Giv børnene deres barndom tilbage

Af JETTE MEIER CARLSEN, JP 19.11.98

Giv børnene barndommen tilbage. Lad dem være vilde og spontane uden regler og løftede pegefingre.

Giv dem klar besked og giv dem voksne, der tør være både usikre og voksne og andre gange vide bedst.

Giv dem daginstitioner, der er mere end pasning og ordninger.

Det vil give børnene et bedre liv, og skolelærerne nogle bedre elever.

Opskriften er Per Kjeldsens.

Lærer, talepædagog og cand. pæd. psyk. Tidligere ledende skolepsykolog gennem næsten 20 år. Nu projektkoordinator for Undervisningsministeriets projekt om urolige børn. Foredragsholder, konsulent, forlagsindehaver, samt ophavsmand til et af kapitlerne i den netop udkomne bog "Urolige børn".

Den 59-årige Per Kjeldsen har mange gøremål og mange ord i munden, men også noget at have dem i denne sene eftermiddag, da det kun med nød og næppe er lykkedes at finde plads i kalenderen til et møde, som af tidsmæssige årsager henlægges til indenrigsgården i lufthaven i Kastrup - på vej fra hjembyen Tylstrup ved Ålborg til et foredrag for dagplejekonsulenter i Køge.

Nej til etiketter

Per Kjeldsen vil ikke acceptere etiketter på moderne børn. Han køber ikke tanken om urolige, selvoptagne børn og lærere, der må bruge det meste af deres tid på opdragelse som udtryk for en ny børnekarakter.

Tværtimod ser han nutidens børn reagere på en normusikkerhed og en manglende evne til at indgå i forpligtende fællesskaber - fordi de aldrig har lært det. Vi har hugget deres frie børneliv fra dem og forsømt at opdrage dem til socialt kompetente børn.

Børn er dagen lang omgivet af flere hold voksne med hver deres holdninger til børneopdragelse. De udsættes i vidt omfang for forslagsvis opdragelse. Det vil sige, man foreslår, at børnene gør, som man siger. Man spørger, om de har lyst. Som f. eks.: Er du klar over, hvad klokken er? Mon ikke snart du skal i seng?

Frihed og chok

Kombineret med en børnehverdag præget af gårdvagter, regler for frikvarteret og (over)beskyttende voksne indebærer det, at børnene ikke får lært at indgå i fællesskaber, hvor der er noget, man bare skal. Det betyder også, at det bliver ligegyldigt, hvad forældrene og pædagogerne siger, fordi ingen af dem tør stå ved, at der er noget de ved bedst.

Det betyder, at børnene får et chok, når de kommer i skole og for første gang møder krav, der ikke står til diskussion, forklarer Per Kjeldsen.

Men allerførst vil han lige understrege, at der altid har været urolige børn i skoleklasserne, ligesom uro også kan være inspirerende og tegn på kreativitet.

Uro i små klasser

Problemet i dag er, at uroen overvejende er destruktiv og hæmmende for indlæringen. Tidligere var det de ældste elever, pubertetsklasserne, som husede uroen, hvilket blev tilskrevet skoletræthed. Men i løbet af 90erne er uroen flyttet ned i de små klasser, hvor den ikke længer har form af en enkelt elev med lopper i bukserne og en noget større gruppe urolige børn, men derimod af en generel uro- tendens med børn, der alle sammen vil i centrum.

Når hensynet til fællesskabet trænges i baggrunden får man et dårligt læringsmiljø. Samtidig optræder uroen på et tidspunkt i børnenes skolegang, da de ikke mestrer ret mange indlæringsstrategier. Når lærerne må bruge mange kræfter på en socialpædagogisk indsats, kommer de til at forsømme det faglige -- måske var det det egentlige resultat af læseundersøgelsen, der viste, at børn læser dårligt, fremhæver Per Kjeldsen og mener, at fokus bør fjernes fra læreren.

Det er ikke lærerens skyld, opgave eller ansvar, at børnene udvikler sig til gode elever, der kan lide at lære og kan tage hensyn til andre.

Del ansvaret

Ansvaret bør deles med forældre og pædagoger i børnehaver og fritidsordninger -- og det handler i bund og grund om, hvilket liv vi tilbyder børnene -- hvilke børn vi leverer til skolerne.

Børn har først og fremmest brug for, at vi anerkender, at der findes to slags liv for børn, og at de for børnene er lige væsentlige. Det ene liv, børnelivet, er det frie liv, det kaotiske og spontane liv, hvor børnene er fri for voksen-overvågning og kontrol. Det andet liv er et forpligtende fællesskab sammen med voksne, der påtager sig et medansvar for, at børnene bliver klogere. Hvis vi giver børnene noget af den tabte barndom tilbage, vil det automatisk styrke deres lyst til at lære og dermed deres elevkompetence, mener Per Kjeldsen og foreslår blandt andet, at børnehaver og fritidsordninger lærer børnene de gamle fair-play- regler og dernæst indfører voksenfri perioder.

Men i øvrigt er han ikke meget for fritidsordninger for de 10-14 årige børn. De kan godt klare sig selv, også selv forældrene ikke er hjemme. Hvorfor skal børn serviceres og have alting ordnet for sig. Eventuelt kunne man udvide skoletiden et par timer for at forhindre, at eftermiddagen bliver for lang. Det ville endda være uhyre fornuftigt, mener han:

God skole med kort tid

Aldrig har skolen været så god - og aldrig har lærerne haft så få timer til at demonstrere det i.

Ifølge Per Kjeldsen skal der voksne, som tør være modeller, sætte mål og give børnene ansvar og opgaver, de magter, for at børnene kan udvikle sig til gode elever. Det gælder såvel forældre som professionelle voksne.

Det er blevet moderne at tale om selvforvaltning. Det er formentlig en reaktion på tidligere tiders autoritære opdragelse, men det er gået for vidt.

For eksempel er det i børnehaverne blevet moderne at lade børnene spise, når de vil. Det er faktisk at svigte børnenes behov. Det er da fint, at børn kan få en klemme, når de er sultne, men det må ikke være på bekostning af fællesskabet, understreger han og fortsætter:

Hvis man føler sig forpligtet i et fællesskab, får man selvværd og føler ligeværd. Hvis man er i et fællesskab uden forpligtelser, så er man nødt til at være selvhævdende og egocentrisk.

Endelig er forældrene en nødvendig del af opdragelses-puslespillet.

De skal gide tage besværet med at lære børnene dagligdagens praktiske og medmenneskelige adfærdsnormer. De skal lære børn, hvad der er rigtigt og forkert i tilværelsen. De skal lære børnene, at der er opgaver, som skal løses, mål der skal nås og metoder, der skal beherskes - og at alle indgår og er forpligtet i familiekollektivet.

For det er den samme forpligtelse, der skal gælde i skoleklassen. Erfaringen hjemme fra er udgangspunktet i skolen.

Det er Per Kjeldsens opfattelse, at et stigende antal forældre viger tilbage fra bøvlet, fordi de aldrig har lært vigtigheden af det, måske fordi professionelle eksperter i årvis har tordnet imod grænser - og måske fordi de ikke føler det er deres ansvar.

Projektbørn

I takt med, at samfundet er blevet stadig mere individualistisk, opfatter mange forældre deres børn som et projekt, der skal lykkes. De forventer, at pædagogerne og lærerne tager konflikterne, mens de selv tager det hyggelige og rare.

Som led i sit arbejde med uro-projektet har Per Kjeldsen i samarbejde med en skoleleder udarbejdet en metode til at komme uroen til livs i en skoleklasse.

Metoden består i at henholdsvis lærergruppe, forældre-gruppe og elever udarbejder en stribe mål, værdier og normer - nogle spilleregler - som de beslutter skal være gældende for dem. På den måde bliver problemerne fælles. Alle involveredes. Ikke blot uromagernes. Ikke blot lærernes.

Det styrker fællesskabet.