Gartner-tidende 66. årg. Onsdag den 17. maj 1950 Nr. 20, side 215-217

Eranthis

  Hvis man engang i september giver sig til at lede efter eranthisknolde i et busket, hvor man ved, der er rigeligt med eranthis, vil man i første omgang ikke finde nogle, det er, som om de er forsvundne.  Først når man ser meget nøje efter, lykkes det at finde nogle knolde; de er sortbrune og ligner små jordklumper, og de er uden rødder og har kun en meget lille knop.

Eranthis-knolde Eranthis-knolde sidst i oktober.

  Hvis man så undersøger eranthis-plantningen efteråret og vinteren igennem, finder man følgende: I slutningen af oktober eller i begyndelsen af november ser knoldene mere friske ud, knoppen er større og lysere og enkelte hvide rødder er kommet frem. I slutningen af november er der mange rødder, og nu er det meget let at finde knoldene. Knoppen er 7-8 mm høj, og den er gemt i et hvidt svøb.  Det er for øvrigt mærkeligt, at blomster-spirer kan være så hvide efter at have været i berøring med jorden, gartnerfingre bliver altid sorte, når de rører ved jorden!  Og når vi nu er ved at gøre et forsøg på at trænge ind i eranthis naturhistorie, kan vi jo nok tillade os at pille forsigtigt ved hinden og finder bag den en lille bitte bleg og forsagt eranthisblomst, blade, bægerblade og støvdragere, alt er der som i en fuldt udviklet blomst. Men der må være mere at finde. Vi finder en sæk og lægger os på knæ og piller i jorden med en lille tilspidset etiket med en omhu, der ville være Sherlock Holmes værdig. Og luppen kommer også frem. Der findes da:

  1. Nogle små lyse kugler på størrelse med radisefrø, hvoraf enkelte har en ganske kort kimrod, det må være eranthisfrøet, der er svulmet op og begyndt at spire.
  2. Små bitte knolde omtrent på størrelse med lathyrusfrø. Det er 1 år gamle knolde.
  3. Knolde på størrelse med en ært. Det er 2 år gamle knolde.
  4. Knolde på størrelse med en opsvulmet ært, som har en forholdsvis stor knop, og som viser sig at indeholde en blomst.  Det er de 3 årige knolde.
  5. Knolde, der er ret store og har en eller flere knopper og eventuelt små sideknolde. Det er knolde, der er 4, 5 og, 6 år gamle.  Disse knolde lader sig let skille ad i flere mindre.
Eranthis-knolde af forskellig alder fotograferet d. 29. november.
Spirende eranthisfrø i januar.

  Undersøges eranthis-plantningen i januar, viser det sig, at frøene har dannet flere cm lange kimrødder, men der er dog enkeltes der endnu ikke er spirede. Knopperne på knoldene er 2-3 cm lange, og hinden om knoppen er brudt.  Stængelen er stadig bøjet som en nakke, der kan bane vej gennem jorden for knoppen, der er indhyllet i de tre løvblade.  Omkring marts titter knoppen frem af jorden for at være parat til at komme helt op, når der kommer nogle milde dage.  Langsomt og forsigtigt løftes blomsten mod lyset, det gælder om at være forsigtig og stadig have de tre blades halskrave parat til at lune for blomstens værdifulde indhold.

Eranthis-knolde fotograferet d. 10 januar.

  Besøges plantningen en solet dag i marts, mødes man af forårets festligste blomsterskue.  Blomsterne har rettet sig helt op, og de gule bægerblade danner en gylden skål, der hviler på de tre saftiggrønne blades smaragdbakke.  Selve blomsten består af kræmmerhus-formede kronblade, som sidder nederst i en krans, og som tjener til honninggemme. Indenfor disse sidder støvdragerne og i midten findes støvvejen.  Støvdragernes støv modner ikke samtidigt, det er en forsikring for, at frøsætning kan sikres, hvis der kommer perioder med meget streng frost.  Men nu, når vi sidder i havens lune krog og lader os bage af solen og hører bierne og fluerne summe fra blomst til blomst, vil vi ikke tænke på de mange kommende dage med koldt vejr, men kun glæde os over denne lykkelige stund, hvor eranthis dufter og stråler som tusind små sole.
 
På denne tid er eranthisfrøet kimblade kommet frem, og man finder, at de enårige knolde har små bitte blade af samme form som de udvoksede eranthis, og at de to og treårige knolde har blade, der er 3 og 4 cm i diameter.

Eeranthiskimplanter fotograferet sidst i februar.

  Når det bliver overskyet og koldt, lukker bægerbladene sig om blomsten, men så snart solen atter er fremme, danner bægerbladene atter deres guldskål. Det sker ved, at bægerbladenes celler strækker sig enten på ydersiden eller indersiden. Derved bliver bægerbladene efterhånden længere, ved blomstringens slutning kan de være dobbelt så lange, som ved blomstringens begyndelse.

  Når alle støvdragerne er modne, begynder bægerbladene at falme, og så kommer en periode, hvor eranthisblomsterne ser lidt pjuskede ud, men i løbe af en uges tid falder bægerbladene af og så kan man tydeligt se 6-9 bælg kapsler, som hver indeholder 8-9 frø.  Løvbladene rækker sig og strækker sig så de når hinanden, for derved at op fange så meget lys som vel muligt og derved blive i stand til at samle næringsstoffer til frøene og knoldene, de gælder om at skynde sig, inden buskenes og træernes løv dækker for lyset.

  I slutningen af maj modnes frøet. Modningen sker næsten altid på samme dato og ret pludseligt, så, hvis man ønsker at samle frøet, må planterne dagligt efterses, når modningen nærmer sig.  På samme lokalitet kunne frøet igennem 5 år høstes den 26. maj!

  Eranthis er utrolig hårdfør.  Blomsterne kan godt klare sig, selv om temperaturen enkelte nætter kommer ned på 8-10° frost og klarer også hyppigt skiftende frost og tø.  Er vejret stadig koldt, kan det dog ske, at frøsætningen bliver mindre god, og det skyldes, at insekterne skal have nogle milde perioder for at kunne bestøve blomsterne.  Knoldenes hårdførhed er også god, men det må dog siges, at der frøs mange knolde i de strenge vintre i 1941-42.  Dækkes eranthisblomsterne af et let snelag og er temperaturen omkring nul, kan blomsternes åndingsvarme tø sneen omkring blomsterne, så de står og blomstrer i sneen.  Det danske navn Vinterblomme er et navn, der passer godt til eranthis. Eranthis er en skovbundsplante, der er vildtvoksende i Sydtysklands skove. På grund af dens mange gode egenskaber blev den ret tidligt taget i kultur og spredt viden om. I dansk havebrugslitteratur nævnes den så tidligt som 1648.  Den vokser bedst i muldet jord, men finder sig dog helt godt tilrette i de fleste jordbundstyper; i stærkt leret jord bliver blomsterne ikke så store. Den kan gro under praktisk talt selv de tætteste buske, måske med undtagelse af tæt sammenvoksede snebær. Den finder sig også tilrette i plæner med tynd græsbestand, f. eks. under store træer, men så må plænen ikke slås, førend eranthistoppen er visnet.  I stenbedet skal man ikke Plante eller så eranthis, da de her vil brede sig så stærkt, at de komme til at virke som ukrudt overfor de svagt-voksende stenplanter.

  Den bedste vokseplads for eranthis må dog siges at være i buskettet. Der er næppe nogen anden plante, der tåle så megen »grenskygge«, og som afslutter væksten, inden bladene danner dyb skygge. De eneste løgvækster, der tåler tilsvarende voksepladser er galanthus og Scilla hispanica. De andre forårs løgvækster, crocus, chionodoxa og Scilla cernua trives kun i sol eller i let skygge.

  Men hvorledes fås nemmest en tæt og frodig eranthis-plantning?

  1) Man kan lægge knoldene, men skal plantningen virke frodig, skal der mindst lægges 100 pr. m². I en tilvokset ældre eranthis-plantning er der 150--200 blomster pr. m². Knoldene skal være meget friske for at gro med godt resultat; under transporten skal de beskyttes mod udtørring og mod lys. I »gamle dage«, da der kom flere løg fra Holland, havde hollandske eranthisknolde ry for at være praktisk talt værdiløse, fordi de udtørrede for stærkt under transporten.
  Hvis knoldene flyttes, efter at rodvæksten er begyndt, bør man behandle dem som stauder, d. v. s. de transporteres i tynde lag i jord eller sphagnum af passende fugtighed. Endelig er der den mulighed, at man kan flytte eranthis-planterne med lidt klump tidligt om foråret.

  2) Mere rationelt er det at tilveje bringe sin eranthis-bestand ved frø udsæd.
  Når eranthisfrøet falder ud af bælgkapslerne, er det gyldent, senere bliver det sortebrunt, og så skulle man mene, det var, spiremodent, men det bliver det først hen på efteråret; der foregår altså en eftermodning i sommerens løb. At det må være sådan kan i øvrigt indses ved en nærmere overvejelse. Hvis frøet spirede i en fugtig periode hen på sommeren, ville kimplanterne dø på grund af lysmangel, eller også ville de være udsat for at visne væk i tørre perioder.

  Frøet høstes ved, at frøstandene afknibes, lige inden kapslerne er ved at springe op, de tørres nogle dage, og en dag med sol og tør luft springer kapslerne op, hvis de tærskes med en kæp eller gnides mellem hænderne. Der går ca. 250 frø pr. gram. Frøet kan sås straks, men det kan også opbevares tørt til hen imod    november. Sår man senere, er der risiko for, at frøet vil ligge et år over i jorden inden spiringen.

  I øvrigt synes erfaringen ganske, tydeligt at vise, at de bedste spiringsresultater opnås ved hurtig udsæd efter høsten. Ved udsæd straks efter modningen er det unødvendigt at dække frøet, det arbejder »sig selv« ned i jorden. Ved senere udsæd er det bedst at ned rive eller nedhakke frøet, eller eventuelt dække det med bekvem jord.

  En frømængde af 1 g pr. m² skulle teoretisk være tilstrækkeligt til at sikre en passende bestand knolde, men erfaringen viser, at en del af knoldene forsvinder, inden de når at blomstre, og derfor tilrådes det at bruge 2 g pr. m² i de fleste tilfælde. Er forholdene meget gunstige (ren jord, hvor frøplanterne ikke er udsat for overlast af nogen art), kan der dog også opnås gode resultater med 1 g pr. m².

  Buskettet, hvori der sås, skal være nogenlunde rent for ukrud, især for flerårige planter som skvalderkål eller vorterod. Er det ikke rent, kan det renholdes sommeren igennem, og frøet sås sidst på sommeren; skufning kan godt foretages efter udsæd, men måske, medens ukrudtsplanterne er små, så afrivninger kan undgåes.

  Er der ikke mulighed for at rense buskettet i løbet af een sommer, kan frøet sås tæt på et beskyttet bed med bekvem jord, og så kan man den følgende sommer afskrælle et så tykt jordlag, at alle småknoldene følger med, og denne opskovling udspredes derefter på blivestedet. Hvor hurtigt kan man så få et tæt tæppe af blomstrende eranthis? ja, det frø, der sås sommeren 1950, vil have kimblade 1951, have små løvblade 1952, større løvblade 1953, og endelig vil en del af knoldene blomstre 1954, men det fulde flor haves først i 1955, og det vil sige, at der forløber omtrent 5 år, inden det strålende gule tæppe rigtig er rullet ud i buskettet.  Det er jo en forholdsvis lang tid, og derfor bør eranthis-udsæden efterses grundigt det første år, for at man kan danne sig et skøn over om det er nødvendigt at supplere udsæden. Eranthisplantningen kræver ikke særlige kulturforanstaltninger under opvæksten ud over fred og ro. Gravning af buskettet må for enhver pris undgåes, og så vidt muligt skal løvet have lov at blive liggende; selv eranthis-kimplanterne kan finde vej op til lyset gennem »normalt« løvlag. Renholdelse bør ske ved øverlig skufning, så knoldene ikke skæres igennem, de ligger jo i en dybde af 3-5 cm. De spirende kimplanter efterstræbes undertiden af spurve, men det synes ikke at være så slemt, at særlige foranstaltninger er nødvendige; Er jorden i buskettet leret, vil det selvfølgelig være gavnligt at give jorden en topdressing med løvjord eller sphagnum af og til.

  En ældre eranthis-plantning vil ikke ødelægges, selv om buskettet efterårs- graves, men mange småknolde vil for' svinde, og hvorfor skal man så gøre sig den ulejlighed at grave buskettet?

  Høstes eranthisfrøet i en plantning, bør man ikke hvert år høste helt rent, derved sikres, at eventuelle huller i plantningen udfyldes ved selvsåning. En enkelt sprøjtning med vækststoffer mod ukrud skader ikke de hvilende eranthisknolde.

  Eranthis er en af årets første blomster, og det er for mange mennesker en oplevelse at gense den lille modige blomst, der bringer varsel om de mange blomster-glæder, der venter en i det kommende forår; i København er det for mange mennesker en forårstradition, at man skal i Frederiksberg Have for at se eranthis-plænerne der.

  Nå, nu er der jo også eranthis at finde andre steder end i Frederiksberg Have, de er i andre parker, og rundt om i viliahaverne findes også en del, men der er ikke nær så mange, som der burde være, især når det betænkes, at eranthis trives på arealer, hvor ingen andre blomster kan gro, og at de næsten gror bedst uden pasning af nogen art.

  I de offentlige anlæg vil det ofte knibe med at finde busketter, hvor der er tilstrækkelig med fred, til at planterne kan komme op, og lykkes det endelig at få blomsterne frem, plukkes og opgraves de i stor stil. Men hvis man først tilsår de arealer, der er mest beskyttede, kan det med tålmodighed lykkes at få forholdsvis pæne plantninger frem.

   I en af Sophus Bauditz bøger (Skovridergaarden) er der en person, der er så begejstret for Trapa natans, Hornnød, at han ønsker at genindføre den i vor flora, og derfor har han altid frugter af den i lommen, og disse frugter smider han så ud, hver gang han passerer et vandløb.

  Underskrevne synes, det ville være en god og lykkelig ting at kunne flyve rundt i en helikopter med en meget stor pose eranthisfrø og så drysse frøet ud over folks busketter (ville det være lovligt?) og andre steder, hvor det kunne passe sig. Realisere den tanke er jo lidt bekostelig. Man kan da sige til, gartnere og andre mennesker, der har med haver at gøre: »Høst det eranthisfrø, De kan få fat i«!  Har De ikke selv eranthisplantninger, find så en og få tilladelseltil at høste i hvert fald noget af frøet og så det snarest.

  Hvis De har tålmodighed til at så andre steder andre år, vil De berede Dem selv en stor glæde, og så er det en glæde, andre kan få del i! Men husk, at frøet modner i sidste halvdel af maj. Får De ikke selv høstet noget frø, gør det ikke så meget, da i hvert fald et af vore større frøfirmaer i de sidste år har udbudt eranthisfrø til salg.

Willy F. Hansen.