Husmoderens blad 1898 side 124ff

Modens Skønhedsideal.

En bekendt Kvindelæge i Dresden, Dr. Brosén, har skrevet en Piece til Fordel for en Reform i Kvindernes Klædedragt.   I det efterfølgende ville vi her tildels gengive den, idet vi håbe derved at bestyrke alle de, som allerede har indset farligheden ved den nu brugelige kvindedragt, hvor denne fordrer et stramtsiddende korset, i deres Forsæt om at undvære dette, og tillige få mange andre til at lukke øjnene op for det på engang farlige og ideelt uskønne i det moderne Toilette.

Vi giver altså Dr. Brosén Ordet:

» Har De allerede hørt, Frue, at der her i Dresden har dannet sig en Forening til Forbedring af den kvindelige Påklædning ?« —— » Javist! Og De er vel medlem af den? Hvor det er Skade!   Jeg vilde hellere ønske, at De ikke var det, thi jeg finder den forfærdelig latterlig.   De finder såmænd ikke Indpas med Deres Reformideer undtagen hos gamle Jomfruer og sørgende Enker; alle de andre vil blæse Dem et Stykke og le Dem ud.   En elegant Taille er nu engang i vore Dage alle Damers Ideal.«   Til Trods for denne Belæring fra en smuk Dame, vover jeg dog i det følgende at træde i Skranken for en Forbedring i Kvindernes Påklædning.   Kampen for denne Forbedring er for mig ikke et Lune.   men en Samvittighedssag.

Det, jeg har at anke over den moderne Klædedragt, er den måde, hvorpå den generer og beskadiger de af det menneskelige Legemes Organer, som befinder sig der, hvor Taillen snører dem ind.   Hvert Øjeblik træffer jeg i min Praksis som Kvindelægepå Sygdomme fremkomne herved.   Vanens magt i Forbindelse med en Skønhedsfølelse, der er kommen på Afveje, har ført til en mishandling af det kvindelige Legeme, som dette ikke i Længden kan tåle uden at tage Skade.   Dog er det gumme sjældent, at disse Onder, disse Lidelser, som indfinder sig lidt efter lidt, bliver ført tilbage på en ubensigtsmæssig Påklædning.

Hvor mange Kvinder, Koner og Piger, findes vel, som er fuldstændig raske?   Vær nu ærlige, mine ærede Læserinder, hvor mange af dem er i Besiddelse af et legeme, som ikke tit og mange Gange bukker under for de Fordringer til Arbejdsevne og Udholdenhed, som der stilles og er nødt til at stilles til det, som ikke hyppigt berøver dem Livsglæden ved Besværligheder og Upasselighed   Det sunde menneske ved næppe, at han har et Legeme og hvis noget minder ham derom, så er det en glad Følelse af Kraft eller en Træthed, som fører til en vederkvægende Hvile.   Er det også Tilfældet hos Dem ?

Selvfølgelig vil jeg ikke påstå, at den herskende Kvindemode er Skyld i alle Slags kvindelige Sygdomme.   Nej, her har vi mange andre Skader at regne med, selskabelige Uvaner og sociale Ulemper, som det er vanskeligt at overvinde.   Én Skadelighed vilde det dog være let at få Bugt med, når blot Kvinderne ikke frivillig fandt sig i de Lidelser, deres Klædedragt pådrog dem, ene og alene for at få Del i det Fortrin at kunne fremvise en slank og smal Taille, et Fortrin, som kun er blevet et sådant ved Fejlsyn, og hvis Værd kun er et indbildt, kort sagt, fordi Kvinderne i et for den daglige Tilværelse vigtigt Spørgsmål vil sætte det at synes fremfor at være.

Jeg har hermed udtalt en svær Anklage og vil forsøge at forsvare mig ved at fremsætte Beviser for Sandheden heraf, De vil sikkert være enig med mig i, at en for stærk Indsnøring af Taillen er farlig.   Vi vil kun være af forskellig mening om, hvor denne for stærke Indsnøring begynder.   Det, som jeg betegner som altfor snæver, vil De måske kalde overmåde bekvem.   Og når jeg så påstår at endog den måde, hvorpå Kjolenederdelen hægtes omkring Livet, allerede i og for sig fører til en misdannelse og Beskadigelse, navnlig af det unge, bløde Legeme, selv om man ikke med Vilje snører sig ind, så vil De hilse min Omvendelsesiver med et vantro Smil.   Små Ubekvemyeligheder må man virkelig finde sig i, når man vil være nogenlunde slank, det indrømmer De, men det kan ikke være anderledes, siger De.   Der er dog ganske andre Byrder, som en Kvinde må tage på sig.
Hvis den almenbrugte kvindedragt virkelig skulde føre farer med sig, vilde man forlængst være kommen efter det og have erstatte den med en bedre.   Omtrent således, mine Damer, vil De tænke og forud være indtaget imod min dom som læge.   Tør jeg alligevel bede Dem om, at De vil underkaste mine forklaringer en prøvelse.

Mennesket er i sin Bygning et Vidunder af Fuldkommenhed som intet andet. En Benbygning giver Legemet Form og Holdning, et fint forgrenet Muskelapparat tihader det at bevæge sig fra Sted til Sted og udføre et mangeartet Arbejde. Sanserne sætter Mennesket i Forbindelse med Omverdenen. I Hjernen har Ånden sin Bolig, ved Hjælp af den kan Mennesket i Henseende til Rum og Tid gennemflyve Verdensrummet.

Et Mesterværk, "et Vidunder, er det Hus, hvori Menneskesjælen bor. Fordelingen og Ordningen af Organerne i vort Legeme er ikke en tilfældig og vilkårlig. men den er fuldbyrdet efter Hensigtsmæssighedens strængeste Love. Ethvert Organ må ligge sikkert beskyttet, men tillige må det, alt efter sin Virksomhed, have Plads til at udvide sig og atter trække sig sammen, uden at Harmonien i det hele derved forstyrres.

Hjerte og Lunge veksler fra Sekund til Sekund mellem Udvidelse og Sammentrækning. Mave og Tarme er underkastede ret store Forandringer, eftersom de er mere eller mindre fyldte. Der måtte altså til Organerne for Åndedrættet, Blodomløbet, Ernæringen m. m. skaffes en Bolig, som med tilstrækkelig Fasthed tillige forbandt den fornødne Evne til at udvide sig.

Naturen har løst denne Opgave, idet den skabte Brystkassen, hvis bevægelige Ribben uafbrudt tillader en Form- og Størreleeforandring af det indre Rum, medens dens Fasthed dog yder den nødvendige Støtte mod ydre Vold. I Brystkassen anbragte den så Hjerte og Lunger. Overhvælvet og beskyttet af denne lagde den de øvrige Indvolde i Bughulen, hvis elastiske Væg giver et endnu større Spillerum for dets Indholds vekslende Størrelse.

Det Rum, som dannes af Bryst og Bughule, er udfyldt af de indre Organer til sidste Krog. I den knappe Fordeling af Plads tilpasser ethvert sig efter sin Nabo. Det vilde ikke lykkes selv den dygtigste Tekniker at forene på en så lille Arbejdsplads så mangfoldige Apparater, tjenende til så mange forskellige Formål.

Ethvert Organ kan indenfor bestemte Grænser, svarende til dets Virksomhed, udvide sig , og trække sig sammen, uden at Harmonien i det hele derved forstyrres. Og dette er så meget mere beundringsværdigt, som intet Organ alene for sig eller ved egen Kraft og af egen Drift udfører sit Arbejde. Det bliver først sat i Stand dertil ved Blodkar og Nerver, som det erholder fra Legemets. Hovedstamme. Disse Ledninger er imidlertid meget ømtålige og beskadiges let ved Tryk og Overlast.

Der behøves for at holde Livsfunktionerne i Gang en vis Mængde Varme, som Legemet selv må frembringe.   Det må antages, at Mennesket er skabt under varmere Breddegrader eller i en Tidsperiode, da Jordskorpen var endnu mindre afkølet end i vor Tid, Vilde Naturen under vore nuværende klimatiske Forhold gentage sit Skaberværk, så måtte den lade Adam og Eva fremstå med. tykke Pelse. Vi bliver kun leve- og arbejdsdygtige derved at vi ved Bolig og Klæder beskytter vort Legeme mod alt for stort Varmetab. Den første Fordring, vi derfor må , stille til vore Klæder, er den, at de holder Legemet varmt ag besværer det så lidt sommuligt.   I så Henseende må en Beklædningsarts Værd eller Ikke-Værd udelukkende beregnes efter dens Hensigtsmæssighed.

Klæderne skulle holde os varme uden at besvære os!   Den sidste Fordring er ganske vist ikke helt let at opfylde. Ethvert, selv det letteste og bekvemmeste Klædebov, hindrer Lemmernes frie Bevægelse og den fulde Udvikling af vor Muskelkraft.   Vi Voksne har lidt efter lidt vænnet os til Klæder, så vi næppe har Bevidsthed om nogen Tvang. Hos Barnet er det endnu anderledes.   Hvor fornøjet er ikke den unge Verdensborger, som, befriet for de besværlige Klæder, rigtig kan række og strække sine Lemmer!   Hvilken stor Velgerning er det ikke også for os, når vi måske efter en gennemarbejdet Nat eller en længere Rejse kan komme af Klæderne!

Det ligger i Menneskets Natur, at det ikke alene arbejder for det nyttige men også for det skønne. Vore Hænders Værk skal ikke alene tjene til vor Fordel men også til at glæde vort Øje.   Navnlig er dette Tilfældet med Klædedragten, der jo straks falder i Øjnene.   Klædningen skal ikke alene varme Mennesket men også smykke det.   Verbet: »klæde« bliver jo netop brugt i den sidste Betydning, når man for Eksempel siger, at »Beskedenhed klæder en ung Pige godt.«

Medens Manden med sin nøgterne Forstand snarere tænker på det hensigtsmæssige, så tænker den med en livligere Skønhedssans begavede Kvinde mere på det skønne, det yndefulde.   Deraf kommer det, at Mandens Klædedragt i Reglen kan betegnes som praktisk, medens Kvindedragten er mere smuk end hensigtsmæssig. Om den nuværende Kvindedragt virkelig af en lutret Smag kan kaldes for smuk, skal ikke afgøres her. For os ser det næsten ud, som om vore Damers, Individualitet mere end billigt bliver stillet i Skygge af den efter alt nyt hastende Mode. Men det kommer ikke her i betragtning.   Den kendsgerning står imidlertid fast, at kvinder i almindelighed gerne finder sig i mange ubekvemmeligheder med hensyn til klædedragten, når de kun tror at forskønnes ved den.

Men efter mine Erfaringer kan jeg ikke anbefale denne methode at kæmpe imod den smalle Midje, thi den korte og sag- kyndige Måde at tale på udfordrer ligefrem Modsigelsesånden og er ikke egnet til at Lægen får Ord for at være et dannet menneske. »Jeg er kommen til Dem for at søge Lægehjælp og ikke for at høre Deres Anskuelser om mine Skørter og Kjoler; i Garderobeanliggender plejer jeg at henvende mig til min Syerske. De vil altså ikke skrive noget op til mig? —— Godt, så beklager jeg ——« Med en så skærende Dissonans ender undertiden den Venlighed og Velvilje, som Patienten med et godt Hjerte og en snørt midje henvender sig til Lægen med.

Denne hampmåde duer altså ikke. Så vil jeg hellere råde til at gribe til Medfølelsens skjulte Våben mod det snevre korset. Man beklager, at man som Læge ikke kan forsvare, at den stakkels Patient, naturligvis uden at hun selv véd af det og kun for at følge den nuværende Mode, går 6 -10 Cm. for snævert klædt. Man besværger hende, at hun, ene og alene for at gøre sin Læge en Tjeneste, må udvide sit Korset 4-8 Cm.

Denne, den vemodige Bøns Methode, som jeg vil kalde den, har den Fordel, at den ikke skader Lægens Praksis, men Ulykken er, at den heller ikke gavner Patienten. Korsettet bliver nemlig ikke løsnet en eneste Centimeter. Hvis det imidlertid skulde synes den unge Læge, som om det alligevel er løsnet, så kan han være sikker på, at det kun sker, hver Gang hun aflægger Lægen et besøg, bagefter bliver det strammet så meget des hårdere.

En alvorlig Læserinde vil ikke uden Uvillie læse denne Beretning. Det vil dog forhåbentlig ikke forblive skjult for hende, at der bagved dette svage Forsøg på at være Humorist skjuler sig megen Bitterhed.

Måske vil De, mine Damer, til Undskyldning for disse Deres søstre mene, at jeg maler altfor sort, men se Dem omkring, og vil opdage Hundreder og atter Hundreder af forkrøblede Figurer, der, sammen pressede i altfor snævre Korsetter, af vor Dameverden anses at være den værdigste Model for den kvindelige figur.

Tidt og ofte har jeg selv forelagt mig det Spørgsmål, om den uskik med den snevre Talje med dens Unatur og dens Farer nu også er så stor som den forekommer mig. Jeg har undersøgt de anatomiske Forandringer, kliniske Fænomener ug Indsnø-gens Grad: Eksemplet stemte ganske som før. Næsten alle koner og Piger har fra det femtende år og endnu tidligere indsnøret deres Midie på skadelig Måde. De fleste måske af uvidenhed og ved en uhensigtsmæssig Klædedragt, men mange, overmåde mange i brutal Selvpinsel, ene og alene for at de skulde se smallere ud om Livet end Naturen har skabt dem.

Er jeg en dårlig Forsvarer for en god Sag? Også det ørgsmål har jeg tit gjort mig selv. Men en Ting trøster mig. så jeg en Operation for nødvendig, var det end den vanskeliste, næsten aldrig stødte jeg på en Modstand, der ikke lod sig overvinde ved fornuftig Tiltale. Det har i Sandhed været mig lettere at bevæge en Syg, der havde Angst for Kniven, til en livsfarlig Operation, end at bringe en Dame, der var stolt af sin smækre Midie, til —— til Bedste for sit Helbred —— at give afkald på dette tvivlsomme Fortrin.

Naturligvis gives der Undtagelser. Jeg har til alle Tider blandt mine Patienter haft enkelte, som ærligt stræbte efter at blive raske, selv om Skræmmebilledet »tyk om Livet« måtte tages med i købet. Det erkender jeg gerne, men det var kun Undtagelser. damernes store Flertal forholder sig til dette Spørgsmåi, som jeg har beskrevet.

»Jeg bryder mig såmænd ikke om at snøre mig; men min Mand ønsker dog gerne, at hans Kone skal se lidt godt ud og ikke være altfor tyk og uformelig,« hører jeg ikke sjælden en eller anden Dame, der forsvarer den smalle Midie, udbryde. Ja, sikkerlig, hvis en Kone frygtede for at mishage sin Mand i sin naturlige Skikkelse, hvem kan så fortænke hende i, at hun ved Korsettets Hjælp giver denne Skikkelse den Form, om hvilken hun troer, at den vil glæde hans Øje?

Der er dog en Ting, som er mig påfaldrnde ved denne Indvending. Når jeg nemlig i Mandens Nærværelse gør en Kone opmærksom på den sundhedsfarlige Indsnævring af Midjen, så udbryder han næsten altid fornøjet: »Ser du, det er det, jeg altid har sagt, at du snørede dig for stærkt, men du vilde aldrig tro mig. « Undertiden hedder det også med en vis Bitterhed: »Det kan ikke nytte at tale med min Kone derom. Hun vil slet ikke høre Tale om, at hun snører sig. Jeg har bedt hende vel de Hundrede Gange om at være fornuftig, ethvert Barn kan jo se, at hun ikke kan trække Vejret ordentlig og beholde sit Helbred i det Korset. « Lad os nu indrømme, at der virkelig gives Damer, der snører sig for at behage deres Mænd, men hvorfor bruger så mange Damer, der ikke behøver at være bange for at miste deres Mænds Tilbøjelighed, fordi de ingen har, da så stramme Korsetter? Ganske simpelt for i Verdens Øjne i Almindelighed og Herrernes i Særdeleshed at tage sig godt ud.

Normal Midie. Elegant Midie.

Ønsket er berettiget. Ingen vil heri se noget, som nedværdiger Kvindenaturen. Ug det, er ligeså naturligt, at en yndefuld ung Pigeskikkelse tiltrækker sig Mændenes Blikke. Men er det nu just den smalle Midie, som bidrager til denne Ynde? Mon en sund, kraftig Vækst, et friskt, muntert Ansigt ikke snarere vidner om Ynde? Ganske vist kan den smalle Midie og den Måde, hvorpå den pikant fremhæver visse Legemsynder, også fortrylle Mænd, men hvilken Slags Mænd er det? Det er dem, som lige så let forelsker sig i en Gadeskønheds snørte Midie, som de følger i Hælene på den første den bedste højt opskørtede Kokette. Slige Mænd kan de drage til sig og deres Beundring må de dele med Demi-monde-Damerne.

Med det evigt-kvindelige, som drager Manden, har Goethe næppe ment den ydre Skikkelse, sikkert ikke den elegante Midie; det er de kvindelige ånds- og Sjælsegenskaber, som drager Manden. En Dame, der kun gør Regning på at behage ved Hjælp af sin Taille, burde sige sig selv, at hun trækker Manden ned i Stedet for at hæve ham ug bibringe ham en højere Opfattelse af Kvinden og hendes Værd. Hun må derfor heller ikke undre sig, når han beholder sine Tanker for sig selv og i hende kun ser et legetøj for ledige Timer.

Kvinder, der er i Besiddelse af et rigt Sjæleliv, vil derfor næppe lægge altfor megen Vægt på deres Udseende. Skulde Kampen mod den snævre Midie være så hård, fordi der kun gives så få Kvinder, der er i Besiddelse af noget mere værdifuldt end deres Legemes forgængelige Ynde?

Skønhedsfølelsen er stærkere udviklet hos Kvinderne end Følelsen for det hensigtsmæssige. De finder den smalle Midie skøn, den mindre slanke plump og hæslig. Derfor er det, at de for enhver Pris vil være smal om Livet.

Men det er en stor Fejl; man kan kun sige om en Figur, at den er smuk, når den står i Forhold til det øvrige Legeme, og dette harmoniske Forhold kan kun bestemmes af Hensigts mæssigheden. Kun den Figur er smuk, som tillader de Organer, den omslutter, at udvikle sig i en for det hele fordelagtig Form. Lad os nu engang se på den menneskelige Fod. En lille Fod er ikke smuk, ene og alene fordi den er lille, men den er med Hensyn til Størrelse smuk, når den nøjagtig har det Mål, som tillader den let og sikkert at bære Legemet.

Normal Fod. Elegant Kineserindes Fod.

Kineserinderne finder en lille Fod smuk og tager ikke Hensyn til Formen. Medens Barnet er lille, bliver Foden viklet ind i faste Bind, der forhindrer den i at vokse, men som tillige gør den uformelig og vanskabt. En fornem Kineserinde, der har en smuk Fod, er ubehjælpsom og vralter afsted som en And. Hvor meget af Livets Lykke går ikke tabt for hende derved, at hun ikke kan gå ti Skridt uden Støtte.

På samme Måde som Kineserinderne finder deres Skønhedsideal i en lille vanskabt Fod, finder vore Damer det i den smalle Midie. Deres Begreber om det skønne er lige vrange.

Moden kommer hyppigt Damerne til Hjælp med Hensyn til at være så tynd omkring Livet som vel muligt. Snart skal Hofterne have en uforholdsmæssig Bredde, snart Skuldrene. Det er jo ikke så længe siden, at der blev opfundet formelige Krinoliner til Overarmen, Ballonærmerne blev forsynet med Stivere for at stå lige i Vejret og frembringe en utrolig Skulderbredde, hvorimod Armenes underste Del blev presset ind i Ærmer så snævre som muligt, så det næsten ikke var muligt at få Hånden igennem dem uden fremmed Hjælp, navnlig når de var lidt opsvulmet af Varme.

Også ved andre Lejligheder måtte Moden bekvemme sig til at stræbe hen efter en så smal Midie som muligt. Vi så jo, da Bluserne kom i Mode, straks fulgte de brede Gummibælter, der nok skulde presse Midien sammen og med Magt undertrykke enhver Frihedstrang.

Sammenlign Hellenernes Skønhedsideal med vore Dages Modedame! Hist Kraft, Ynde og fri Naturlighed, her en ved Hjælp af Stål og Fiskeben kunstlet Holdning, en Skjulen af nogle, en pikant Fremhæven af andre Linier. Med ét Ord, hist en Kvinde, her et pyntet Vrængebillede af den menneskelige Skikkelse. Men Holdt, i min Iver glemmer jeg helt, at Ordet »Kvinde«, Oltidens Benævnelse for Kvindelighedens Repræsentant, næsten klinger for vore Damer som et Skældsord. Mon ikke også en eller anden af Damerne vil misunde den overfor Venus stillede Karikatur hendes elegante Figur?

Anstændighedsfølelsen har sit Udspring i Sansen for det skønne. Det, som en Tidlang har været anset for skønt, bliver tilsidst ensbetydende med det anstændige.

Hos Kineserinden har Forkærligheden for den lille Fod ført til, at Foden i det hele taget gælder for en Ting, som der ikke tales om. Ganske så vidt er vi dog ikke kommen i vor Højagtelse for den slanke Midje, men den naturlige, brede Midie begynder allerede ikke alene at anses for uskøn men også for ufin, ja, for utilbørlig.

En høiere Embedsmands Frue, hvem jeg, på hendes Klager over hendes Helbred, gjorde opmærksom på at hendes Midie var indsnørt 13 Centimeter, erklærede mig med utilnærmelig Højhed, at det var hun sin Stilling skyldig.

Den samme Ytring: det er jeg min Stilling skyldig, fik jeg kort efter at høre af en Opsynsmands Kone. Også hun bar et Korset, der var alt for snævert. For hendes Mands Stillings Skyld anså hun sig forpligtet til at renoncere på sin Sundhed og Velbefindende.

Endnu en tredie Gang blev »Stillingen« angivet som Grund til at Figuren snøredes ind. Det var Ekspeditricen i en Korsetforretning, en prægtig bygget Pige, der nu led af Blegsot og Hjertebanken.   Hun snørede sig også i samme Grad, som den højere Embedsmandsfrue følte sig forpligtet til.   En kraftig bygget nordisk Jomfru indsnøret i et Modekorset til Reklame for Pariser Korsetfabriker ! Bravo, mine Damer !

Følelsen af at se upassende og ufin ud deler den aristokratiske Dame med den selvbevidste Borgerkone og den beskedne Arbejderske. De ofre alle villig, Dag efter Dag, Sundhed og Friskhed på Modedårskabens Alter. De utroligste Forsøg på at snøre sig ind til et »Intet « træffer man undertiden hos » bedre Tjenestepiger. « En stor Del af de Nervesygdomme, der hviler så tungt på Tyendesygekassen, må føres tilbage til den Uvane. Hvis man fra Midiens ringe Omfang skal dømme om Fornemheden, så gør de næsten Repræsentanterne for de højere Stænder Rangen stridig.