Klatrehortensie

Klatrehortensie, Hydrangea petiolaris, er en lille vedplante, der ved hjælp af luftrødder kan hæfte ved mure eller træstammer o. l.  I sit hjemland Japan kan den opnå en højde på 25 m, men herhjemme bliver den næppe mere end 6-8 m høj.

De gamle grene har en afflagende brun bark; de unge skud er glatte og har en gyldent lysebrun bark, og her sidder i reglen de fleste luftrødder, og de sørger for, at planten hæfter helt godt på et ru underlag, som bark og lignende.  På glatte mure er hæftningen knap så solid, så her bør planten støttes med lidt tilbinding eller ved nogle espaliertråde i de første år; herved forhindres at planten en dag med blæst og regn falder ned fra muren.

Bladene er 5-10 cm lange, næsten runde og hjerteformede ved bladstilken; de er tilspidsede, savtakkede, mørkegrønne og blankskinnende på oversiden, medens undersiden er mat lysegrøn. Bladene sidder tæt og er næsten taglagte, så underlag og ranker dækkes fuldstændigt. Og da bladene samtidig er blanke og har en kraftig frisk grøn farve, virker hele bladmassen overdådigt frodig.

Klatrehortensie i blomst
Klatrehortensie i blomst sidst i juni måned. Den frodige mørkegrønne løvmasse fremhæver smukt de hvide blomsterskærme.

Blomsterne sidder i halvskærmformede stande, der er 25 cm i diameter.  Blomsterne i skærmens inderste del har en mathvid farve og er ret uanseelige, men til gengæld er de golde randblomster meget iøjnefaldende, da de har store hvide kronblade.  Blomsterne sidder jævnt fordelt over hele planten i juni-juli måned; de danner et usædvanligt og betagende syn på baggrund af den frodige mørkegrønne blad- masse, især hvor planten dækker en murflade, hvor man jo ikke er vant til at se hortensieblomster.

Klatrehortensie stiller ikke særlige krav til jordbunden, men ynder dog en muldet jord, der ikke tørrer for stærkt ud. Er jorden stærkt leret, tilrådes dog, at jorden blandes rigeligt med tørvestrøelse.

Klatrehortensie ved vintertid
Billede af Klatrehortensie ved vintertid.
Afstanden fra et forgreningspunkt til det næste angiver dén
årlige tilvækst, og det ses, at denne er ret god.

Klatrehortensie tåler halvskygge og kan særdeles vel plantes på nordsiden af et mindre hus. Viser det sig, at den kun vokser lidt de første år, skyldes det sikkert, at voksepladsen er lidt for tør. Et par enkelte grundvandinger og tilskud af nitrophoska eller salpeter vil hjælpe planten i gang. Hvor jorden er nogenlunde god, kan Klatrehortensie dække en murflade på 4 m2 på 5 år. Hårdførheden er god, der fandtes ikke frostskader på den i de strenge vintre 1941-42.

Klatrehortensie kan plantes fritstående og vil da efterhånden kunne dække adskillige m2; eventuelt kan den holdes ganske lav, hvis de opadstræbende skud afskæres een gang om året.  Hvis man rydder et træ og ikke har lyst til at tage stubben op, kan den dækkes på en smuk måde, hvis der plantes 2-3 planter omkring den. Oftest vil man have mere glæde af at plante den ved en mur, den vokser ikke så stærkt, og derfor vil den ikke give så meget arbejde med beskæring og tilbinding som en stor del af de klatreplanter. der ofte plantes ved mure; på 8-10 år kan en Klatrehortensie blive 3 m høj og ligeså bred.

Det er dog ikke alene om sommeren, Klatrehortensie giver mange glæder. De brune visne blomsterstande bliver siddende det meste af vinteren, og de er så dekorative, at man meget vel kan tage en enkelt ind og sætte i en lille vase. Og så kan man glæde sig over de tykke fede knopper, de gyldne årsskud og de gamle grene med den ejendommeligt affaldende bark, der forlener planten med et skær af ærværdig ælde.

Willy F. Hansen.


Nærbillede af Klatrehortensiens blomst. De store hvide blomster i halvskærmens rand er de golde blomster.


De visne blomsterstande bliver siddende på planten langt hen på vinteren; det ses, at de golde blomster har beholdt kronbladene.