Gartner-Tidende Nr. 24 - 12. Juni 1946.

Busketters Beskæring og Pasning.

Når talen drejer sig om beskæring at frugttræer, ved man nok, at der på dette område eksisterer en del forskellige teorier.

Men når der er mange teorier vedrørende en enkelt art som æbler, skulde man formode, der var endnu flere om alle de mange arter buske og træer, der dyrkes i haverne, men sådan er det nu ikke, man kan næsten sige, at teorierne mangler, og i praksis er der ikke særlig stor forskel på det, der gøres.

I litteraturen er emnet sparsomt behandlet; fjerde udgave af havebrugsleksikon findes en halv spalte om dette emne.  og det væsentlige, der får disse linier, er, at »beskæringen må foretages med omhu og omtanke og ved hjælp at godt, dertil egnet værktøj«.  I 5 udgave behandles emnet dog mere indgående.

At der i praksis ikke er særlig stor forskel på beskæringerne, kan man opdage ved at se efter, hvorledes disse foretages i plantninger, der ledes og passes af gartnere.

villaejere anvender ofte en metode, man kan kalde hæksaksmetoden og den består i at buskene klippes af i brysthøjde med en hæksaks, men det er altså ikke amatørers beskæringsmetoder, der skal omtales.

Meget otte ses, at halvdelen af de fjor gamle skud er skåret af Cornus, Cotoneaster, Crataegus, Deutzia, Lonicera, Philadelphus og Viburnum.  Det kan næsten godt siges, at denne beskæringsmetode er en modificeret form af »hæksaksmetoden«.  Andre gør lidt mere ud af det og klipper årgamle skud eller 2-3-årige grene af ved forgreningerne, og på denne måde lykkes tet til en grad at holde buskene inden for en vis størrelse.  Man kan også se disse to beskæringsmetoder kombineret.  Et sted fandtes en større guldregnplantning, der var beskåret således, at 4/5 at de årgamle skud var skåret af.  De nævnte eksempler er taget fra forholdsvis unge plantninger, det har altså ikke drejet sig om buske, der skulde forynges.  Et andet sted er Berberis polyantha beskåret efter hæksaksmetoden.

Gennemgående er der stor tilbøjelighed til at klippe en del at de årgamle skud af.

Grunden til, at beskæringerne foretages efter metoder, de fleste ved nøjere eftertanke må erkende som ganske fejlagtige, må sikkert søges i manglende forståelse og belæring.  Beskæring har vist ikke været sat ret meget under debat i vor havebrugslitteratur.  Muligvis skyldes det også anlægsgartnernes irregulære uddannelse; de, der er uddannede i planteskoler, bruger deres lærdom fra planteskole-beskæringen, og den passer nu ikke sammen med det, der kan kaldes vedligeholdelses-beskæring.  Og de, der er uddannede i handelsgartnerier, medbringer ikke særlige erfaringer, de skal selv høste dem eller lære at kollegerne.


Fig. 1.  Et 2m bredt busket, hvor der med 1-2m afstand står tjørn, Acer pseudoplatanoides, hvidel, avnbøg, Crataegus coccinoides og bøg.  Var halvdelen af træerne fjernede for 10 år siden, vilde de andre have udviklet sig smukt.

Teknologisk Institut afholder kursus for anlægsgartnere, og beskæring indgår i Undervisningen, Philadelphus-billederne i denne artikkel stammen fra beskæringen udført at dette kursus.  Resultatet kunde nok have været mere vellykket, men det kan jo være, eleven ikke har hørt efter i timerne!???

Men hvorledes skal et busket passes og beskæres?  Skal dette spørgsmål besvares, må buskettes funktion undersøges, og plantematerialets egenskaber studere nøjere.

Et busket tilplantes i reglen ret tæt, for at det hurtigt skal dække efter sin hensigt.  Det kan være, at det skal danne læbælte, dække for indblik eller virke som et hegn; endelig er der den mulighed, at det blot skal være et dyrkningssted for buske og træer. som skal blomstre smukt eller virke dekorativt på anden måde f. Eks. give et landskab karakter.

Når buske rækker sammen, inden de er udvoksede, vil de trykke hverandre i vejret, blive lange og ranglede.  De laveste grene vil dø på grund af lysmangel, og buskettet bliver delvis åbent forneden, og så vil buskettet ikke mere svare til sin hensigt, og der må derfor foretages beskæring eller rydninger i rette tid.

Skæres hver enkelt busk således, at den kun fylder den plads, der er den tilmålt ved plantningen, er der selvfølgelig mulighed for, at buskettet kan blive tæt forneden igen.  Forudsat buskene tåler og evner at skyde efter en mere eller mindre stærk beskæring buskettes udseende bliver ikke naturligt, og da de ikke alle tåler ensartet behandling, er det klart, at denne metode ikke er særlig god.

Det bedste resultat vil man nå ved. at de overflødige buske ryddes, således at de resterende kan udfylde pladsen.

Allerførst tages et overblik over buskettet i sin helhed for at se, om der ikke er for mange blivetræer, og det vil der i reglen være.  Ofte indplantes i busketterne ammetræer, der kun har til opgave at vokse hurtigt til, for så snarest muligt forsvinde, De har gjort deres pligt og skal derfor væk, inden de gør skade.  Ammetræerne er ofte hvidel eller poppel, men birk er jo også et udmærket ammetræ, bevares for mange træer, er der ingen af dem, der vil opnå deres fulde skønhed, og desuden vil de tage næring og væde fra den egentlige busketplantning.

På udsatte steder kan en sammenhængende trærække selvfølgelig have stor lævirkning, men i almindelighed fås bedst læ i haven, hvis buskettet er tæt i bunden, (Egentlige læbælter falder udenfor artiklens rammer).  Afstanden for blivetræerne retter sig selvfølgelig efter arterne, og på hvor langt sigt man arbejder.  For popler med bred krone er 20m ikke for meget (Populus canescens, P. canadensis, B. nigra og B. alba).  Lignende afstand gælder for Salix alba 'Pendula' og valnød, for elm, fuglekirsehær og kastanje passer 10-15m og for røn og birk 8-10m.  Sirbuske plantes ofte med 1 - 1,2m afstand, og det er temmelig tæt for mange arter.


Fig. 2.  3 Tilia intermedia plantet i klynge.  En af dem har taget magten fra de andre, der nu bør fældes.  Denne plantemåde er meget yndet, men er den rigtig?  Udvikles de alle ens, bliver ingen af dem fuldkronede, og det er dog det smukkeste.

Der er ingen fordel ved at plante ammetræer og samtidig plante blive-buskene lidt tættere end normalt.  Selv om ammetræerne ryddes rettidigt, står blivebuskene for tæt, og ryddes enkelte, vil der opstå forholdsvis store huller.  Så må man langt hellere plante med den halve normalafstand (herved bruges 4 gange så mange planter!), og så grave 3/4 af planterne op efter et par års forløb.  De skal dog fjernes rettidigt, da de ellers gør stor skade.  De kan jo så bruges et andet sted.  Buskettet kan også udfyldes med buske, der er så lavtvoksende og skyggetålende, at de kan blive stående som bundplantning.

I mange tilfælde vil man arbejde mod, at afstandene mellem blivetræerne bliver endnu større, men disse afstande kan nås ved gentagne udhugninger.  De fleste steder vil opnås størst virkning, hvis man søger at få en tæt forholdsvis lav busketplantning med få, men veludviklede forholdsvis højtvoksende træer.


Fig. 3. En guldregn, der er beskåret ved at det meste at årgamle grene er skåret af.  Denne guldregn vil aldrig få karakter af et træ ved slig beskæring.

Spørgsmålet om træerne skal ryddes fuldstændigt eller forsøgsvis skæres til busk, der så senere skal ryddes, afhænger af træets art.  Evnen til at bryde og virke som busk efter nedskæring er højst forskellig.  Og man må gøre sig klart, at et træ, der er skåret ned, efter nogle års forløb atter vil virke som træ.  Træer med stærkt forgrenet, buskagtig vækst egner sig bedst for nedskæring i buskform; Acer campestris, Crataegus div., Caragana, Corylus avellana, Carpinus betulus og Prunus padus.  Ret mange træer har en vis evne til at skyde efter fuldstændig nedskæring, men det er i reglen pjuskede individer, der fremkommer på denne måde.  Foruden de ovenfor nævnte kan anføres: pil, poppel, elm, el og mirabel.

Bøg, birk, eg, guldregn og kirsebær dør i reglen efter nedskæring til Jorden.

Når ryddetræerne enten er fjernede eller nedskåret på passende måde, gennemgås buskettet atter, og man skal da mærke sig, hvilke Buske der har gode udviklingsmuligheder; og som derfor ønskes bevaret.


Fig. 4. En ældre Ribes alpinum, der er stærkt beskåret på forkert måde.
Kan man sige, det ser smukt ud?

Er buskettet ikke alt for gammelt, er der måske mulighed for, at enkelte buske kan flyttes hen på nogle af de tomme pladser, der er opstået efter de ryddede træer.  Gøres dette, skal man tilstræbe, at eksisterende buskgrupper bliver større, da man derved forhøjer buskettets harmoni.  Som buske, der er gode at flytte med, selv om buskettet er 5-8 år gammelt, kan nævnes Berberis, Cornus mas, Evonymus, Hydrangea, Ligustrum, Ribes, Symphoricarpus, syren samt Viburnum.  Flytningen kan eventuelt foretages i septembers sidste del; når buskene har blade, er det lettere at placere dem rigtigt.

Uegnede til flytning er Cornus alba, Cotoneaster, (Forsythia), roser og tjørn.


Fig. 5. En Syren er blevet skåret urimelig stærkt tilbage.  Der er dannet alt for mange lange skud.  En stærk udtynding af skuddene er påkrævet, burde være gjort sidste Sommer.

I enkelte tilfælde kan en tom plads udfyldes ved, at en frodig og velegnet nabobusk nedkroges nå det tomme areal, og så kan busken blive endnu smukkere.  Hertil benyttes først og fremmest buske med udbredt vækst og lange bøjelige grene, der er nogenlunde villigt rodslående.  Det gælder især Cornus alba, Cornus stolonifera, Forsythia, Lonicera, Lycium, Ribes a., Viburnum o. l.

Nu kan eventuelt beskæring af de resterende buske foretages.  Men man må forstå, at det bedste resultat opnås, hvis man har mod til at gennemføre rydningerne med eventuel efterfølgende efterplantning.  Hvis en kraffigvoksende busk som f. eks. hyld nedskæres, må man gøre sig klart, at der det følgende år frembryder kraftige skud, der atter snart virker generende.  Ryddes busken, vil der derved ikke alene blive mere lys til rådighed for naboplanterne, men også mere næring og væde fra jorden, og det betyder også meget for buskenes frodighed.


Fig. 6. En Philadelphus, der er forynget på en sådan måde, at de fleste gartnere vil sige: »Det er rigtigt!«
Men er det det?

Fig. 7. Resultatet af ovennævnte beskæring af Philadelphus.  Fra de tykke grene er kommet lange skud, hvoraf ca. halvdelen er skåret af, og på den måde har man fortsat med det resultat, at alle grenene er blevet gaffelgrenede og grenforvirringen er blevet større.

Beskæring foretages efter planternes væksttyper og efter det resultat, der tilstræbes.  Et eksempel skal anføres: haves et par storfrugtede tjørn med en Lonicera tatarica imellem, og som er blevet så stor, at den trykker tjørnene, så fjernes en del af de højeste og kraftigste grene fra Loniceraen, men de skæres så langt nede som vel muligt.  Næste vinter vil busken bestå af en stor mængde nye skud, der er frembrudt ved snitstederne, og så en del gamle forholdsvis lange grene.  Resten af de gamle grene fjernes, og årsskuddene udtyndes passende, og når den anden sommer er gået, vil man have en Lonicera, der er blevet mindre, men som alligevel har et nogenlunde naturligt udseende.  Efter endnu nogle års forløb vil det næsten ikke være muligt at se, at busken har været nedskåret.  Tillader tiden det, vil en sommerudtynding af sommer-skuddene yderligere virke forskønnende.

Ved at grenene fjernes gradvis, bevares en del af de skud, der blomstrer, Lonicera blomstrer jo ikke på årsskuddene.

For at kunne foretage beskæringen hensigtsmæssigt, er det ikke alene nødvendigt at kende de enkelte buske, men man må også vide, på hvilke grene de blomstrer, og det er ret forskelligt.  for at undgå misforståelser, er det nødvendigt at omtale skuddenes betegnelser.  Ved sommerskud forstås skud udvoksede i sommerens løb.  Sommerskud haves altså fra vækstens begyndelse til vækstens afslutning, derefter må de betegnes som årgamle skud.  Årgamle skud er altså de skud, der er dannet i den foregående vækst-periode.  Efter de følgende vækstperioder bliver de årgamle skud til toårigt træ, flerårigt træ eller gammelt træ.

Tænkes planterne betragtet i vinterhvile, kan buske og træer efter deres blomstringsmåder inddeles i følgende grupper.  Inddelingen er lidt skematisk, men må betragtes som en tilskyndelse og hjælp til at iagttage buskenes knopper.

1) Buske, der har fuldt udviklede blomsterknopper
a) I grenspidserne og b) På gammelt træ.

  1. ) (Skudspidser) Acanthopanax, Aronia, Cornus mas, Decaisnea, Daphne cneorum, Exochorda, Hydrangea machrophylla, Magnolia, Mahonia, Paeonia, Rhododendron, Staphylea, Syringa, Viburnum lantanum, V. fragans og V. rhytidiphyllum.
  2. ) Knopper på ældre træ.  Chaenomeles, Crataegus, Laburnum, Malus og Prunus.

2) Buske, hvor man ser knopperne siddende langs årgamle skud (og i nogen grad på ældre skud).

Amelanchier, Berberis thunbergii, Caragana, Chaenomeles, Corylopsis, Cytisus præcox, C. scoparius, Daphne mezereum, Forsythia, Hippophaea Rhamnoides, Laburnum, Mirabel, Prunus triloba, Prunus nana, Prunus persica (fersken), Prunus lannesiana, Ribes sanguinea m. fl., Salix, Spirea arguta. disse buske blomstrer næsten alle ret tidligt på året.

3) Buske, der bærer blomsterne på kortere eller længere sideskud, der sidder på årgamle og ældre skud.

Disse buske har altså ikke overvintrende blomsterknopper, der skal først dannes et skud, de skal sidde på, og gennemgående blomstrer disse buske senere end gruppe 2.
Berberis, Cotoneaster, Crataegus, Colutea, Deutzia, Diervillea, Euonymus, Holodiscus, Kerria, Lonicera, Philadelphus, Potentilla, busketroser, Spirea van houttei, Symphoricarpus, Viburnum opulus.

4) Buske, der blomstrer på sommerskuddene:

Amorpha, Buddleya, Ceanothus, Cytisus nigricans, C. capitulata, Fuchsia, Hibiscus, Hydrangea paniculata, Roser, storbl., Rhus cotinus, Spirea ant. Waterer, S. douglasii, S. callosa, Symphoricarpus (delvis), Sorbaria, Tamarix. denne gruppe omfatter i det væsentlige buske, der blomstrer et godt stykke hen på sommeren og eftersommeren.


Fig. 8. på dette billede ses tydeligere resultatet af den misforståede beskæring af Philadelphus.  Nederst ses væksten fra 1943, derefter to grene fra 1944, og øverst ialt 6 grene fra 1945.

Beskæring af de forskellige typer buske.

A. Beskæring med det formål at få så rig blomstring som vel muligt.

Det må straks fastslås, at det kun i yderst få tilfælde er muligt at forbedre buskes blomstring ved beskæring.  Derfor skal allerførst nævnes en del af de buske, der praktisk talt aldrig er grund til at beskære: Acanthopanax, Aronia, Berberis, Chaenomeles, Cornus alba, Cornus mas, Corylopsis, Cotoneaster, Crataegus, Cytisus, Daphne, Decaisnea, Exochorda, Evonymus, Hibiscus, Laburnum, Magnolia, Malus diverse Prunus, Rhododendron, Staphylea, Syringa, Viburnum fragans, Viburnum lantanum, Viburnum opulus og Viburnum rhytidiphyllum.  At enkelte af disse buske bryder villigt efter beskæring er i sig selv ingen begrundelse til at foretage den.

Gruppe 1. a. Hvis man beskærer disse buske, er det klart, at man derved fjerner en del blomsterknopper, og da buskenes vækst er forholdsvis åben, vil der kun yderst sjældent være anledning til at beskære eller udtynde buske af denne gruppe.
Er væksten gået i stå, dannes ikke nye blomsterknopper, og man må da søge at få væksten i gang igen.  Det kan gøres ved at forbedre vækstforholdene (lys eller næringï eller ved at der foretages en foryngning.

Foryngningen sker ved tilbageskæring på 2-3 øjenpar som ved syrener til drivning.  Skæres efter blomtringen, som der ofte tilrådes, men hvad der ikke er nødvendigt, dannes ikke altid blomsterknopper, fordi grenene ikke når at modne, men det påfølgende år skulde de gerne dannes.  Fremkommer ved tilbageskæringen for mange skud, udtyndes de.


Fig. 9.  Lonicera tatarica er blevet beskåret med foryngelse for øje.   Nogle grene er fjernet ved basis, andre er skåret i grenvinkler. årsskud er ikke rørt.

Gruppe 1. b. (knopper på gammelt træ).  Her det vist ikke muligt at fremtrylle blomsterknopper ved beskæring, så man nøjes med passende udtynding.

2. Buske med knopper langs årgamle skud.

Her må man tilstræbe at holde buskene i en vis passende vækst, da det jo er de nye skud, der giver blomster det følgende år.  I reglen er skuddannelsen tilfredsstillende, men skulde det ske, at væksten på grund af alder er ved at standse, foretages udtynding, og det gøres vel nok bedst på det tidspunkt, hvor blomstringen er ved at ophøre.  De ældste grene skæres af ved overgangen til ældre træ, eventuelt afskæres enkelte grene ret nær ved jorden.  Kraftig tilbageskæring giver lange årsskud, der modner så sent, at de ikke når at danne knopper; de vil så at sige løbe fra knopperne.  Ofte siges det, at buske af gruppe 2) skal skæres efter blomstringen, men det vil tit være svært at overkomme arbejdet, og udføres det ikke rettidigt, vil det knibe for buskene at danne knopper, og derfor er det ikke helt galt at beskære disse buske i vintertiden, blot det ikke sker for voldsomt det afskårne materiale kan for en del buskes vedkommende anvendes inde til drivning.  Og på den måde får man dobbelt glæde af blomstringen.

Buske, der blomstrer før løvspring, som f. eks. Forsythia, Prunus triloba og Ribes vil dog have bedst af at blive beskåret lige efter blomstringen.

3) Buske, der blomstrer på forholdsvis små sideskud på de flerårige grene.

Disse buske udsættes ofte for fejlagtig beskæring.

Her er det klart, at man med de større grene vil fjerne en del blomsteranlæg, og det kan ikke bedre blomstringen.  Buske af åben og forholdsvis let bygning er der ikke grund til at beskære, så længe de vokser noget.  Buskarter, der har forholdsvis mange og lange skud udgående fra grunden, vil der være grund til at udtynde af og til.  Hermed tænkes især på Deutzia, Philadelphus grandiflorus og tildels Diervilla.

Her kan skudmængden blive så rigelig, at skuddene skygger for hinanden.  Derfor bør en del af de ældste grene fjernes ved udtynding, helst så langt nede som vel muligt, og derved vil nye kraftige skud lokkes frem, og man vil ina passende balance mellem forholdsvis unge og gamle grene.

4) Buske, der blomstrer på sommerskuddene.

Her må målet være at få en passende mængde sommerskud. skæres langt tilbage fans lange skud med forholdsvis store blomster, medens svag beskæring vil give mange mindre blomster.  De fleste af disse buske er ikke helt hårdføre og vil derfor ofte blive beskåret af vinterens kulde.  Beskæringen sker sidst på vinteren eller i april på lignende måde som ved roser.  Hibiscus vil man dog i reglen undlade at beskære, da den jo mange steder er så hårdfør, at den danner smukke buske.

B. Beskæring med foryngelse eller reduktion som formål.

Når buskene er blevet for gamle eller for store til pladsen, er det rimeligt, at man søger at forynge dem, hvis man da ikke foretrækker at rydde og plante nye planter; noget, der ofte vil være det bedste.  Philadelphus grandiflorus kan f. eks. blive så høje og ranglede, at de dårligt kan være sig selv, men vil vælte ved det mindste snelag.  Det er måske allerbedst, om disse buske forynges af og til ved nænsom udtynding.

Foryngelsen kan også anvendes ved buske og småtræer, der fylder for meget, og som måske egentlig burde ryddes, men som det af forskellige grunde kan være ønskeligt at bevare et par år endnu, bl. a. for at forhindre uønsket færdsel eller lignende.

Buske af Gruppe 2, der har været skåret nogenlunde regelmæssigt for blomstringens skyld, er jo derved blevet forynget.  Drejer det sig om forsømte buske, udtyndes de som nævnt ovenfor, blot er det gavnligt, at enkelte meget gamle grene skæres at så nær roden som vel muligt.  Foretages denne beskæring om vinteren, fjernes derved en del blomsterknopper, men er blomstringen svag på grund af ælde, gør det jo ikke san meget.  Lignende forhold gør sig gældende for buske af gruppe 4.  Her er der jo også foretaget årlig foryngelse, eller også er det rimeligt, at vintrene har bevirket en naturlig foryngelse.

Principperne for foryngelse og reducering af buske af gruppe 1 og 3 kan siges at være ens.  Da blomsterne overvejende er at finde på og fra 1-2-3 år gamle grene, må udtyndingen derfor gå ud på at fjerne en del af de ældste grene san vidt muligt nær jorden og på en sådan måde, at buskenes karakter bevares nogenlunde.  Hvis de resterende grene virker mod buskens karakter, kan der foretages udtyndinger ved forgreningerne med nænsom hånd. tilbageskæring af årgamle skud tjener intet formål, det bevirker blot, at busken næste år bliver riset, og der vil da gå ret lang tid, inden busken virker naturlig.

Tænker vi os, at det er en tjørn, der er blevet reduceret, vil der fra de store snitsår følgende sommer skyde en del kraltige skud, som har tilbøjelighed til at presse hinanden nogenlunde parallelt i vejret, og det virker ikke naturligt.  Hvis tiden tillader det, vil det være godt, om skuddene udtyndes og knibes et stykke hen på sommeren, eller også må de udtyndes den følgende vinter.

I det hele taget må der udvises en ikke ubetydelig beherskelse ved beskæring af en del af disse buske, for at de ikke skal blive ensrettede, for deres skønhed ligger i de enkelte buskes grenbygning.  Og foryngelsen behøver ikke skal blive ensrettede, for deres dene det, er det rimeligt at fordele nedskæringerne og udtyndingerne over et Par år.

Er det et træ, der skal nedskæres, vil det ofte være således, at der ikke er noget at skære på, fordi de nederste grene er døde på grund at lysmangel.  En delvis nedskæring kan ofte lokke nogle Skud frem nederst på stammen, og så kan den tilstræbte reducering foretages den følgende Vinter.

En del buske og træer tåler særdeles stærk beskæring og kan udsættes for gentagne foryngelser: Acer campestris (kan dog få zinnobersvamp efter stærk beskæring), Alnus, Berberis, Caragana, Carpinus, Cornus mas, Corylus, Cotoneaster multiflora (men næppe andre Cotoneaster), Kerria, Ligustrum, Lonicera, Lycium, mirabel, rødeg, Ribes, Rhamnus, Prunus padus, Staphylea, Sambucus, Spirea, Symphoricarpus, Syringa, Tilia, Tamarix, Ulmus, Viburnum opulus, V. lantanum og V. rhytidiphyllum.


Fig. 11. En Salix alba tristis, der var ved at blive tør i Toppen. er forynget ved Tilbageskæring. Der er kommet rigelig Skuddannelse og om nogle år har Træet atter et naturligt Udseende.

Særlig stærk Beskæring tåles dårligt af Aesculus, Betula, Cornus alba, Cotoneaster, diverse Fraxinus, Fagus, Hippophae. Juglans, Laburnum, Magnolea, Rhododendron og Sorbus; disse savner dels Evne til at bryde efter stærk Beskæring, og dels vil de let angribes af Zinnobersvamp; sidst og ikke mindst mister de deres Vækstkarakter.

Acer, Betula, Juglans, Pterocarya og Prunus (Sødkirsebær) har meget tidlig Saftstigning som Vitis, og bør derfor skæres meget tidligt på året.  Af skæres større grene på Acer eller Betula ved løvspringstid, kan der fra såret udstrømme så store Saftmængder i dagevis, at træet svækkes en Del.  Det angives undertiden, at påsmøring at Vandglas kan standse blødningen, men det passer nu ikke.  Forkulning af såret har lidt bedre virkning, men barken om snittet ødelægges i stedet, så det er ikke nogen god kur.

For at kunne udføre beskæringerne således, at det ikke bliver »Knager eller stabbe, er det nødvendigt at have en god indstillelig beskærersaxr.  Save, der har en anordning, der tillader hurtig spænding at klingen, er at foretrække, da det så er lettere at indstille saven.  Foruden beskærersaksen er det næsten nødvendigt at have en · Håndsav af passende størrelse og en kraftig klosaks.  Skal et større antal unge træer ryddes, er en Eiasav eller lignende hurtig at arbejde med.  Knager og antydning af Knager må undgås ikke alene for udseendets skyld, men fordi disse vanskeliggør overvoksningen, og når træerne bliver ældre, vil de rådnede stabbe fortsætte i rådne partier i stammen, og så kommer der en gartner, der vil plombere.  Et plomberet træ er et vidne om tidligere tiders efterladenhed.  Sårfladerne smøres med Oliemaling, grøn cuprinol (speciel blanding til træsår haves) eller lignende.  Smøringerne bør gentages med års mellemrum, til overvoksningen er sikret.


Fig. 10.  En Cornus mas er blevet forynget.  Grenene ligger på Jorden.  Buskens Højde er reduceret til det halve.

Resumé:

Det er kun få buske, der bliver smukkere ved beskæring; der fjernes færrest mulige knopper, og man skærer således, at buskenes karakter bevares, det gælder især buske med svagt forgrenet eller lidt træagtig Vækst. grene afskæres ved dødsnit eller ved forgreninger.  Har buskene jævn god tilvækst er der ingen fordel ved at skære.  Buske med riskostelignende vækst bør tyndes af og til for at forny væksten og for at undgå, at buskene bliver altfor høje.

Vort ansvar overfor ældre plantninger.

Ser man på de ældre træplantninger, der er rundt omkring i landet, må man erkende, at der tilsyneladende har hersket og måske også endnu hersker en hysterisk angst for at fælde selv træer, der i høj grad trænger til at ryddes.  Visen: »Det gamle træ, o lad det stå« har måske en del af skylden herfor.  Selvfølgelig skal man respektere træer, der er historiske, man har sikkert godt af at blive konfronteret med individer, der rækker langt tilbage i tiden, men respekten skal begynde i så god tid, at man giver de bedste af træerne gode kår ved at rydde de mindre gode.

Gartneren, der virker ved pasning af haveanlæg, har til opgave at forskønne disse.  Træer og buske er de mest betydningsfulde elementer i disse anlæg, og derfor er det ikke havegartnerens opgave at ødelægge træplanternes skønhed, men forsøge at fremhæve den.  Træerne er de højest udviklede individer indenfor planteriget, deres skønhed er mangfoldig, ja de bærer i sig alle de elementer, der dyrkes af kunsten: Linie, Form, Farve og Tone! Det sidste kan måske synes lidt overdrevet, men tænk på vindens susen i en nåleskov, eller når poplernes orkester stemmes af sommerbrisen. 

Den franske arkitekt Le Corbusier skriver:
»Træerne er menneskets kammerater og venner.  Træerne skænker skygge og kølighed, de inspirerer digteren og giver os ilt; her søger de syngende fugle ly.  Træer kan have forbavsende former.  De står midt i byen sammen med husene, samlede i grupper og smålunde.  Arterne varierer, et Spil af former og farver, af tæthed og tyngde, lethed og ynde. - Krogede, skæve, ranke og smækre.  Alle fire årstider.  Altid taler de til OS.»

W. F. Hansen.