side 598-600  måske garter-tidende, måske anlægsgarteren

Planter ved Mure.

  I Almindelighed kan man vel sige, at det ikke er Arkitektens Opgave at afgøre, hvilke Planter der skal plantes i Haven, men når det drejer sig om Planter, der skal vokse på og ved Huset, stiller Sagen sig ganske anderledes, da disse Espalierplanter eller Slyngplanter, som de oftest benævnes, på en Måde dækker og udvisker Husets Flader og Linier. Og af denne Grund er der måske en Del Arkitekter, der straks vil sige, at det i ethvert Tilfælde er meningsløst at plante Espalierplanter ved et Hus, Fladerne skal have Lov at virke ved sig selv. Når nu endelig anvendt Kubisme er accepteret, skal der ikke pyntes med Stuk på en an den Måde.

  Dette Ræsonnement er så forkert som vel muligt. Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at et Hus fuldstændig skal overvokses med den stærktvoksende almindelige Vildvin, så man ikke kan se, om det er et stråtækt Hus eller en Icopaldækket Bungalow, men Anvendelse af enkelte Espalierplanter vil netop være i Stand til at fremhæve og understrege et eller andet karakteristisk ved Huset. Som Eksempel herpå kan nævnes Københavns Kommunes Beboelsesejendom i Ågade, populært kaldet Linoleumshuset.  Her skulde man ikke mene, at Espalierbeplantning var på sin Plads, men den Rådhusvin, der allerede er klatret et godt Stykke op ad Væggen, klæder Bygningen godt. Og et meget kubisk Hus vil virke endnu mere »firkantet«, hvis der ved et af Hushjørnerne plantes en Polygonum, der ledes op i Altanernes Rækværk, og der får Lov at boltre sig. -- I endnu en Retning virker Espalierplanter heldigt. De bevirker, at Hus og Have forbindes med hinanden, så et Hele dannes. Adskillige Steder er der ved ensartede Bebyggelser brugt forskellige facadefarver for at bryde Monotonien. Det er også kønt og dejligt, der kommer lidt Kulør på Tilværelsen, vort Klima byder jo på rigeligt af grå Dage. Men var det nu alligevel ikke lige så godt også at skabe Afveksling ved at enkelte af Husene var dækkede af grønt, f. Eks. Rådhusvin, der om Vinteren dækker Huset med det fineste Filigranarbejde, om Foråret prydes med sarte Spirer i bronze Farver, og Sommeren igennem er frodiggrøn, for om Efteråret at flamme i mangefarvet rødt. Det giver virkelig Afveksling, medens Farverne på Husene altid er de samme og derfor næppe ænses af de Mennesker, der ser dem daglig. Denne Espalierplanternes Evne til at live op og skabe Afveksling uden Uro, burde anvendes meget mere i Byerne, især i Københavns gader. Mange steder er der nok grønt i 'Form af Allétræer, men i de fleste Gader berøves Stuebeboerne derved Lyset. Men det er til en vis Grad en ganske anden Historie.

Sidst og ikke mindst: Mange af de Haver, der hører til Nutidens Huse, er ikke ret store, men ved at Husets Mure overvokses, bliver Haven så at sige større, og ved Muren er det muligt at dyrke en del planter, der hos os ikke trives fritvoksende. Som Eksempel kan nævnes Fersken, men også en Del Sirbuske trives bedst ved en Mur. Det skyldes Muren, især Sydmuren, der giver Læ og får høj Dagtemperatur, da den jo opvarmes af Solstrålerne, samtidig er den i Stand til at gemme en Del af denne Varme til de køligere Nætter. Hvilke Typer Espalierplanter skal anvendes de forskellige Steder, og hvad skal der gøres for at de Arter, der ikke er selvhæftende, skal kunne dække Muren? Espalierplanter kan deles i:

  1. : Planter, der dækker større samlede Flader, f. Eks, Efeu, Rådhusvin og enkelte andre Vildvinarter.
  2. : Slyng planter, der er tilbøjelige til at gå højt til Vejrs og der dække større Flader, f. Eks. Polygonum og Blåregn.
  3. : Sirbuske, der kan tvinges til at vokse todimensionalt ved en mere eller mindre stærk Beskæring, f. Eks. Cotoneaster, Espalier-frugt,
  Espalierplanter kommer i Vejret på forskellig Måde, nogle slynger sig på samme måde som Bønner og Snerre. Der må altså være et eller andet, de kan sno sig om. Andre klatrer ved Slyngtråde som f. Eks. almindelig Vildvin, andre ved at bøje en Bladstilk om det, den nu kan få at støtte sig ved (Clematis). Tages der Hensyn til alle tre Klatre-måder, drager man den Slutning, at de skal. have en lodret Tråd, de kan støtte sig til og dette vil atter sige, at der på Muren skal udspændes en Række parallelle lodrette, galvaniserede jerntråde (eventuelt tynde jernkæder), der er fæstnede ved Kroge øverst og nederst på Muren. Afstanden mellem disse kan passende være 30 cm, og Tråden skal være udspændt et Par cm fra Muren. Ofte er der slået Trælister på Murene, men de er ikke altid gode for Planterne at klamre sig til, de er lidet holdbare og uskønne, som oftest da. Galvaniseret, Ståltråd kan derimod holde i mange år.

  Denne Type Understøtning passer til Espalierplanter af Gruppe I. Gruppe II kan derimod nøjes med en enkelt eller enkelte lodrette Tråde, som fører fra jorden op til det Sted, hvor Planten skal have Lov at boltre sig.

  Et Nedløbsrør kan i mange Tilfælde være en god Vokseplads, blot Slyngplanterne hjælpes lidt på Gled de første år. Nedløbsrøret skal så være solidt, og det må ikke sidde helt tæt til Muren.

  Folk planter ofte Hængeplanter i deres Altan- kasser for at hygge på Altanerne. Planterne vokser i Reglen yderst dårligt på Grund af Næringsmangel, og fordi vort Klima er for blæsende til, at Altanbeplantning kan trives vel, medens de forskellige Espalierplanter trives godt.

  Tanken kan videreføres:

   Her i Byen er der i de senere år opført talrige Ejendomme, hvor der er en kasse-agtig Altan til hver Lejlighed. Disse prydes om Sommeren af Læsejl i alle Farver. Undertiden ser det godt ud, men ofte frygteligt. Tænk nu, om der fra den ene Altan til den anden spændes et Ståltråds-kvadratnet (eventuelt Kæder) af omtrent Altanens Bredde, og der ved dette plantes forskellige Espalierplanter; så vilde disse Huse få et langt hyggeligere Præg, og Altanerne blev så at sige mere beboelige. Og flere af de Espalierplanter, der er anvendelige på denne Måde, er blomstrende.

  Espalierplanter af Gruppe III skal vokse ved et Underlag, hvor Skuddene kan bindes til og ledes i de ønskede Retninger. Ståltrådsvæv er glimrende til dette Formål; når Planten har dækket den første Bredde, kan en ny sættes op.

  Hvilke Hensyn er der ellers at tage til eventuelle Espalierplanter under Husets Opførelse

  På et pudset Hus vil det være vigtigst at ind sætte Kroge til Espalier-trådene inden Pudsningen. Skal der plantes Frugttræer ved Murene, må man g klart, at Væggen ikke må kalkes, da den så il blive snavset, når der sprøjtes med de forskellige Frugttræs-sprøjtemidler. Carbolineum giver en brunlig Tone, der dog i Reglen forsvinder på farvede Vægge. Blåstensvædserne gør kalkede Mure blålige, og det er en holdbar blå Farve.  Til en Mand, der interesserer sig for Frugtavl, skal man altså ikke bygge et hvidkalket Hus.

  Fælles for alle Espalierplanter er, at de voks i jorden inde ved Murene, og denne jord bliver høj Grad sammentrådt og ubekvem ved Byggearbejdet. Inden der skal plantes, er det derfor nøvendigt at udgrave et stort Plantehul, der fyld med noget af Muldjorden fra Grundudgravninge og som Arkitekten jo i god Tid har sørget for er blevet lagt et sted, hvor den ikke er blevet mishandlet, Ved et Etagehus vil et Plantehul på 1m3 være passende, nå, betydelig mindre kan gøre det men når man betænker, hvor ringe Vækstkåren for en Plante er inde ved en Mur, forstår man at det kun kan være gavnligt at sørge for Planten Spisekammer.

  Den følgende Omtale af Espalierplanter er blot at regne for en Orientering.

I. Espalierplanter, som er i Stand til at dække store samlede Flader.

a) selvhæftende.

   Vedbend. Hæfter sig ved Underlaget ved Hjælp af Sugerødder. Det er vel nok den af Espalierplanterne, der vokser langsomst, men så er de jo til Gengæld stedsegrøn; hvis jorden gødes lidt og vandes de første år, varer det dog ikke længe førend den kan gå godt til Vejrs. Vedbend bør standses, inden den når Taget, da Rankerne som andre Slyngplanters kan klemme sig ind mellem Tagsten og forårsage Utætheder. Når ældre Planter får for tyk Pels, klippes alle Bladene af i Marts-April.

   Vedbend hæfter ikke på Beton eller Puds, muligvis fordi Sugerødderne ved Hæftningen udskille en Syre, der virker opløsende på Mørtlen, og sa udebliver Hæftningen i det afgørende Øjeblik. Hæftning kan opnås ved, at Betonmuren ferniseres, eller ved, at der blandes rigeligt med Småsten i Pudset så en Del af Overfladen i Virkeligheden består af Sten. Det er en udbredt Overtro -- også blandt Gartnere -- at det kun er på nye Betonmure, at Efeu ikke hæfter. I Stedet for Fernisering, kan man udspænde Ståltrådsvæv over Vedbendplanterne.

  Stor bladet Vedbend er den almindeligst anvendte.

  Småbladet Vedbend er den vildtvoksende Efeu fra Skoven, smuk, men langsomt voksende.

  Rådhusvin er så bekendt, at nærmere Præsentation er overflødig. Hæfter villigt på alt undtagen Glas og Metal. Standses helst 1 eller 2 Meter fra Tagrenden. Findes også i en storbladet Varietet.

  Parthenosissus quinquifolia er en Vildvin, der minder om den almindelige Vildvin med 5-délte Blade. Hæfter ikke helt så godt som Råhusvin, og det er tilrådeligt, at den støttes af nogle enkelte lodrette Tråde. Hårdfør og nøjsom, derfor god på udsatte Steder.

  Varieteten P. quin. Saint Paulii er næsten den bedste Sort,
 

  b) De ikke selvhæftende Arter af denne Gruppe er næsten alle så stætktvoksende og uregerlige, at de bedst egner sig til at dække meget store Flader, eller også må Rankerne ordnes af og til.


Almindelig Vildvin har 5-fingrede Blade og hæfter sig ved Slyngtråde.

Clernatis montana rubens blomstrer overdådigt med små Blomster i Maj.
 
 

II. Slyngplanter, der er tilbøjelige til at gå til Vejrs og dække større Flader.

  Blåregn kræver lun Plads mod Syd.

  Caprifolium vokser ikke så højt op som de andre Slyngplanter, og Brugen af den må rette sig efter dette.

  Clematis. De storblomstrede Arter plantes aldrig på Sydmur. De srnåblomstrede Arter vokser alle meget stærkt til.

  Polygonum baldschuanicum er meget stærktvoksende. Har hvide Blomster om Eftersommeren. Er blevet meget udbredt de sidste år.

  Tobakspibeplanten, Aristolochia Sipho har meget store Blade. Kan også regnes til Gruppe I.
 

  III. Sirbuske, der ved Beskæring kan tvinges til at vokse plant.

  Mange Buske lader sig anvende på denne Måde, men da det ikke betyder så meget for Husets Udseende skal her blot nævnes et Par, der kun sjældent anvendes: Gyvel, Guldregn, Viburnum rhytidiphyllum og Tamari.

  Meningen med disse Linier er at opfordre Arkitekterne til i højere Grad at lade Espalierplanter være noget, der hører med til en Bygning, især ved store Byejendomme. Hvorfor f. Eks. ikke også tilplante Murene i de store Kompleksers Gårde; der er ofte forfærdeligt lydt i disse, og mon ikke der er Grund til at tro, at f. Eks. Vedbend (på de mest skyggede Steder) og Rådhusvin (på de andre Mure) vil virke lyddæmpende.

Willy,F. Hansen.
(Efter »Arkitekten«).