Haven nr.10 1945

Hængepil

Et af de almindeligst plantede større træer i småhaver er sikkert hængepil, salix alba tristis (salix vitellina pendula).

Del er et træ, der besidder en let tilgængelig skønbed, og derfor let at genkende.  Navnet er også let at buske, det angiver en udpræget egenskab ved træet: når man kommer i planteskolen og skal bestille det, behøver man ikke i forvejen studere latinske navne.

De piskeagtige lange årsskud har skinnende gul bark, og grenrigdommen bevirker, at den gule farve går godt igennem i den tid, grenene er bladløse.  Og det er jo den største del af året på dage med rimfrost i klædes træet en strålende tindrende dragt af iskrystaller; senere på dagen glitter dragten af idet den forvandles til diamanter, der drypper fra grenspidserne.  I det tidlige forår sløres træet gyldengult af knopperne, der forsigtigt prøver at række bladene helt ud.

Træets vækst, der dels er opret og dels hængende.  Er meget stærk, så i planteskolen får man et anseeligt eksemplar til en rimelig pris.  Der er således mange grunde til, at træet bar opnået en vel stor publikumsgunst.  Når træet er plantet i haven, har man de første år rig lejlighed til at glæde sig over træets stærke vækst, er der gået en halv snes år, kan træet nemt være 10m på hver led, og så er der grund til at blive betænkelig; om ikke andet bliver naboen betænkelig, fordi det tager eftermiddagssolen fra hans fersken.

Træet lager ikke alene lys og luft fra nabovæksterne, men rødderne er grådige og søger viden om for at søge næring til sin store blad- og ved-masse; forresten drysser der en masse blade fra træet hele sommeren og efteråret igennem og det kan nemt betyde en ekstra fejning af og til.

hængepilPilen ses bag broen efter plantningen --- og samme pil 10 år senere!

Ofte ser man hængepil plantet ved småbassiner, så er træet plantet ved et naturligt voksested, menes der vel.

På billederne ser man en hængepil fotograferet ved plantningen og nøjagtig 10 år senere.  Det var, på grund af nogle småbuske i forgrunden, ikke muligt at tage billedet fra nøjagtig samme stade, men broen og dermed pilen gengives i samme målestok.

hængepil

Træets virkning er nu en ganske anden og vel nok anderledes end tænkt.  det første billede viser et forsøg på at fremstille et bassin med en »romantisk« bro (eller måske var den beregnet til at fiske fra) med en lille pil i baggrunden.  Nu ser man en stor pil med en vandpyt ved stammens fod; åkanden er væk fordi skyggen er blevet for stærk.  Træet har opnået en højde på 11m og en krondiameter på 10m.  Det vil sige kronen dækker et areal på ca. 70m2 og giver desuden halvskygge på 30- 40m2, således at træet ialt beslaglægger et areal på i hvert fald 100m2, og det er alt for meget i en lille have.  Når der er gået 20-25år vil træet sandsynligvis have en højde på 15m og en diameter på ca. 14m. og træet dækker da et Areal på 250m2.

Træet må siges at være af stor dekorativ virkning, når det betragtes på afstand, men for selve haven er det ikke af særlig værdi.  Træets skadevirkning ophaves for en del ved, at det er plantet i et hjørne af haven, så det kan jo siges, at hvis man skude plante en hængepil, kunde stedet have været dårligere valgt.

Hvis træet var blevet plantet ved en terrasse, hvad der ofte ses, vildle det have skygget stærkt for Vinduerne, og der er da ikke megen mening i at flytte i enfamilleshus for at få lys og luft, og så bagefter skabe sig selv en baggårdsbelysning.

Der findes flere sorter af hængepil.  En særpræget vartetet er Salix alba var. oeresundiana, der har stærkt hængende vægst, rødlige årskud, der er tykkere end Salix alba tristis, og derved får man indtrykket af en ganske overvældende grenrigdom.  Har man plads i Haven, kan der dannes en morsom Løvhytte af denne pilesort.  Pilen opstammes i ca. 3m højde, der foretages en beskæring indefra, så der dannes et rum, der er 4-5 m i diameter.  Særlig vellykket bliver løvhytten, hvis der opsættes en cirkulær ring i ca. 2m Højde, hvortil Grenene bindes.

Men Billederne viser, at man skal være meget varsom med at plante stærktvoksende træer i mindre haver.  Som stærktvoksende træer må man regne Ahorn, Ask, Bøg, Elm, Kastanje, Lind, Mirabel, Pil og Poppel.

Ganske vist er der mulighed for at beskære et tærktvoksende træ, men træet mister sin naturlige vækst og dermed sin skønhed.  I sommertiden dækker bladene over saksens hærværk, men i høsttiden afsløres ødeheggelsen, og så skal man gå og se på de skrækkelige riskoste vinteren igennem.  Resultatet af en sådan beskæring kan man se på sidste billede.  Her er der på hver side af indgangen plantet ahorn (Acer pseudoplatanus).  Disse træer har sikkert taget sig helt godt ud de første år efter plantningen, så er væksten blevet for voldsom, og træerne er blevet beskårne.  Det er ikke kønt at se på; i disse brændselsfattige tider vilde det være mere rimetigt at fælde træerne og plante noget nyt.

W. F. Hansen.