indhold

Kristendom og kirke.

Præstedatteren fra Orø, Inger Varder, har opstillet en formodning om kristendommens indførelse på øen: Ourø hørte ind under Roskilde bispestol, og det har nok været en munk fra Roskilde, der først har prædiket kristendommen på Ourø, og en Roskilde bisp, der har fået ourøerne til at bygge kirken. Han har sikkert stået foran alteret og ledet den første gudstjeneste, da kirken blev indviet. Nu var der i den tidlige middelalder ikke et mandskloster i Roskilde, så munken hos Inger Varder må vi lade falde. Hendes ide om, at det er ourøerne, der i et biskoppeligt inspireret fællesskab byggede kirken, er tvivlsomt, fordi dette for det første kræver en biskoppelig missionsstrategi og for det andet forudsætter en demokratisk kirkeordning. Det første kunne være muligt, men er aldeles ukendt for Roskildes vedkommende. Det andet bygger på ideen om, at de frie, danske bønder byggede landets kirker ude i landsbyerne. Ideen er et produkt af romantiske demokratiforestillinger, og står i modsætning til alt indenfor kirkeretten. Ideen om de frie, kirkebyggende bønder er klarest formuleret af teologen og professor Hal Koch. Sogn for sogn er bønderne gået sammen om at rejse et Guds hus. De har selv slæbt sten og træstammer til byggepladsen og lavet en stor del af byggearbejdet. De har tillige solidarisk betalt stenhugger, bygmester og andre håndværkere for deres arbejde. Den danske kirke var således i sin oprindelse ikke alene en folkekirke, men også folkets kirke. En smuk, demokratisk tanke, velegnet til at skabe myter i Grundtvigs fædreland. De danske landsbykirker bliver så det synlige resultat i landskabet af en slags middelalderlig andelsbevægelse.

Alt dette er ukendt i romersk og europæisk kirkeretstænkning, som Harald Blåtand med sin dåb og sin Jellingesten bragte os ind under. Denne kirkeretsforståelse får nu om stunder også støtte af arkæologiske undersøgelser. "Det var landets stormænd, som har bygget vore kirker. I direkte fortsættelse af traditionen fra hedenske tider, hvor det var høvdingene og storbønderne, som tog sig af det kultiske".

Bygningen af en kirke – også den på Orø – forudsætter, at kristendommen i forvejen er tilstede. På Orø må der altså, før kirken bygges, have været et kristent fundament, som både i teologisk henseende og i retshistorisk struktur var vel organiseret. Stenkirkebyggeriet er ikke begyndelsen, men stutproduktet på en kristianiseringsproces. Først tro, så bygning.

Hvorfra kunne den kristne tro være kommet til Orø? Vi kan se to muligheder, som vel kan have virket sammen: Tveje Merløse og Skuldevig Marked.

Tveje Merløse:

I vor gennemgang af Tveje Merløse har vi konkluderet: Udfra vor viden om en trækirke i Tveje Merløse og om Laurentius´ tilknytning til stedets kirkelige tradition kan vi slutte os til en tidlig kirkeaktivitet på stedet. Aktiviteten fører tilbage til vikingetiden og England, hvis kirkelige tradition når tilbage til romerne i tiden mellem 200-300.

Fra dronning Margrethes pantsættelse af området: Orø, Holbæk og Merløse Herred i 1375 har vi sluttet os til, at området på det tidspunkt og vel også tidligere har hørt sammen. Der er intet til hinders for, at samhørigheden strækker sig tilbage til vikingetiden. Warth-systemet taler også derfor. Den kristne og kirkelige aktivitet fra Tveje Merløse kan så let være formidlet over til øen på et tidligt tidspunkt.

Skuldevig Marked:

I 1975 blev der i Skuldevig øst for Lynæs Havn udgravet vraget af et skib. Det drejede sig om et meget stort handelsskib, bygget efter skandinavisk skibsbygningstradition. Skibet er formentlig bygget omkring år 1150. Efter 1975 blev der foretaget undersøgelser inde på land. Her viste det sig, at der sikkert allerede fra omkring år 700 har været et strandmarked, hvortil varerne blev sejlet med havgående skibe og derfra med fjordfartøjer. Lokalt skulle der ikke bruges så mange ting, fordi det meste af Halsnæs i vikingetiden har været meget øde uden fast bebyggelse. I tilknytning til dette "Skuldevig Marked" skal man så se det warth, som formentlig stod på toppen af den 33 meter høje Klintebakke. Opgaven for besætningen herfra var dels at være med i bavnevarslingskæden mod Roskilde, dels at opkræve afgifter på strandmarkedet mod til gengæld at sikre markedsfreden.

Nu vil vi her i vor sammenhæng gøre opmærksom på en kristen markering ved dette marked, og det er Boes kilde. Navnet bag kilden er den østengelske helgen Botulf (død 680), hvis eftermæle kendes i Østengland, London og Danmark med Bornholm. I Danmark er eftermælet knyttet til 9 lokaliteter. I Nordsjælland kendes 3 kilder: Lynæs, Søborg og Hillerød; dertil en tidligere sognekirke med kilde i Roskilde by. Vikingerne har med sikkerhed mødt Botulfs eftermæle ved klostre og kirker i England og så har bragt mindet om ham med hjem til vore lokaliteter. Det er et kendt princip, at med kristendommens udbredelse følger helgener og deres eftermæler i form af fakta og legender, som de er kendt på udgangsstedet, altså her Østengland og London. Er en helgen meget lokal, som det er tilfældet med den hellige Botulf, kan man ligefrem følge kulturpåvirkningerne. At give kilder navn efter en helgen er udbredt i Irland, Wales og Cornwall; og formidlet til os over England. Navnet helligkilde har altså ikke blot relation til en eller anden helbredende kraft ved kilden, men også til en navnefiksering.

Tilstedeværelsen af Boes kilde ved Skuldevig Marked er således et tydeligt indis for tidlig, kristelig aktivitet på stedet. Om aktiviteten tillige har omfattet en kirke af sandsynligvis træ ved vi ikke, og kan kun håbe på arkæologerne. Da de første kirker i landet har været bygget af storbønderne og dette sted her er et marked, har der vel heller ikke været tale om en egentlig kirkebygning. Men kilden bevidner tidlig, kristelig aktivitet, som let kan være formidlet ind i de to fjorde Isefjorden og Roskilde fjord; altså også ned mod Orø på et tidligt tidspunkt i vikingetiden.

Orø kirke:

Ved stedfæstelsen af kirkens alder vil vi igen gribe tilbage til præstedatteren Inger Varder, hvis fader forlod øen i 1893. Hun beretter om, at faderen havde besøg af en lærd mand, der rejste rund og studerede landets kirker. Vi hører intet om, hvem det var. Ved den lejlighed blev kirken dateret til begyndelsen af det 12. århundrede eller måske endda til slutningen af det 11. århundrede. Det betyder, at kirken kan have fuldendt før 1100. Det er tidligt, men ikke uligt med Tveje Merløse. Den tidlige datering er ikke kommet med i Trap i 1898 og 1920, hvor det hedder, at kirken vistnok er opført omkring 1300. Hos Trap hedder det i 1954 lidt modereret: såfremt vinduerne er oprindelige, kan kirken først stamme fra tiden hen imod 1300. Til disse vinduer bemærker Danmarks Kirker: "I 1200´rne, muligvis henimod århundredskiftet, har kirken fået nye vinduer – tre i koret og tre i hver af skibets flankemure – der antagelig indsattes sammensteds som de oprindelige". Her har vi sikkert forklaringer på Traps sene datering. Denne sene datering opretholdes nu heller ikke af Jens Bloch, som taler om midten af det 12. århundrede og heller ikke af Helge Larsen, som taler om, at kirkens kor og skib er fra 1100-tallet.

Om kalkmalerier:

Spor af kalkmalerier nævnes hos Trap i 2. udgaven fra 1872 og hos Inger Varder: Ved murerarbejder fandt man kalkmalerier i kirken både på loftet og på væggene. De blev straks overkalket igen. Danmarks Kirker skriver, at der i 1874 nævnes, at "for hen ved tre år siden blev der på skibets sydside ved det østlige vindue fundet en malet kvindelig figur, som imidlertid atter overkridtedes".

Legendedannelser ved kirken:

En lindorm spøger også ved Orø kirke som ved så mange andre kirker. Om denne kirkes lindorm hedder det, "at folk brækkede hul i den nordre kirkemur, fordi ormen havde lagt sig om kirken; dyret blev senere jaget ud på Lindholm". Her får vi så samtidigt en folkelig forklaring på navnet på øen Lindholm ved Orø. Under "lindorm" forstår den folkelige fortælling en slange af stor størrelse, som æder mennesker. Navnet er lånt fra tysk: Lindwurm, men angives i "Brockhaus Enzyklopädie", at stamme fra gammelnordisk "linnr" = slange. I dansk folketro er det et underjordisk væsen, som roder i jorden og som bringer frygtelige ødelæggelser, når det kommer løs. Overordentligt udbredt i Danmark er en lindorm, som ligger uden om kirken. Sagnene synes at være opstået under indflydelse fra andre lande eller som tolkning af slangefigurer på kirker.

På vestre kirkegårdsmur er der en kraftig ydre støttepille, som vel har haft brug for en forklaring, som så gives af Laurits Henriksen: Folketællingspræsten Niels Østerild stod en dag på prædikestolen – så viste gamle folk at fortælle – og standsede pludseligt op i sin tale og lod menigheden undskylde et øjeblik. De hørte ham tale noget for sig selv, men ingen forstod, hvad han sagde. Og efter et kort ophold fortsatte han den afbrudte prædiken.

Først senere blev menigheden klog på, hvad der var sket, og nu viste det sig, at en tyv var listet ind i præstens lo og der taget en sæk korn. Med denne sæk sad han nu fast i den ene lem og kunne næppe røre sig, efter at præsten havde grebet ind og mager det så, at han ingen vegne kunne komme. Efter prædikenen kaldte præsten på sin kone og sine folk og bad dem følge med til loen. Tyven blev derpå grebet og indmuret i kirkegårdsmuren ved indkørslen til præstegården, hvor en udbygning den dag i dag endnu viser stedet. På denne meget virkningsfulde måde havde præsten således mindet sine sognebørn om, at det 7. bud ikke måtte overtrædes. Altså en legendedannelse med både en bygningshistorisk forklaring og en moralsk appel.

Ting i kirken:

  1. Døbefonten
  2. Hos M. Mackeprang er Orø kirkens døbefont opført på listen over døbefonte af Roskilde-typen, udført i rå og kløvet kamp, samt med en sen datering til tiden omkring 1300.

    Mackeprang opdeler Roskilde-typen i en hovedgruppe og tre undergrupper: A, B og C. Typen omfatter ca. 80 eksemplare. Roskilde fontenes fod er formet som en keglestub. På overgangen mellem kumme og fod er der en kraftig vulst. Som et fælles træk for disse fonte kan nævnes, at de ingen udsmykning har. Centralværkstedet for denne type har sikkert ligget i selve domkirkebyen. Man taler om en særlig Holbæk-tupe, hvor kummerne er skarpt afskåret forneden og siderne er gennemgående mere stejle. Fonten kan virke cylindrisk. Orø-kummen kan stamme fre et lokalt værksted på Holbæk egnen.

    Dørringsbeslaget

    Fra den tidlige middelalder er der bevaret et dørringsbeslag af malm. Det er formet som et løvehoved med ring i flaben.

    Pietaen

    Der er bevaret en senmiddelalderlig pieta i kirken. Det drejer sig om en figur af Jomfru Maria med den fra korset nedtagne, døde Kristus. Pietaen stammer fra omkring år 1425 og er meget smukt anbragt i en niche på nordvæggen, hvor den middelalderlige kvindeindgang var.

    Korbuekrucifikset

    På overgangen mellem præstens kirkedel, koret, og folkets kirkedel, skibet, er der normalt i middelalderlige kirker anbragt et krucifiks – et såkaldt korbuekrucifiks. Dette er også tilfældet på Orø. Krucifikset har de sædvanlige sidefigurer – kendt fra det Nye Testamentes korsscene: Jomfru Maria og apostlen Johannes. Dette arbejde stammer endnu fra katolsk tid, nemlig fra sidst i 1400-tallet.

    Fliser og piscinaen

    I kirken er der fundet rester af glaserede middelalderlige fliser. Nationalmuseet har på forskellige tidspunkter modtaget en lille snes glaserede og ornamenterede gulvfliser, fundet i kirken. Fliserne stammer fra tiden omkring 1300 og er fremstillet af lidt kalkholdigt, rødbrændt ler, som synes at stamme fra et teglværk ved Bistrup nord for Roskilde. I kirken findes også endnu i dag en flise med en såkaldt piscina, som er en kumme med afløb for indviet vand, som er blevet brugt ved messen. Den stammer fra omkring år 1300.

    Orø kirke i stregtegning:
    Orø kirke

    Det yder set fra nord. Tegning af Burman Becker, dateret 26. juni 1855. Det konglige Bibliotek.

    Grundris af Orø kirke:

    Grundris af Orø kirke

    Næste side: Orø-korset.