indhold

Landskabet på øen.

Øen er som det øvrige danske landskab et produkt af istiden og de følgende årtusinder. Den ligger som sagt i Isefjorden og skilles fra Horns Herred ved det smalle Østløb og fra Tuse næs ved det brede Vestløb. Ved øen ligger nogle småøer, så som Lindholm, der er nævnt 1231 under dette navn, Langø, Rønø og nogle småholme. På nordsiden skærer Salvig sig ind mellem Børrehoved i vest og Næsset i øst.

Øens overflade er dannet af ret jævne, lerede terrænformer med enkelte opragende grusbakker. Efter højde er bakkerne Møllebjerg (29 meter), Stensbjerg (28 meter med trigonometrisk station) og Elnebjerg (26 meter).

Gammelt kort over Orø
Gammelt kort over Orø

Dette gamle kort angiver også Stensbjerg og Elnebjerg, dog i formen Elmebjerg, desforuden Kongshøj og Amhøj, som andetsteds beskrives som en bakkerunding med en højde på 25 meter. På kortet angives også en række kilder på øens østside, som ikke findes i dag. De mange sommerhuse kræver sikkert deres af øens grundvand.

I nyere tid fandtes der ingen løvskove på øen, kun nogle mindre plantninger med nåletræer. Træforholdene har dog ændret sig stærkt med opkomsten af de mange sommerhuse, hvorved de oprindelige marker blev tilplantet med skovtræer og buske. Derfor formidler et moderne luftfoto et billede af en mere skovklædt ø.

Orøs landskab er derfor et kulturlandskab, som har uhyre lidt natur tilbage i sig. Kulturlandskabet er præget af to påvirkninger: a) de tidligere århundreders landbrugsdrift og b) den moderne sommerhusbevægelse. Specielt har sommerhusene skabt store forandringer i danske kystområder, ja forandringerne går langt ind i landet. For "naturens" skyld er det derfor vigtigt at opretholde en stram lovgivning på dette område, for at undgå at sommerhuse udvikler sig til slump og går i forfald.


Næste side: Orø i tal, politik og miljø.