Den gode, erfarne lærer vil, straks når
eleven er overgivet til ham, kunne bedømme elevens evner og karakter. Det sikreste kendetegn hos de små elever er hukommelsen. En god hukommelse betyder to ting: evnen til let at lære - og evnen til omhyggeligt at fastholde de nye indtryk. | Det næst vigtigste er elevens god vilje til at efterligne: den viser, at eleven er lærenem. Men han skal kun efterligne det, som bliver vist frem for ham, og ikke f.eks.. en eller andens dårlige holdning, latterlige gang eller lignede. Den elev, der blot efterligner for at lave sjov, har jeg ikke de store forventninger til. |
De egenskaber der betyder noget ved den virkelige
talentfulde elev, så er det vigtigste at han vil vise sig ærlig
og trofast. Af de egenskaber der har betydning ved de andre elever, så foretrækker jeg bestemt den lidt mindre lærenemme fremfor den, der har en dårlig karakter. Den gode elev vil under alle omstændigheder være helt forskellig fra dumrianen og den dovne. | Min ideal-elev er en, som med lethed fatter, og som også stiller spørgsmål -- men følger læreren unden at søge at komme ham i forkøbet. Altfor hurtige elever når sjældent gode resultater. Med hurtige mener jeg her dem, som med lethed klarer småopgaver; de bliver herved overmodige og fører sig frem, uden at læreren bedt om det. |
De formår imidlertid kun dét som ligger lige om hjørnet: De sætter nogle ord sammen og udsiger dem med stor frejdighed, uden nogen form for naturlig tilbageholdenhed. De kan ikke meget -- selvom det, de laver, går stærkt. Der er ingen ægte kraft i dem, og hvad de foretager sig bunder ikke dybt. | De hurtige elever er ligesom det korn vi sår
på jordens overflade: Afgrøden hurtigt op og ligner fulde
aks. Den modner før høsttid - Men den bærer ingen modne korn. Noget sådant virker måske imponerende på os, elevens alder taget i betragtning, men på et tidspunkt standser vores beundring brat. |
Når man har været opmærksom på
sådanne forskellene så, må man overveje, hvordan de enkelte
elever bør behandles nogle er sløve og langsommelige, hvis ikke man presser på - andre kan ikke finde sig i tilrettevisninger; nogle bliver medgørlige og flittige på grund af respekt eller endog frygt - andre lammes; nogle formes ved uafbrudte krav - hos andre driver lysten værket. | Den bedste elev er efter min mening af en sådan
type, at ros anspore ham, gode resultater fryder ham, mens det forfejlede
stykke arbejde næsten får ham til at græde. Han opmuntres, hvis man taler til hans ambitioner, irettesættelse vil han føle som en næsten fysisk smerte, ros og ære ansporer ham, og man behøver aldrig frygte lediggang eller sløvhed fra hans side. (....) |
Man må spørge: Har Quintilian ret? Er det rigtigt de dygtigste i skolen bliver de dårligste? | Ja, for de dygtigste keder sig, så
meget at hjernen tager skade. Det er sundheds skadeligt, at kede sig |