Undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse" Maj 1997
Undervisnings-ministeriet

En skole til tiden?




ERIK SIGSGAARD


Hvordan er egentlig tidens børn, og hvad er deres forhold til det kropslige? Passer skolen til tidens børn?
tidens børn, og det kropslige

Erik Sigsgaard, seminarielektor, børneforsker.
Har bl.a. skrevet Er opdragelse nødvendig, 1995
og Om børn og deres virkelighed, 1993.

Der foreligger mange vidnesbyrd om store forandringer i børnenes samfundsmæssige forhold. Lad os se på et par eksempler:

- Fra 70erne bliver der skrevet stadig mere om børn med motoriske vanskeligheder. I 1977 udkom således Niels Michelsen og Lene Liers bog: Fumlere og tumlere. Nogle studier om kluntede skolebørn.

- I begyndelsen af 80erne berettede en lektor fra Kunstakademiets arkitektskole, at hun op igennem 70erne havde bemærket, at de studerende blev stadig dårligere til at tegnehuse. Det var, som om begrebet hus ikke var tilstrækkeligt etableret hos dem, og hun måtte bruge tid på at tage dem med ud i byen for at se på huse og derpå tegne dem - hvilket der aldrig tidligere havde været behov for.

- Fra 80erne berettes om disciplinproblemer allerede i 1. klasse, og der skrives bøger om problemet.

- Lærere og børnehaveklasseledere i indskolingen er ofte forbløffede over, hvor dårlige børnene er blevet på det motoriske område. Man må sætte særlige aktiviteter ind for atlappe på skaderne, dels traditionelt pædagogiske, dels mere utraditionelle som fx kartoffelskrælning. En undersøgelse i 1990 af 7-årige børns fysisk-sundhedsmæssige udvikling i to sjællandske kommuner viste, at 28% ikke var alderssvarende udviklet.- I Kognition & Pædagogik, 2.årg., nr. 3, 1993 fortalte souchef Hans Simonsen, Vejle Tekniske Skole, at mange lærere på de udprægede håndværksuddannelser har gjort den erfaring, "... at der er sket et skred hos de unge i retning af, at 'deres hændersidder forkert'". De er kluntede, og det tager længere tid fordem at lære et håndværk.

- Skolebørn siger stadig stærkere, at det bedste ved skolen er frikvartererne.

- Stresssymptomer, fedme og astmatiske lidelser ser ud til at være i vækst hos børnene.

- En undersøgelse af 800 3-16 årige viser, at 30% af de 3-årige drenge og 75% af de 10-årige lider af alt for korte hasemuskler og achillessener. Jo ældre og mere institutionaliserede, børnene bliver, desto alvorligere bliver problemet (Overlæge Jørgen Reimers m.fl.).

Forklaringer
Der gives mange forskellige forklaringer på disse fænomener. En del af dem er biologiske. Den arvelige udrustning og mulige gen- og kromosom-manipulationer er efter de seneste årtiers fokusering på miljøfaktorer nu igen i centrum for interessen. Der tales også ofte om hyperaktive børn, MBD-børn m.v., og i den forbindelse gives der ikke sjældent økologiske forklaringer. Man har således ment at kunne konstatere ensammenhæng mellem forøget blykoncentration i miljøet og forekomsten af hyperaktivitet. Endelig støder man ofte på psykologiske forklaringer. Nogle børn er generte og hæmmede.Deres personlighedsudvikling kan "være præget af konfuse, indsnævrede eller forvredne opfattelser af virkeligheden, af manglende lyst til at engagere sig og af en tendens til atopsøge kortfristede former for egoistisk tilfredsstillelse - eller af en handlingslammelse, der har rødder i en følelse af total afmagt." Således skrev Birthe Kyng i 1985 i Egmont FondensFremtidsstudie. Der gives naturligvis også pædagogiske forklaringer. Hans Simonsen skriver således i sit indlæg: "Det er en opfattelse, at de unge - måske på grund af manglendefysisk træning i folkeskolen og opvækstårene - ikke er så motorisk udviklede som tidligere."

Behandling eller handling?
De biologiske forklaringer fører sjældent til handlinger. Er vi fra naturens hånd klodsede eller fingernemme, er der jo ikke noget at gøre ved det.

De adfærdsmæssige og psykologiske forklaringer i øvrigt leder typisk til handleanvisninger, der har behandlingens karakter. Hyperaktive børn får medicin, ukoncentrerede børn øves i atkoncentrere sig, forskellige former for adfærdsterapi bringes i anvendelse, forældre trænes i at sætte grænser osv.

De økologiske forklaringer fører til - beskedne - indgreb mod forurening, til korrektioner eller til beskyttelse af mennesker mod forurening (fx masker i trafikken), men ikke til forkastelse af vækstideologien.

Hans Simonsens forklaringsansats - "manglende fysisk træning i folkeskolen" - peger længere frem, idet den sætter et kritisk søgelys på børns opvækstvilkår i videre forstand. Kandet måske netop være alt det, vi i nyere tid tilsyneladende gør for børnene, der skader dem? Kan det tænkes, at "vi" gør så meget for dem, at de selv får for lidt at gøre? Kan det tænkes,at alle de institutioner, vi hævder at have bygget for børnenes skyld, måske ikke alene gavner, men desuden skader dem? Sådanne tanker er svære at tænke og forekommer derfor kun sjældent i den faglige offentlighed.

Lad os derfor her opholde os lidt ved dem.

Ny slags opvækst
I de sidste 300 år er der sket afgørende ændringer i børns opvækstbetingelser. For det første er børnene på vej til at blive udelukket fra den almindelige sociale praksis. De er istadig højere grad blevet gjort arbejdsløse; tag fx EF-indgrebet mod børnearbejde, der vil ramme de danske avisbude. Derhjemme skal de ikke længere vogte gæs, sanke brænde, pille kul, passe små søskende (der er ingen) eller løbe ærinder til de lokale handlende (der er ikke flere lokale handlende). Samtidig er de voksnes sociale praksis på vej bort fra børnenes nære verden og lader sig ikke længere beskue. Voksen-barn relationen, der før overvejende var en handlerelation, ændres stadig mere i retning af mere passivt samvær. (Begrebet "værested" er dukket op i det sociale landskab).

For det andet er børnene blevet institutionaliseret. Hvor det typiske 50er-barn tilbragte 7-8000 af sit barnelivs timer i institution, tager det typiske 90er-barn for sig af de såkaldte"tilbud" i omkring 25.000 timer. Lidt provokerende sagt har nutidsbarnet mistet 17-18.000 timer, som staten/kommunen har eksproprieret uden erstatning. Eller mere neutralt: Barnetsdeltagelse i den almene sociale praksis er reduceret med op til 18.000 timer, i hvilke barnet i stedet er henvist til institutionelle aktiviteter. Mens den sociale praksis har et større eller mindre islæt af selvregulering, selvorganisering og selvforvaltning, er institutionslivet overvejende fremmedstyret. Børnene skal være, hvor myndighederne anbringer dem, gøre, hvad de har fastlagt på de tider, de har bestemt og med de andre institutionsanbragte, som myndighederne har udvalgt. Der findes steder, hvor børnene selv bestemmer, hvad de vil lave og med hvem, men det er sjældne undtagelser, og de fleste voksne er selv institutionaliseret så meget, at de ikke kan forestille sig, at børnene kan få noget ud af et sådant "anarki".

At bruge kniv
Spørgsmålet melder sig, om børn kan lære at leve livet og samtidig være udelukket fra det.

Skal man lære at køre bil, må man terpe teori, men først og fremmest må man øve sig. Skal man derimod lære at leve det moderne liv, blandt andet ved at gå i skole, er praksis næstenborte. Der står i folkeskoleloven: "Skolen kan tilbyde eleverne i 8.-10. klasse, at de i kortere perioder udsendes i praktik i virksomheder og institutioner." Hvorfor står der ikke i stedet:"Skolen skal tilbyde eleverne lige fra 1. klasse, at de ofte og fortrinsvis i længere perioder deltager i den sociale praksis i virksomheder, institutioner og nærsamfund, ligesom den iøvrigt i hele sit virke skal tage udgangspunkt i læreres, elevers og andres fælles praktiske gøremål"?

En sådan skole ville nok bedre svare til børnenes tiltagende udelukkelse fra den sociale praksis.

Måske har skuespilleren Kaj Løvring ydet et større bidrag end de fleste pædagoger og psykologer til forståelsen af, hvad det er nødvendigt at lære, og hvordan det nødvendigvis må ske med følgende bemærkning: "Tysk er et svært sprog. På tysk hedder en kniv en 'Messer'. På dansk hedder den det, som den er: en kniv." At få tingene til at hedde det, de er, det er, hvad børnene vil og må lære. Men det gøres ikke uden ting. Er livet uden for skolen fyldt med knive, behøves der strengt taget ikke nogen i skolen, men jo mere børnene er adskilt fra knive uden for skolen, desto mere må de bruge knive i skolen. Og jo mere børnene er adskilt fra de voksne uden for skolen, desto mere må de bruge kniv sammen med skolens voksne - der hidtil mest har indskrænket sig til at undervise.

Vil de voksne ikke bruge kniv sammen med børnene, kan det komme dertil, at børnene retter kniven mod dem.

Med andre ord: Forudsætningen for, at skoler og andre institutioner kan gavne børn mere, end de skader, ser ud til at være, at de uafladeligt bestræber sig på at afinstitutionalisere sig selv.

Afinstitutionalisering
Og hvad menes der så med det? Lad mig nøjes med at belyse det med udgangspunkt i handlelivet. Der er stor forskel på handlelivet i det civile liv og handlelivet i institutionerne.Det antydes med følgende modstillinger:

Med afinstitutionalisering af institutionerne menes, at institutionaliseringens indbyggede tendens til for eksempel at erstatte læring med belæring af alle ansatte og andreinvolverede voksne søges modvirket strukturelt og organisatorisk, men først og fremmest i den daglige interaktion.

Et eksempel til illustration: En økonom, der var optaget af de unges mangel på entreprenørånd, udbrød: "Jamen, i institutionerne passer klodserne jo altid sammen!" En sådan følgevirkning af institutionaliseringen er for institutionernes folk så selvfølgelig, at den nærmest er usynlig. Der skal en kritisk tænkende økonom til at indse, at et sådant træk er medtil at ødelægge børnenes initiativ, gå-på-mod og skaberkraft.

Et andet eksempel: Man har beskrevet skolelivet som en "forstoling". En 7-årig, der blev spurgt, hvad han syntes om skolen, havde to kritikpunkter: "de laver timer hele tiden" og"vi sidder ned hele tiden". En anden 7-årig, der var begyndt i en anden skole, udbrød: "vi sidder kun ned, når vi spiser". Ja, så forskellige er skolerne - også i børnenes øjne. Et samfund, som institutionaliserer børn op mod 25.000 timer, burde have pligt til at sikre "de indsatte" visse rettigheder. En af dem kunne være ethvert barns ret til en middagspause på en time og yderligere en pause på mindst en halv time. Det ville svare til, at skolen i dag ikke alene er en indlæringsinstitution, men er en af de vigtigste arenaer, hvor børn og unge lever deres liv og møder hinanden. Og det ville forbedre sundhedstilstanden betydeligt, hvis kroppene slap for stolene en tid.

Over for mere radikale forslag om ændringer i institutioner og skoler siges det ofte, at livet i institutionerne ikke kan erstatte et ordentligt hverdagsliv. Så sandt, men at institutionerne ikke fuldt ud kan kompensere for børns og unges tiltagende udelukkelse fra den sociale praksis er ikke nogen undskyldning for ikke at forsøge.

Fremtiden
At børn og unge i dag har fysiske funktionsvanskeligheder - iøvrigt med tilhørende læsevanskeligheder - er forventeligt, og det vil blive stadig sværere med tiltagendeinstitutionalisering suppleret med mere teknologisk isenkram. At myndighederne og mange forældre i enighed sender børnene stadig tidligere i skole og måske også introducerer egentligundervisning i børnehaveklasserne vil med stor sandsynlighed gøre til, at de bliver stadig dummere på hænderne og dermed også i hovedet. Særlig hvis skolen ikke løbende afinstitutionaliserer sig selv.


Siden senest redigeret: 20. juni 1997 af Morten Schwarz Lausten.

TILBAGE TIL UNDERVISNINGSMINISTERIETS STARTSIDE