Husmoderens Blad. side 279, 1898.

Sådan kan det gå!

Da sagde alle, hele den kære Familie, at det var »frygteligt« og »unaturligt« ikke at gå med Korset. At der derfor rejste sig en sand Brandstorm, da hun, Datteren, den lille Kjøbenhavnerinde, havde sagt, at hun ikke mere vilde gå med Korset, fordi det var usundt, det er en Selvfølge. Ja! den lille Frøkens Moder oplevede endda i den Anledning for Gud ved hvilken Gang ikke alene »den største Sorg, hun nogensinde havde haft, men også den største Sorg, hun overhovedet kunde tænke sig at komme til at opleve«.

Mange og hårde Ord blev der talt i den kære Familie om Datterens Adfærd. Det var foruden at være »frygteligt« og »unaturligt« også »et barnagtigt Indfald.«

Men det forløsende Ord fandt Familien først, da dens gode Hoved med Kraft og Mandighed slog fast — ganske vist uden Spor af Bevis — at det var »ukvindeligt.«

»Ukvindeligt« — det var Ordet i rette Tid og på rette Sted. Den kære Familie åndede lettere; det forløsende Ord var sagt, og så skulde hun, Datteren, nok falde tilføje — om ikke før, så dog, når »det barnagtige Indfald« havde fortaget sig.

Thi andet end et Lune kunde det umulig være. Så gik der et år.

Korset bar den lille Frøken ikke i den Tid. Omtrent alle sine Veninder »omvendte« hun, og se, Stormen i Hjemmet lagde sig —— til Tider i ethvert Fald.

Nu og da kunde vel Moderen i sit Hjertes Jammer udbryde: »Hvor havde Du dog en god Figur før« d. v. s. den Gang hun gik med Korset, med en Figur, der mindede påfaldende om en Hveps eller et Timeglas. Og dog — horribile dictu — beundrer hun Datteren en ganske lille Smule for hendes Standhaftighed; det er jo slet ikke så lige en Sag at stå for Brødrenes Hån og Drillerier.   Det forfærdeligste ved det Hele er i Grunden kun det, at hun ikke selv kan aflægge Korsettet; derved vilde nemlig hendes Figur —— tilgiv mig —— lide formeget. På den anden Side, der er dog vist noget i, at Lægerne ivrer så stærkt imod Korsettet, det må dog vist ikke være særlig sundt at gå med det. Og ufint at aflægge det kan man — strengt taget — næsten heller ikke mere sige det er, selv om det naturligvis er en stor Vildfarelse at tro, at det om få år kun er Demimondedamer, der går med Korset.

Nødtvungen indrømmer hun, at det lønlige Håb om, at Korsettet atter igen skulde komme til Hæder og Værdighed svinder mere og mere, men endnu er det dog, Gud ske Lov og Tak, ikke helt borte.

Men den lille Frøken bærer fremdeles ikke Korset og vil ikke gøre det mere. —— —— ——

Spectator.