Denne side er hugget fra den her døde side: http://www.hkhandel.dk/B%F8rnearbejde/meninger/01.asp

Erik SigsgaardAf Erik Sigsgaard, forfatter og lærer på Højvangsseminariet

EU's krav om regulering af børns erhvervsarbejde, således at det bliver forbudt at ansætte 10–12 årige børn f.eks. som avis- og bladbude, bør give anledning til en længe tiltrængt offentlig debat om børnearbejde. I denne debat er det vigtigt at se på sagen også ud fra børnenes synsvinkel, hvilket der lægges op til i denne artikel, men lad os først se på de historiske forudsætninger.

Børnearbejdets historie

Det er bestemt ikke nyt, at børn arbejder. Går vi først tilbage til tiden før urbanisering og senere industrialisering tog fart, vil vi se, at næsten alle børn arbejdede. 90% af befolkningen levede i 1600-tallet i landsbyerne. Her arbejdede børnene sammen med forældrene, enten ved hjemmet eller i landsbyen eller på hovedgårdens marker. Allerede i 6–8 årsalderen kunne børn vogte gæs, hjælpe i stald og på mark og løbe ærinder. Også hos håndværkerne var der nok at hjælpe til med. Bortset fra arbejdet på hovedgården havde børnearbejdet ikke lønarbejdets karakter, og det fjernede ikke børnene og deres voksne fra hinanden.

I 1700-tallet skifter billedet. I Adresseavisen henvender en annonce sig til tiggerne:

„Gamle og Unge, Mænd og Koner, Piger og Drenge kan fortiene ugentlig på Det Kgl. Guldhuus 3, 4 til 6 Mark. Paa Den Kgl. Silkefabrik i Amaliegade, helst Drenge og smaa Piger, 12 a 16 Skilling daglig“.

Børnene er nu på vej til at blive lønarbejdere. I begyndelsen af 1800-årene arbejdede en fjerdedel af de skolepligtige børn i København på fabrikkerne, naturligvis overvejende fattige børn, og dette intensive børneindustriarbejde fortsatte uantastet op gennem århundredet. Det indebar en forværring af børnenes liv. Forfatteren Martin Andersen-Nexø beskriver den således.

„Feudalismen, som jeg skulde lære at kende, da vi i mit ottende Aar rejste hjem til Bornholm, tog Barnet i Brug, men misbrugte det ikke, drev overhovedet ikke rovdrift paa Mennesker. … Først Industrialismen gør Barnet til et Udbytteobjekt. Den maaler dets smaa Kræfter i Forhold til den voksne Arbejders ud fra rene og skære Profitsynspunkter og skyder det ind bag Maskinen, hvor der er en Øre at tjene paa det, bruger det til at slaa den Voksne ud, vender dets spæde Kræfter dræbende mod dets egen Far. Eller Mor, for ofte er det Hustruen, der som den billigere Arbejdskraft maa slaa Manden ud, for at Barnet saa som den endnu billigere kan sætte Moderen paa Gaden“.

Det blev dog også dengang hævdet, at børn havde godt af lønarbejde. Folketingsudvalget, der i 1873 afgav betænkning om den første lov om børnearbejde, skrev bl.a.: „Børnene selv have godt af nogenlunde tidlig at lære at bruge Hænderne paa en nyttig Maade.“ Det høje udvalg foreslog dog ikke, at velstillede folks børn skulle have del i arbejdets velsignelser gennem fabriksarbejde på lige fod med fattigfolks børn.

Ved en undersøgelse i 1872 på 45 københavnske virksomheder viste det sig, at 20% af arbejderne var børn. Langt flere arbejdede dog som bude, mælkedrenge, avisbude m.m., og de blev ligesom børn, der arbejdede ved landbruget, ikke beskyttet af loven om børnearbejde. Denne lov forbød fabriksarbejde for børn under 10 år, mens børn mellem 10 og 14 måtte arbejde indtil 6½ time i døgnet. I rigsdagen mente modstanderne, at loven „greb ind i de helligste forhold som mellem forældre og børn“.

BarnI 1922 kom der dog endnu et lovindgreb, hvorved det blev forbudt børn under 14 år at arbejde i håndværks-, industri- og transportvirksomheder. I landbruget kunne de arbejde fra 10 årsalderen. I 1977 blev minimumsalderen sat op til 15 år, men samtidig blev der mulighed for at beskæftige børn ned til 13 år ved lettere erhvervsmæssigt arbejde.Historisk kan man altså tale om 3 faser:

  1. Børn er integrerede i det fælles samfundsmæssige arbejde (indtil 1700–1800)
  2. Børn udnyttes som underbetalte lønarbejdere (fra 1800-tallet)
  3. Børn udelukkes i tiltagende grad fra arbejdets verden (fra 1873).

Indgrebene mod børnearbejdet, som nødvendigheden krævede, idet børnenes helbred blev stadig mere nedbrudt, blev efterhånden ideologiseret i form af den opfattelse, at det er ideelt og ønskeligt for børnene at være udelukkede fra samfundsmæssigt arbejde. Men er det nu også det?

Fordele og ulemper ved at være udskilt fra erhvervsmæssigt arbejde

På den ene side redder udskillelsen (som vel at mærke endnu ikke er total) børnene fra fysisk skade og fra for omfattende og for tidlig adskillelse fra forældre og nærmiljø samt fra økonomisk udnyttelse.

Den giver desuden børnene mulighed for bedre uddannelse og mere fritid.

På den anden side reducerer udelukkelsen børnene fra at være produktive borgere til at være en minoritet af mindreårige forbrugere af uddannelse, såkaldt pasnings- og fritids-‚tilbud‘. Børnene er dermed presset ind i en øget økonomisk, social og emotionel afhængighed af voksenverdenerne.

Et eksempel:

Hvis Katrine på seks år i 1600-tallet blev ‚truet‘ på kærligheden af sin mor a la ‚Hvis du gør sådan og sådan, bliver mor ked af det‘, ville det ikke vælte Katrine helt af pinden. Hun havde jo nemlig sin plads og sine funktioner: Hvis hun ikke var der, hvem skulle så passe gæs og hente brænde?

Siger mor det samme til Katrine af i dag, bliver det nemt til en trusel om kærlighedsberøvelse — og hvis mor ikke længere kan lide Katrine, hvad er så egentlig Katrines eksistensberettigelse?

Forskellen på de to Katrine'r er, at 1600-tallets Katrine var en ressource. En familie med børn var rigere end en familie uden børn. Dagens Katrine er ikke en ressource; hun er tværtimod blevet en byrde. En familie med børn er i dag fattigere end en familie uden børn. En bedstemor blev ringet op af sin søn, der gerne ville have barnet passet. Han spurgte: „Mor, kan du aflaste i weekend'en?“ Hvilket betød: Kan du aflaste os for vores byrde, som er vores barn?

Børn, som har erhvervsarbejde, er så store, at de ikke længere skal passes af bedstemor, og de tjener penge, så de ikke længere er så stor en økonomisk byrde for forældrene. Samtidig er de ligesom 1600-tallets Katrine blevet mere uafhængige af forældrene, og de kan bedre begå sig i nutidens børne- og ungdomskultur, hvor forbrug er et væsentligt træk.

På den anden side tager de måske som i 1870'erne arbejdet fra deres egne forældre, de har alt for lange arbejdsdage, hvis skolen også betragtes som arbejde, hvad der i høj grad er grund til, og de fordummes af trivielt rutinearbejde og af at have for lidt fri tid.

Lad os se lidt nærmere på de sidste, måske lidt provokerende sætninger:

Arbejde og lønarbejde

Man kan nemt blive dum i hovedet af lønarbejde, mens man godt kan blive klog af rigtigt arbejde. Mens mennesket skaber sig selv gennem sit arbejde, skader det sig selv gennem lønarbejdet, som principielt er ligegyldigt og meningsløst. Rigtigt arbejde bestemmer man selv over; i lønarbejdet bliver man bestemt over. Man arbejder for sig selv, ikke for andre ved rigtigt arbejde.

Det er altså ikke det, at børn arbejder, der er problemet. Det er det, at de i så ung en alder tvinges ind under et monotont lønarbejdes fordummelse.

Børnenes tid

Dertil kommer, at børnene ikke kan lege, spille bold, fantasere, læse, snakke med kammerater, mens de lønarbejder. Og det er måske netop gennem disse aktiviteter, børn udvikler sig og lærer mest. Man kan sikkert roligt antage, at 80% af, hvad børn skal lære for at begå sig, det lærer de uden for skolen. Lønarbejdet betyder, at børnene må afstå det kosteligste, de har, deres tid. „Min tid“ bliver til „din tid“.

Institutionaliseringstiden — i skole, daginstitution m.v. — er tredoblet siden 50'erne, og den ligner lønarbejdstiden ved at være fremmedbestemt. Hvis børnearbejdet ligesom institutionaliseringen er i fremmarch, betyder det, at den samlede fremmedbestemte del af børnenes tid er stigende, særligt for børnearbejderne, og at selvbestemmelsen trods al demokratisnak får mindre plads.

Hvad kan der gøres?

Det er altså ikke arbejde, men lønarbejde, der er problemet. Børn kan godt lide at arbejde, og det er synd, at de ikke kan gøre det i skolen i stedet for at sidde og lytte så meget. Det er også synd, at børnenes skolearbejde ikke regnes for arbejde, selv om det dog er nyttigere for samfundet end så meget såkaldt arbejde, voksne bruger deres liv på.

Blev skolerne — og andre institutioner — mere arbejdende, dog uden at lærerne blev arbejdsgivere, og kunne børnene tjene på arbejde, de udførte i skolen, måtte børnenes nuværende arbejdsgivere nok se sig om efter andre til at løbe med aviser, og det ville ikke være så tosset for børnene.

Og så kunne vi da forresten sørge for, at børnefamilierne, og ikke mindst de dårligst stillede blandt dem, fik bedre økonomiske vilkår.