Ekstra bladet Skærtorsdag 1. april 1999 side 7 af Erik Sigsgaard
Skolealderen er på vej ned mod fem år, bl.a. fordi det er billiger at have ungerne i børnehaveklasse end i børnehaven. Samtidig skal de mindste disciplineres til skolelivet, Men skal børnene tilpasses skolen eller omvendt, spørger lektor børnepsykolog Erik Sigsgaard
Hvornår blev det første gang foreslået
at nedsætte den undervisnings pligtige alder til 6 år? I 1998,
hvor Margrethe Vestager lufter muligheden? Nej, i 1978, hvor CUR - Det
Centrale Uddannelsesråd - foreslog det i U90.
I årene efter 1978 blev skolealderen nedsat
nogle måneder, stadig flere børn kom i børnehaveklasse;
med det udvidede undervisningsbegreb blev der taget et første lille
skridt hen imod at gøre børnehaveklasserne til skolens første
klasse (0. klasse), og der blev indført mødepligt i børnehaveklasserne.
Tegning: Anne-Marie Sten Petersen.
Efter læseundersøgelserne kom der
ekstra gang i sagerne. Danske børn læser i 3. klasse usikkert
og langsomt - altså 10-20 pct. af dem. Aha, så må de
være blevet for lidt undervist, ræsonnerer hr. og fru. Snusfornuft.
Vi ordinerer mere beskoling, så skal det nok blive bedre. Som sagt,
så gjort; flere skoletimer, flere børnehaveklassetimer, mere
lærerundervisning, mere sprogtræning i børnehaven, ikke
kun for de 10- 20 pct., men i bedste pseudodemokratiske ånd for alle,
også for de 80 pct., der ikke har
læseproblemer.
LÆRER AF
LIVET
Men hvad nu hvis læse- problemerne ikke skyldes
for lidt undervisning, men noget helt andet? For lidt kropsudfoldelse?
For fattig erfaringsdannelse? For udsultet emotionelt liv? For megen
institutionalisering?
Ja, så kommer vi faktisk galt afsted. Jamen,
kan det virkelig tænkes, at børn først og frem mest
lærer ved at leve livet? Meget tyder faktisk på det. Børn
fra skovbørnehaverne har lettere har lettere ved at koncentrere
sig end andre børn. Børn med veludviklet muskulatur lærer
bedre end andre. Det samme gælder børn med nære og varme
relationer til andre børn og til
voksne.
Skulle vi tage konsekvensen af den viden, vi allerede har, ville
vi løsne børnehaveklasserne fra skolens prægning og
sætte legen og det praktiske liv helt i
centrum.
Når man i stedet har hastværk med, at alle
skal i børnehaveklasse og skal undervises mere i dansk, skyldes det fire
forhold:
1. Det er billigere at have børnene i børnehaveklasse,
end det er at have dem i
børnehave.
2. Kan man få de store ud af daginstitutionerne, bliver
der mere plads til de små, og det bliver lettere at opfylde løftet
om plads- garanti, som regeringen har givet
forældrene.
3. Et stigende antal forældre søger at udsætte
skolestarten, hvilket ses af, at antallet af seks-årige i børnehaverne,
der faldt stærkt frem til 1992, i de seneste år har været
stadigt stigende. Med indførelse af undervisningspligt fra seks
år kan man med tvang vende denne udvikling.
4. Man tror at kunne forbedre læsningen ved at udsætte børnene for mere og tidligere
undervisning.
FULD FART
FREM
Lad mig med de følgende konkrete historier
vise, hvor faretruende hurtigt det går i en ganske bestemt retning
efter devisen: Nok ved vi ikke, hvad vej vi skal, men vi skyder en god
fart!
Rødovre Kommune skrev til ministeriet den
6. marts 1998 og spurgte, om man ikke godt kunne få dispensation
fra folkeskolelovens par. 16, så de fem til otte-årige kunne
blive undervist i mere end fem timer om dagen. For børnenes skyld,
naturligvis.
Jo, svarede ministeriet. Det kan I godt få
lov til, men hvis det skulle blive til over 30 timer om ugen, så
bliver I nødt til at søge en ny dispensation. Og brevet slutter
med ordene: Ministeriet ønsker held og lykke med
forsøget.
Og så tilføjer ministeriet, at Rødovres
forsøg indgår i programmet Folkeskolen år 2000, hvis
punkt 5 hedder: En god start - det fælles grundlag. Programmets målsætning
er, at der i år 2000 skal være skabt grundlag for at beslutte
de overordnede mål og rammer for førskole-, indskolings- og
skolefritidsområdet.
Læg mærke til ordene: For før-
skole-, indskolings- og skolefritids området. Nu skal der skabes
helhed i børnenes liv. Nu vil ministerium og Folketing bestemme
under et, hvad der skal foregå både i børnehaven, i
skolen og på
fritteren.
MERE
TVANG
Og skolen kan jo heller ikke have, at den ene børnehave har en
slags pædagogik, den anden en helt anden slags pædagogik. Det
udtryk ker en indskolingskonsulent sådan i bladet Forældre
& Børn nr. 10, 1998. Hun siger: For eksempel oplever mange børnehaveklasseledere,
at børn fra meget frie børnehaver, hvor det at lave ting
på samme tid opfattes som et overgreb, og hvor dagene ingen struktur
har, f.eks. faste spisetider, ofte får startvanskeligheder i børnehaveklassen.
De er simpelthen ikke vant til at indordne sig efter faste regler - og
det kræves i børnehaveklassen.
Indskolingskonsulenten sætter ingen spørgsmålstegn
ved indordning, ved faste regler, voksenbestemte strukturer eller faste
spise- tider. Kun ved det modsatte. Det er et problem, at børnene
ikke i børnehaven bliver vænnet til at la ve ting på
samme tid, men spiller bold og leger med lego, når de selv vil
... Det er et problem, hvis børnene ikke i børnehaven
spiser når de voksne siger, de skal, men i stedet når de er
sultne og har tid og lyst Er der god plads til barnets vibe og lyst,
så bliver det et problem i børnehaveklassen, siger konsulenten,
for der skal man ind ordne sig efter faste regler.
Konsulenten er ikke nogen al mindelig konsulent. Hun har siddet
i en arbejdsgruppe under ministeriet, der skal se på skolestarten
og forbedre Folkeskolen år 2000, F 2000, som de indviede kalder den.
Og F 2000 skulle jo netop regulere ikke bare skolen, men også førskoleområdet,
altså børnehaverne. Der er altså flere bestræbelser
i gang på samme tid:
De børn. der for bare en menneskealder siden slap med
3 timer om dagen i 1. klasse og børne haveklasse, de kommer nu op
på fem eller seks timer om dagen.
5-ÅRIGE I SKOLE
De børn, der for 15 år siden led under en stram autoritær,
såkaldt struktureret pædagogik i vores daginstitutioner, og
som i de seneste år er sluppet lidt fri, så de kan gå
ind på en anden stue, når de gerne vil. gå ud og lege,
når de har fundet sig en god legekammerat eller spise. når
de er sultne, de skal nu disciplineres, så de passer bedre ind i
skolen.
Som om det ikke skulle være nok, rumler visse kommuner
med planer om, at børn skal begynde i skolen på deres fødselsdag
- ligesom i New Zealand. hvor lærere og forvaltningsfolk for tiden
nærmest valfarter ned. Nu er det jo i og for sig godt nok. Børnene
skal jo ikke tro, at fødselsdagen er lutter lagkage. Problemet er
bare: hvilken fødselsdag? Og her er det at nogle kommuner har fået
den ide, at det jo kunne være fem års-fødselsdagen.
Kan man se hele cocktailen for sig? Daginstitutionerne skal
være skrappere ved tre- og fire-årige. Den dag de fylder fem,
så ud med dem, over på skolen, ikke som da læserne som
seks-årige gik i børnehaveklasse tre timer om dagen, men nu
fem eller seks. Ikke fem-seks timer med pædagoguddannede som i dag.
Nej, undervisningsministeriet giver også Rødovre tilladelse
til, at ansvaret for undervisningen i børnehaveklasserne kan varetages
af lærere.
DÆMPEDE BØRN
Altså de fem-årige ind i børnehaveklasserne, lærerne
ind i børne haveklasserne, timetallet op på det dobbelte og
disciplin ind i børnehaverne.
Det er den vej, vinden blæser i ministerier, fagforbund
og kommuner.
Skal de åbne og søgende børn lukkes af og
dæmpes ned, så de passer ind i skolen, eller skal skolen lukke
sig op, så den bedre kan rumme tidens børn? Og hvilken vej
vil skolen blive trukket, hvis børnene skal begynde tidligere og
have flere timer? Og hvordan vil vores åbne børn med alle
de ubrugte kræfter mon reagere på det?
Hvad nu, hvis det hænger sådan
sammen, at bedre lægmuskler giver bedre læsemuskier?