Denne side har jeg fra denne døde side http://www.rucnyt.ruc.dk/9697/14/969714-32.html i RUCnyt
     

Bognyt:

Grænser - en veldefineret fagterminologi?

Anmeldelse af Erik Sigsgaard og Ole Varmings bog: Voksnes syn på børn og opdragelse. Hans Reitzels Forlag, 1996, 188 sider.

Af Pernille Rosengaard Eisenhardt, Kommunikation og Dansk.


Der er stor enighed i blandt voksne og professionelle om, at det er en nødvendighed at sætte grænser for børn, problemet opstår først, når de selv samme kommer ind på, hvad de egentlig mener med grænser. Så kan der diskuteres i timer. Uoverensstemmelsen hænger sammen med selve grænsetænkningen. Der er en tendens til, at grænsebegrebet bliver betragtet som en veldefineret fagterminologi og den eneste rigtige måde at forholde sig til problemer med børn på. Et universalmiddel, der står uden for al diskussion. Det er denne ballon, Erik Sigsgaard og Ole Varming prikker hul på i deres bog.

De ustillede spørgsmål

Nålen, de prikker med, består af en lang række meget sjældent stillet spørgsmål som: "Hvad betyder grænser egentlig?, Hvem siger det oftest, og hvem begyndte at sige det? Får 'grænsesøgende' børn det bedre, hvis de behandles med flere grænser? Hvorfor beskrives forældre, lærere og pædagoger aldrig som 'grænsesøgende'? og Hvordan tænker og handler voksne, når de ikke tænker i grænser?" Disse spørgsmål efterforsker forfatterne i første omgange i to undersøgelser, med den intention at indkredse og analysere grænsetænkningen i forbindelse med børns opdragelse, trivsel og udvikling.

Forekomstundersøgelsen

Aviser, tidsskrifter, tv, radio, reklame, venner og middagsselskaber blev i perioden 1992-1995 finkæmmet for alle episoder, hvor ordet 'grænse' indgik. Forekomstundersøgelsens indsamling af de ialt 1.014 fund foregik dels tilfældigt og dels systematisk. Målet med hele denne omfattende undersøgelse var ikke at sige noget kvantitativt om grænseterminologiens udbredelse, men at komme bag om overfladen og få et indblik i, hvordan vi i vores kultur tænker om børn, og hvilke begreber vi selv vælger at bruge; uopfordret, velovervejet eller spontant.

Grænser = fagterminologi?

"Uanvendelig som faglig kategori" er den dom, der i sammenfatningen af forekomstundersøgelsen bliver fældet over grænseterminologien. Oftest er der ingen nærmere indholdsbeskrivelse i det væld af sammenhænge, hvor ordet 'grænse' indgår. Brugen af ordet er nok i sig selv, det kræver ingen begrundelse, men erstatter begrundelsen. Hvilket gør det svært at argumentere imod. Hvilket modsvar har man til udtalelsen: "Der går min grænse!"

Definitionen af grænsebegrebet svinger voldsomt afhængigt af situationen og de implicerede parter. Konnotationerne tilknyttet begrebet er mangfoldige. Der er en hel klar forskel på værdiladningen, når det drejer sig om henholdsvis børn eller voksne. Voksne kan gå begge veje, og både markere deres grænser overfor andre, eller overskride deres egne grænser i forskellige situationer. Mens børn bare har at lære at holde sig inden for de af voksne afstukne rammer, og hvis de ikke gør det, er de ikke grænseoverskridende, men grænsesøgende. Interesant forskel, der siger meget om synsvinklen.

De professionelle belærer forældrene

I langt de fleste tilfælde drejer forekomsterne sig om voksne, der sætter eller bør sætte grænser for børn. Og udtalelserne kommer fra de professionelle. Det var også de professionelle, der begyndte at tale om grænser. Der var ingen eksempler på forældre, der udtalte sig om, hvordan opdragelsen i familierne bør være. Hvilket er tankevækkende. Forfatternes konklusion på dette er: "Opdragelse er, som allerede nævnt, blevet en sag for fagfolk, ser det ud til, og fagfolkenes terminologi og tænkning er på vej til at blive eneherskende."

Opinionsundersøgelsen

I opinionsundersøgelsen var der 1.213 voksne, der i tre omgange svarede på spørgsmål vedrørende holdninger og værdier til alt lige fra faste spisetider til vold mod børn, endvidere indgik der to cases om potentielle konfliktsituationer med børn, som man skulle komme med løsningsforlag til. Formålet med undersøgelsen var at få besvaret spørgsmål som: "Hvilke forskellige opdragelsessyn kan identificeres, hvor mange tænker i grænser, og hvordan fordeler de sig på køn, alder og erhvervsgrupper?"

Frisindet opdragelsessyn?

Illusionen om at vi danskerne er særdeles liberale og frisindede i vores opdragelsessyn, er bristet. Hovedresultatetet viste, at det ikke er børns personlige autonomi og frihed, der sættes højt. Det modsatte var tilfældet. Der var stor tilslutning til en autoritær opdragelse med vægt på lydighed, konsekvens og ros, og et pift af varme og kærlighed. Kun 1% af de adspurgte gik ind for en desideret frisindet opdragelse, mens hele 96% benyttede grænseterminologien, heraf 18% hyppigt. Kvinder var mere tilbøjelige til at tænke i og sætte grænser, hvor specielt yngre mænd i højere grad så konflikterne udfra en børnesynsvinkel. Et lidt forstemmende resultat viste en forskel på drenge og pigeforældre. Drenge får i højere grad en opdragelse præget af kærlighed og følelser, hvorimod pigerne lider under regler og kontrol. Ligestillingskampen bør nok tage dette op til overvejelse.

Revselsesretten bliver også bragt på banen indirekte. Når små børn imellem 2 og 4 år stædigt nægter at gøre, hvad deres forældre siger, mente 40-45%, at det kunne være nødvendigt at slå dem. Med tanke på hvad psykologer igennem årtier har sagt om de skadelige følgevirkninger af vold for børns videre personlighedsdannelse og selvværd, bør debatten om forældres kontra børns rettigheder nok tages op igen. Skrønen om, at børn glemmer let, når de er så små lever åbenbart i bedste velgående. Og vold mod små børn indefor hjemmets fire vægge praktiseres gladeligt i hverdagen.

Paradigmeskift indenfor pædagogstanden

Hvis man gerne vil have, at ens barn oplever empati og frisind i sin dagligdag, så skal man holde dem langt væk fra lærere og pædagoger. Dette var er af de mere bemærkelsesværdige resultater. Lærere og pædagoger er den gruppe, der er mest tilbøjelig til at se voksen-barn relationerne udfra en voksensynvinkel. De formår altså ikke at sætte sig ind i barnets situation, at udøve empati - eller også orker de ikke. Det er også her, man finder den største andel af konsistente grænsesættere, dem der anvender grænsebegrebet særdeles hyppigt.

Men der er håb på vej. Pædagogstuderende har en helt anden holdning, og er kritiske overfor grænsetænkningen. De prioriterer frihed og autonomi ret højt, men lægger ikke særlig stor vægt på regler og kontrol. Så vent med at få børn, og håb på, at det er muligt for de studerende at bære deres værdier og holdninger med ud i institutionerne, og lave en kulturændring der.

Løsninger i sigte

Forskningsprojektet på Danmarks Lærerhøjskole har resulteret i denne temmelig vigtige lille bog, hvor forfatterne starter en debat om grænseterminologien ved at stille nogle hidtil usagte spørgsmål, der effektivt punkterer dennes forsøg på at patenterer børneopdragelsen. Men efter denne lange gennemgang af undersøgelsesresultater, mangler man, som læser og mor til to, en væsentlig ting - nemlig løsninger. Alternativer. Og de kommer.

For bogen er den første i en serie på tre med den fælles titel: "Grænser eller ej". I den efterfølgende bog tager forfatterne hul på børneliv og opdragelse, hvor bl.a børnene selv kommer til orde. Og så kommer det. Den sidste bog er den, jeg glæder mig mest til. Den hedder: "Andre måder", og forsøger at sammenstykke et billede af en alternativ praksis. Udgagnspunktet for den er spørgsmålet: "Hvis vi ikke vil sætte grænser, hvad gør vi så?" Skoler, dag- og døgn-institutioner, byggelegepladser mv. er bedt om at komme med deres bud på, hvilke metoder man kan praktisere, der på en anden og bedre måde løser de daglige konflikter udfra et børneperspektiv.