin naturlige bestemmelse som mælke kirtel.   I begge tilfælde vilde det være mere overensstemmende med kvindelig blufærdighed at holde barmen skjult end bestræbe sig for at stille den frem til almindelig beskuelse.

Hertil kommer yderligere, at korsettet efterhånden, berøver den velskabte barm evnen til at kunne bære sig selv.   Brystkassens naturlige hvælving afflades nemlig samtidig med, at den snævres ind i sit nederste parti.   Herved bliver brysternes buede understøtningsflade mere skrå, og de kommer lettere til at glide ned efter.   Når nu tillige huden mister sin elasticitet som følge af det stadige tryk, og der af samme grund sker en rigeligere fedtaflejring ovenfor det parti, hvor trykket virker, bliver barmen i sig selv tungere og slappere - og katastrofen er uundgåelig.


Fig. 32.

Den unge pige, der ikke har været overordentlig varsom med brugen af sit korset, frembyder derfor et sørgeligt syn, når panseret lægges til side (Fig. 32).   Hendes holdning er dårlig, brystkassen indsnævret, barmen slap, ryggen hul, en dyb fure tværs over underlivets øverste del, medens dettes nederste parti står stærkt frem.


Fig. 33.

Den slanke kvindeskikkelse på fig. 33 viser ligeledes de samme utvetydige spor af et snørende korset, selv om de endnu kun er i deres begyndelse, og legemsformen derfor flygtig set kan forekomme ret normal

.

Udseendet forskønnes ikke ved, at huden på snøringsstedet lidt efter lidt får en brunlig farve og altid bærer dybe mærker af chemisens folder og uldtrøjens masker.

Det er klart, at et sådant legeme ikke ejer megen modstandsevne, når kvinden opfylder sin særlige mission og skal til at formere samfundet.   Intet er sørgeligere end at se, hvorledes en sådan fødsel er i stand til at hærge et kvindelegeme. alt, hvad der var tilbage af ungdom og charme, kan forbestandig visne på en eneste nat, medens en sund og muskelstærk kvinde evner at sætte adskillige børn i verden uden derfor at miste synderlig af sin oprindelige skønhed.

Men hvad der gælder fødsler gælder også svære sygdomme, i alle tilfælde nedsætter korsettet på det alvorligste legemets modstandsdygtighed.

Alle de ulykker, korsettet giver anledning til, kan derfor som i en hovedsum sammenfattes i dette ene: det ødelægger og undergraver legemets sundhed.   Det trykker og forskyder de indvendige organer, det svækker muskulaturen, det hindrer det dybe åndedræt og de stærke bevægelser, og det bliver der igennem årsagen til talrige kvindesygdomme og fordøjelsesforstyrrelser, til den overnervøsitet, blegsot og træthedsfølelse, som allerede i opvæksten hører til det smukke køns lidet misundelsesværdige privilegier.   hertil kommer, at det gør legemet grimt ved at understrege de naturlige former og drive dem ud i deres karikatur.

Ikke desto mindre er det denne korsettets formende evne, der på en gang er dets svaghed og dets styrke.   Dets svag hed, fordi det frister til misbrug og overdrivelser, dets styrke, fordi det hjælper de uheldig stillede til at bevare det ydre skin.   Og da foreløbig det overvejende flertal hører til disse »uheldige«, vilde det være håbløst at forbyde dem brugen af et snøreliv, så meget mere som de fleste kvinder hellere vil være syge end grimme, og desuden ved en fornuftig anvendelse kan have nytte deraf.

Derimod er korsettet det skadeligste og unødvendigste klædningsstykke for alle dem, der endnu er i besiddelse af deres legemes fulde fasthed og smidighed.   Deres muskler er stærke nok til at være uden kunstig støtte, og deres bevægelser vil uden denne være hundrede gange mere frie og gratiøse.

Det bliver derfor disse kvinders opgave at åbne samtidens øjne for, at klædedragten bør bæres på en sådan måde at legemets rene linier kommer til deres ret.   At det, der gør kvinden smuk, hverken er en snæver taille eller fremskudt barm, men ryggens fine bøjning, brystets lette runding og ikke mindst den ubrudte linie fra barmen ned over hofterne og bækkenet.   Det er den egentlige skøn hedslinie, den der tegner sig så smukt gennem alle middelalderens dragter, men som man siden ganske har glemt, fordi korsettet har tilintetgjort den så aldeles.

Legemet skal således være sig selv bekendt, dets former må hverken understreges eller tilhyldes, men de skal gennem deres naturlige udvikling give klædedragten dens særlige præg.   Derimod må det på enhver måde undgås, at klæderne omformer legemet og bibringer det et skablon mæssigt tilsnit.

Det er disse synspunkter, der bør være de ledende, når klædedragten skal opfylde alle sundhedens, skønhedens og hensigtsmæssighedens krav.