Indhold

Orø-korset.

Det betydeligste arkæologiske fund på Orø er Orø-korset. Det dukkede op ved et tilfælde, da en ung pige, Bodil Margrethe Hansdatter, stødte på det på en nypløjet eng ved veststranden på Orøs nordspids. Begivenheden fandt sted den 14. september 1849. I kort afstand fra findestedet fandt pigens to morbrødre derefter den kæde, som hørte med til korset. Korset er et såkaldt relikviekors,

d. v. s. det kan åbnes, så at forsiden og bagsiden danner to små korsformede beholdere. Her kunne et relikvie af en helgen eller måske bedre en splint af Jesu Kristi kors gemmes. Jesu Kristi kors var blevet fundet af kejser Konstantin den Stores moder Helena omkring år 320.

Med udgangspunkt i dette kors, hvis betydning for hele kristenheden er hævet over enhver tvivl, blev der spredt i tonsvis af små korsrelikvier over hele Europa. Mængden af disse relikvier stod dog ikke i forhold til et enkelt, virkeligt kors, thi den var alt for stor, men det er en sag for sig. Folk ville jo gerne tro , at de nu også ejede en del af det ægte kors fra Jesu Kristi død i Jerusalem. Korset på Orø kunne let have indeholdt en sådan splint.

Korset er graveret på for- og bagsiden. Forsiden har selvfølgelig i centrum Jesus Kristus, som træder på et slangelignende dyr, vel repræsentanten for det onde eller for hedenskaben. Bagsiden er præget af Jomfru Maria.

Fritze Lindahl, som har analyseret korset meget grundigt, mener, at graveringerne og i særlig grad også dyrehovederne på korsets kæde er nordiske. Konklusionen må være, at Orø-korsets billeder er graveret på et nordisk værksted, så at Orø-korset højst sandsynligt er et helt igennem nordisk arbejde; dog efter ide og inspiration fra byzantinsk kunst, som var meget udbredt i det nordøstlige middelhavs lande. Lindahl antager tilblivelsestiden til årene omkring 1100.

På forsidens korsarme er der tillige en indskrift. Over Jesu venstre arm er indskrevet:

ISACO

og under Jesu højre og venstre arm står:

OLAFC / VNVnCE

altså olaf cununce. Olaf eller Olav var på hin tid en udbredt drengenavn. Om cununce siger Lindahl, at dette ord står for konge i en vist nok skånsk form. Herfra går han videre og mener, at tilblivelsesstedet for korset peger over til denne del af riget. Navnet Isaco står rimeligvis for Isak. Navnets baggrund er den bibelske Isak, søn af Abraham og fader til Jakob. Disse tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob er det forhistoriske fundament til Israels folk i det Gamle Testamente. Kan Isaco tolkes som Isak, hvilket er yderst rimeligt, så henviser Lindahl til, at dette navn i middelalderen var yndet og især kendes fra Sjælland og Skåne.

Før vi går ind i en yderligere diskussion af de to navne skal det bemærkes, at det værdifulde kors kun kan have relation til samfundets øvre lag. Her skal ejerforholdene omkring søges.

Hvem eller hvad dækker der sig bag kong Olafs navn?

Lindahl har to foreslag:

  1. Navnet kunne henvise til den norske helgenkonge, der faldt i slager ved Stiklestad i 1030. Han blev kort efter sin død overført til domkirken i Nidaros (det nuværende Tronhjem i Norge), hvor præsteskabet gjorde meget for at fremme hans kult. Mindet om ham blev hurtigt spredt over hele Nordeuropa fra Irland i vest til Rusland i øst. I Danmark er kirker og kilder opkaldt efter ham, f. eks. en gammel sognekirke i Roskilde og to kilder ved Roskilde fjord.
  2. Navnet kunne henvise til kongeætlingen Harald Kesjes søn Olaf. Harald havde haft sæde ved Roskilde på Haraldsborg, men måtte flygte til Jylland. Efter hans død vendte Olaf hjem fra Norge, for at kræve arven efter faderen. Det skete i år 1138. I Skåne opnåede han, at blive udråbt som konge, men han lagde sig ud med ærkebiskop Eskild og kunne have stjålet korset i denne skatkammer. En kirkens mand var denne Olaf ikke, thi i Ramløse ved Roskilde hugge han hovedet af biskop Rico. Efter denne udåd blev Olaf selv fældet. Lindahl mener nu, at denne Olaf kunne have ladet sit navn indgraveret i korset.

I første tilfælde ville navnet kong Olaf referere til et relikvie i korset; i det andet til en ejermand og endda en tvivlsom person i kirkelig henseende.

Roar Skovmand henfører navnet til Olaf den Hellige og skriver:"denne påskrift kan betegne, at korset rummer relikvier af denne hellige konge".

Tage E. Christiansen har samme opfattelse og skriver:"Olaf cununce (konge), hvilket formodentlig angiver, at korset indeholdt en Olavs-relikvie".

Inger Varder refererer til den folkelige tradition, at dronning Margrethes søn Oluf havde tabt korset engang under en jagt; thi hans navn stod da på korset. I samme folkelige tradition forlød det, at dronning Margrethe havde haft sit jagtslot på toppen af åsen Stensbjerg.

Erik Aalbæk Jensen tyder indskriften som henførende til Hellig Olav,"der havde tonsvis af rester over hele Nordeuropa".

En egen vurdering:

Vi skal nu prøve, at tage stilling til disse meninger. Det skal dog først bemærkes, at ingen af forfatterne tager stilling til indskriften ISACO, ud over Lindahls korte bemærkning om navnets bekendthed i middelalderen. Dertil vil vi også bemærke, at ingen gør sig tanker om tidspunktet for indgraveringen af de to indskrifter: OLAF CVNVnCE og ISACO. Roar Skovmand tyder i modsætning til de øvrige forfattere den sidste indskrift med et tilføjet "s", altså Isacos. Det er den lille, men tydelige streg til højre i korsarmen, som giver grund til dette s, som så vil angive et genetiv-s, hvilket hentyder til et ejerforhold.

For os er det imidlertid også et spørgsmål om indgraveringerne er sket på et senere tidspunkt end selve korstegningerne. Er det sket senere, så kunne Olaf-indskriften præcisere, at det drejer sig om en Olaf-relikvie. Indskriften kunne i så fald være lavet, efter at det oprindelige relikvie var gået tabt. I dette tilfælde har det oprindelige relikvie så været en splint af Jesu Kristi kors. Denne splint kunne være gået tabt ved en eller anden lejlighed; thi Kristi kors stod i så høj en ære og teologisk agtelse, at et bevidst bytte næppe er tænkeligt.

På grund af det andet navn "Isaco" og på grund af den stilmæsige ensartethed i de to navne er de nok indgraveret på samme tidspunkt og af samme hånd. Derfor vil jeg konkludere, at "Kong Olaf" refererer til Olaf den Hellige, dræbt i Stiklestad 1030 og henviser til et relikvie af samme person i korsgemmet. Yderligere antager jeg, at navnet "Isaco" er navnet på korsets ejermand. Her kan det af Skovmand antydede "s", hvis det interpreres som et genetiv-s, styrke denne antagelse. En navneendelse på "o" er heller ikke urimeligt, når vi kan henvise til den her omtalte biskop Rico af Roskilde. Begge personer Isaco og Rico kan være næsten samtidige.

Sammenfattende er vor opfattelse:

En højtstående og velhavende person ved navn Isaco har ejet et relikviekors med et Olaf-relikvie.

Afsluttende skal vi komme med en teologisk mulig udlægning:

Vi antager Isaco som lig med den bibelske Isak fra 1. Mose bog 22 (Isaks ofring) og kong Olaf lig med den hellige Olaf fra Stiklestad, så vil følgende udlægning være en teologisk mulighed: En teologisk kyndig person har ladet lave indgraveringerne, fordi Isaks ofring i hele middelalderen i alle bibelkommentare til det gammeltestamentlige sted blev sat i forbindelse med Jesu Kristi offer på korset. Isaks ofring blev tydet typologisk som en foranelse af Kristi offer.

På Orø-korset ser vi også, at den korsfæstede Jesus træder på et slangedyr med et hoved som kædens to hoveder. Dyret repræsenterer det onde. På samme måde kender vi til middelalderlige Olaf-afbillinger, hvor han som den retfærdige kristne hersker træder på et slangedyr, repræsenterende hedenskaben, altså noget usandt og ondt.

Hvem var kirkens bygherre? Det spørgsmål vil vi nu afsluttende stille:

Udfra vor retshistoriske viden kan der på Orø kun være tale om én bygherre en storbonde til kirken. Vi har også viden om vikingegrave ved Stensbjerg og i hele litteraturen spøger det om et noget større byggeri i middelalderen ved Stensbjerg, som i dag er umuligt at undersøge arkæologisk. Men "Stensbjerg-gården" har ikke ligget fra kirken, som med sin placering heller ikke ligger i Bybjergs centrum.

Kirken er i sin kerne fra 1100-tallet og Orø-korset er fra samme tid; derfor kan spørgsmålet med rimelighed stilles, om de begge ikke har haft samme ejer, nemlig den omtalte Isaco. Kirke og kors har tilknytning til samme øvre samfundslag og af det lag kan der ikke have været mange på Orø, alene på grund af øens størrelse og økonomiske formåen med henvis til skov, landbrug og fiskeri. Isaco kan dog have været en gæst, men han kan lige såvel have boet der.

Et ikke urimeligt gæt:

Isaco var øens storbonde.


Næste side: Trap Danmark