Hvad er disciplin?

Hvad er disciplin?

  Ordet disciplin betyder egentlig tre, ting. For det første en gren af en videnskab. Man taler f. Eks. om flere discipliner under et fag.

  Dernæst betyder ordet undervisning; vi kender her forbindelsen i ordet discipel, der betyder den, der får, undervisning.

  Endelig betyder ordet mandstugt eller orden, og det er denne sidste betydning, man i dag tænker på når man i skolen og forretningslivet taler om disciplin.

  Vi omtaler først, hvad der ligger i ordet disciplin, hvorefter vi nævner tre former for disciplin i dag.

I. Hvad betyder ordet disciplin ?

  Man opløser i almindelighed disciplin i følgende fire begreber: A) Orden og Præcision,  B) Respekt,  C) Høflighed,  D) Arbejdsro.


A. Orden og Præcision.
  1. Vi må til en hver tid stille, men bestemt, kræve, at vore, drenge møder nogenlunde soignerede såvel på kroppen som på klæderne. For del første er renlighed en nødvendighed blandt kultiverede mennesker, for at man kan befinde sig vel ved samværet, og dernæst er det et udtryk for ærbødighed overfor foreningen og dens arrangementer, at man møder renvasket og en lille smule pyntet. Det er mere end en smuk skik, når folk trækker i stadstøjet for at gå i kirke, --- det gør man ikke for at gå i biografen.

      Nå, man må naturligvis også passe på ikke at gøre for meget ud af dette --- især i visse kvarterer i København. Det er ikke meningen, at drengen skal have sit bedste tøj på til møderne, han skal have lov til at møde i, hvad han vil, når blot det er rent.

  2. Præcision, hvilket vil sige, at drengene, hverken kommer for tidligt eller for sent, må efterhånden gå ind i bevidstheden som en selvfølge, og det må høre til undtagelserne, at man kommer, når mødet er begyndt. Drengene kan udmærket godt forstå, at det forstyrrer både taler og tilhørere, når en kommer dryssende - især hvis man gør sig den ulejlighed en gang for alle at sætte dem rigtigt ind i det.

  3. Det var lidt om orden med drengen, selv. Lad os lige nævnet, at vi også må kræve af ham. at han har orden med sine sager, som han skal have med til møder, ture og lejre. Hvor kan en sjusket dreng ødelægge og sinke for et helt hold, når ,,han har noget, han mangler!" For at hjælpe her, må vi kræve, at hver dreng har en liste over sine sager og mærker på alle sine ejendele.

      Væn tidligt drengene til at have egen sangbog med til mødet, det sparer tid og giver i øvrigt mere interesse, og derved større udbytte. Jeg har her lyst som i en parentes at nævne, at vi har gjort vore drenge en stor bjørnetjeneste ved at lade foreningen afskaffe sangbøger og testamenter til udlån, derved tager man et endog væsentligt bindeled bort mellem forening og dreng, og bindeled kan vi vist ikke let få for mange af.

  4. Fra den ydre orden med sig selv og sine sager går vi videre og forsøger at lære dem orden med tankelivet, så de til enhver tid kan beherske sig, holde rede på tankerne, hvilket i praksis vil sige, at vi bliver fri for malplacerede bemærkninger ved samtaler, og foredrag, og drengene selv lærer at sondre og gemme, som det udtrykkes så smukt af Emilie Thorup: ,,Gem på hvert et kærligt ord! Slip hvert bittert minde!." (D.u.S. 542). I det hele taget gør det ikke noget, at vi, i alt hvad vi foretager os med dem, tænker på at træne og udvikle deres karakter, og viljesliv hvilket i høj grad får betydning den dag, da det store valg --- Kristus eller Verden --- skal foretages. Alt for mange af vore unge bukker under i denne store kamp, fordi de aldrig har lært, at tæmme deres vilje og tage den fangen i mindre kampe ! ---


B. Respekt.
  1. Vi må for enhver pris kræve respekt for lederen, som personlighed og vejleder. Uden en sådan respekt kommer vi ingen vegne med vort arbejde og vor stræben. Respekterer drengene ikke manden, kommer de heller aldrig til at respektere hans budskab, hans evangelium.

  2. Endvidere må vi forlange, at de respekterer foreningen som deres andet hjem, så ordensregler og traditioner nøje følges. Ikke benene op på stole og bænke, ingen unødig støj og ingen røg. Kan disse ting gennemføres, skal det snart mærkes på tonen og ikke mindst på økonomien i foreningen.

  3. Respekten for foreningen må ikke alene strække sig til dens inventar. Foreningens formål og program må i allere højeste grad respekteres af drengene, før vi er på den rigtige line i vort arbejde. Kræv ubønhørlig respekt for bibelen og dens tale. Tål ikke andre end alvorlige svar ved bibeltimen! Vig ikke en tomme her, det kan blive, skæbnesvangert for selve gudslivet i flokken.

  Vær også på vagt overfor de drenge og ledere, som ynder at lave, om på vore alvorlige sange, så de bliver pjattede og mister deres præg. Lav for min skyld om på ,,Humpedulla" og ,,En svensk konstabel", men lad være med det, når det gælder: ,,Ja, vi elsker dette landet", ,,Fyrre år frem", ,,Se, det lyser for vort Øje", ,,Vi går över dagttänkta bärg" og flere andre, som De selv kan tilføje. Tillad aldrig, at nogle leger med bordflagene, sådan som man så tit har set det ved fester. Hvorfor står vi for resten aldrig op i KFUM, når vi synger et lands nationalsang? Formodentligt har 9. April lært os noget her; men skal der så meget til, for vi kan opføre os ordentligt? Hvordan sætter vi og stryger vi flaget på lejren? Lærer vi drengene respekt for Dannebrog deraf - ellers må vi gøre det bedre!

  Kræv ligeledes alvorligt arbejde i gymnastiksalen, tillad ingen utidig leg og pjat, at ikke de bedste drenge foretrækker at blive hjemme også fra det. På lejren siger vi til drengene, at vi bestemt venter, at de udfører deres pligter og ,,tjanser" som ærlige mænd, der står til ansvar for deres egne samvittigheder. Bemærkningen: Jeg stoler på jer! hjælper utroligt langt her. Således husker jeg et hold elever, jeg havde, som altid udfylde deres pligter til det yderste, også når jeg ikke var til stede. Deres pligt-troskab og lydighed forbavsede mig, da den netop ikke var helt almindelig, og da jeg ikke havde måttet benytte skrappe midler for at få dem så vidt. Da jeg en dag, nogle år efter at de var gået ud af skolen, kom til at tale med nogle af dem om problemet og ønskede en forklaring, fortalte de mig, at jeg engang skulle have sagt til dem; jeg går nu fra jer; men jeg stoler, på, at I når, hvad I skal, imens! En sådan tillid turde de ikke svigte, og de vilde sætte alt ind på ikke at skuffe mig.

  Langt vanskeligere er det, når vi kræver af vore drenge, at de skal gøre forsøg på at leve sådan, at de ikke i det daglige kommer til at kaste skam over deres forening. Alt for mange medlemmer - både store og små - er på dette punkt alt for ligeglade, de tænker ikke på, hvad de kan ødelægge for foreningeningen og dermed for dens formål, når de taler og lever, som om de aldrig havde været der.


C. Høflighed.
  1. Min Søn, vil du i verden frem, så buk! - siger et gammelt ord, som man tit gør løjer med. Det indeholder nu alligevel en god portion visdom, hvis man vel at mærke ikke med ,,buk" mener fedteri eller smiger. Høflighed er en vis form for respekt, derfor kræver vi, at drengene skal være høflige overfor deres ledere. Her mangler der meget i drenge-afdelingerne i dag. På grøndalssletten kan man gøre uhyggelige og deprimerende studier i marken, her opdager man ofte, hvad disciplin i hvert fald ikke er. Drengene må og skal oplæres til høflig opførsel over for deres ledere og over for fremmede, i foreningen, så vi undgår de nedværdigende situationer, hvor lederen behandles ringere end en jævnaldrende kammerat. drengene skal sige De og Hr. til lederne i foreningen. Det har jeg ikke altid selv krævet, men efterhånden som jeg fik kræfter, har jeg gjort det. Jeg kan lige nævne, at jeg bl. a. gjorde det på den måde, at jeg rettede drengene, når de omtalte en anden kredsleder som f. Eks.: Hansen. --- Har du en Kammerat, som hedder Hansen, det vidste jeg ikke af? --- Nej,, det er min kredsleder. jeg mener. --- Nå', Hr. Nansen, ja så er jeg med!

      Sådan kan leder hjælpe leder med at få den rette tone indført blandt drengene, og det er, i allerhøjeste grad påkrævet.

  2. Er det af betydning, hvordan drengene opfører sig i foreningen, er det næsten endnu mere værd, hvordan de opfører sig, når vi er ude på ture og lejre med dem. De skal lære at hilse og tiltale folk høfligt og ikke mindst skal de lære at holde mund og lade være i-ned at råbe efter forbipasserende ellers komme med højrøstede bemærkninger om dem. Således, mødte jeg i selskab med lærerinder- og lærere en KFUM-Afd. på tur i Hareskoven. Hvad der af den blev råbt, sagt og le'et, trodser en hver beskrivelse. Jeg var flov pa KFUM's vegne, det var så afgjort ingen god reklame for bevægelsen. --- Drengene skal lære at opføre sig sådan, at vore værter og deres omboende venner ikke behøver at tage på ferie, mens vi er på egnen !!


D. Arbejdsro.

  Som det fjerde og sidste, der hører med til god disciplin, nævner vi arbejdsroen. Kun hvor der er ro, kan der gro notet godt op. Det er, i stilheden, det største sker, siger Mads Nielsen i ,,Der er nogle, der bestandig --". Derfor må vi sørge for, at der hersker ro ved møder. bibelen er centrum.

  1. Det stille kvarter på sommerlejren skal være stille; ingen spil, leg eller højrøstet samtale for ikke at forstyrre dem, der ønsker at fordybe sig i bibeltimens tekst. Med det samme vi er ved sommerlejren, nævner vi, at der skal være ro på sovesalen fra første, begyndelse, blandt andet for at give dem, der vil bede aftenbøn, lejlighed dertil.

  2. Der må herske absolut ro under foredrag og oplæsning. Ingen må forstyrre ved at fortælle videre, hvis de kender historien, ingen skraben med fødder, gaben højt eller kikken-på-klokken, hvilket alt sammen distraherer en taler og en sidekammerat.

  3. Har De gymnastik på programmet, må De naturligvis også sørge for, at den nødvendige arbejdsro er til stede der. Intet sted kan der opstå så megen uro som på et gymnastikhold, hvor lederen til at begynde med har været lidt eftergiven. Pas på her, og kræv straks fra starten opmærksomhed og ro.

  Hvis De nu har fået det indtryk. at vore møder og sammenkomster ikke må være præget af humør og glæde, er det galt. I et foredrag om disciplin er man nødt til at trække nødvendighederne skarpt op, men når det er gjort, lad os så fortælle hinanden, at humør netop er del rette grundlag for at god og naturlig disciplin. Sure og kedelige folk kan ikke holde disciplin på den rette måde. Deres disciplin bliver præget af mørke og kulde og virker dræbende. Husk blot dette, at en dreng udmærket kan være både glad og lystig, selvom han må sige ,De" og ,Hr.", og selvom han skal behandle sin leder som et voksent menneske,. Jeg vil påstå, at der kan være bedre humør og fest under gode disciplinære forhold end under dårlige, hvor humøret let bliver til frækhed og glæden til grin.


II. Disciplinens former.

  Disse fire mål for disciplinen kan opnås ad flere veje. Man kan således i almindelighed tale om tre slags disciplin.

  De bliver alle anvendt både i hjemmet, skolen og foreningslivet, men de er efter mit skøn ikke alle lige gode. Den første og vel nok den ældste form kan vi kalde militær-disciplinen.

  Det er den letteste at gennemføre, og den, der er lettest at være retfærdig med i ydre forstand. Militærdisciplinen skaffer sjældent sine udøvere ,,Nerver", den går efter bestemte afstukne baner, som aldrig forlades i nogen som helst situation. Børnene véd, hvad de har at rette sig efter i alle spørgsmål, der er aldrig tvivl; så sådan set befinder de sig egentlig godt ved denne form, når de først har vænnet sig til den.

  Jeg vil imidlertid ikke anbefale brugen af militær-disciplinen i KFUM, i hvert fald skal det kun være et par timer på en lejr, hvis det gøres nødvendigt. Denne form for disciplin benyttes i ,,Boys Brigade", i England.

  Den anden form er den førstes diametrale modsætning, og vi kan kalde den friheds-disciplinen. Den er nærmere beskrevet i bogen ,,Ny-disciplin", som er skrevet af Oslo-lærere - ganske vist før 9. April! I Danmark har den været benyttet inden for skolen af en del reformivrige lærere, som imidlertid temmelig hurtigt blev trætte. (Enkelte privatskoler hylder stadig denne form for disciplin!) Friheds-disciplinen giver nemlig børnene frit spillerum. Man må ikke kræve noget og frem for alt ikke straffe, det går for lærerens vedkommende efter recepten: Lid og tål! I Skotland har friheds-disciplinen sin talsmand i A. S. Neill, der hævder, at børn skal have lov, til at arte sig, som de vil; først når de har, raset ud i deres forskellige lyster og er blevet mætte, er de efter hans mening helbredende. Neill siger f. Eks., at hvis en dreng har lyst til at slå ruder ind, må man ikke forbyde ham det eller forhindre det; men tværtimod lade ham blive ved, til det ingen tiltrækning har for ham, så behøver man ingen forbud !! Hvis en pige ,,elsker" at trække i W.C.-snoren, skal hun selvfølgelig have lov til det, indtil hun er træt. Man vil ved forbud kun opnå, at hendes lyst forstærkes!

  Der er selvfølgelig en hel del rigtigt i disse teorier, men de er kun for millionær-forældre, og de er i hvert tilfælde ubrugelige, hvor der skal læres noget.

  Den tredje form for disciplin vil jeg kalde, den naturlige disciplin, der er bygget på kammeratlig-myndige principper, og del er den form, vi helst skulle have indført i KFUM. Den findes allerede de fleste steder - heldigvis; men vi trænger- endnu til kundskab om, hvordan den opnås og opretholdes. Under denne synsvinkel skal det foregående og det komme rende i disse foredrag ses.


NÆSTE SIDE