Anlægsgartneren side 61, omkring 1942

Prunus mahaleb
Weichsel

I de lange pibers tid kendte selv ellers ikke planteinteresserede mands personer »weichseltræ«, i hvert fald i forbindelsen »weichselrør«, som blev brugt til de lange piber og ligeledes til spadserestokke.

Da der nu agiteres for piberygning, kommer »weichsel« måske igen på mode. I hvert fald ses shagpiber med weichelhoved i pibeforretningerne.

Om oprindelsen til navnet weichel skriver Johan Lange i »Træer og Buske«, at ordet er tysk, og i dets gamle, danske form var det blevet til »Vessel« og var i den form knyttet til fuglekirsebær, Prunus avium. Denne plante får ofte gummiflod, når barken beskadiges, og af dette udflod fremstilledes fuglelim. Fuglelim hed- der på latin »viscum« (jævnfor misteltenen, Viscum album, af hvis frugter der også blev fremstillet fuglelim), og af stammen i dette ord er »vessel«, senere weichsel, opstået.

Den mest almindelige anvendelse af P. m. er til større busketter, læbælter og navnlig til hække, da den er hårdfør og tåler både beskæring og klipning godt.

For tiden er den åbenbart ikke meget i vælten. Et katalog har den kun som hækplanter et andet kun som læplante.

Det vedføjede billede er fra Øre- gårdsparken i Hellerup. Planterne står langs en kanal og har vredet sig »trol- deagtigt« til siderne, ser fantastisk ud og er meget dekorative, ikke mindst med snepudder på. Her vil der ikke kunne skæres særlig lange og fine piberør. Der er derfor grund til at tro, at det ikke er selve arten, men varieteten »monstrosa«, der er plantet her. Da den øvrige plantebestand er valgt med omhu, ville man formodentlig ikke have plantet selve arten af P. m. på dette sted.

Det angives, at weichsel kan blive ti m. højt, men det hører dog til sjældenhederne, at den bliver så høj her i landet. Normalt bliver den noget buskformet og spærrer sig godt ud til siderne. Bladene er små, ægrunde, blanke og ender i en kort spids. Blomsterne er små, hvide, vellugtende og sidder i en kort, fåblomstret klase. Når frugterne er modne, minder de om små, sorte kirsebær.

De yngste skud er lysegrå, noget klæbrige af grå kirtelhår. Senere bliver de brunlige med mange lysegrå, næsten hvide korkporer.

Både bark og ved har en ejendommelig duft, som kommer frem, når der gnides på dem. En af grundene til at anvende weichsel til piberør skulle være, at træet afgiver smag til piberøgen, men dette kan dog vist kun gælde for finsmagere. Derimod er det meget sandsynligt, at weichsels blade er bedre som tobakserstatning end almindelige kirsebærblade, der i hvert fald ikke smager særligt godt.

Ole Olsen.