Haven nr 12, 1957

FUGEPLANTER

I HAVEN lægges ofte fliser klinker eller andre sten på færdselsarealerne, så man kan færdes tørskoet og ikke mindst renskoet, når man går fra haven ind i huset. Man vil gerne se sin have grøn, og sten og fliser kan nok gøre haven til en stenørken, så derfor skal sten kun anvendes, hvor de er nødvendige, og det vil sige ved og nær huset. Det er rimeligt, at der lægges en fliserække til hovedindgangen, og der skal også lægges sten på de vigtigste færdselsveje fra huset. For at disse mange mange forskellige ,,stenveje" ikke skal virke for dominerende, er det almindeligt at stenene lægges med en fuge, hvori det så er meningen, at den skal vokse noget grønt, oftest græs.


At der kan gro græs i en skolegård med 1000 legende børn dokumenteres hermed. I hullerne i en cementrist omkring et træ finder græsset ly, det bliver nok trykket lidt at og til og bliver selvfølgelig ikke ret højt, men det klarer sig. På steder med megen færdsel, må fugen altså ligge lidt under flisefladen.

Man gør næsten altid den fejl, at fugen gøres bred, det behøver amatører nu ikke at skamme sig over, for fagfolkene gør altfor ofte samme fejl. Hvis cementfliser f. eks. lægges med 3-4 cm fuge i en plæne, ser arrangementet helt godt ud i den første tid. Efterhånden ser det ud, som om jordsmonnet mellem fliserne løfter sig, græsset følger med, op så dannes en græstørvsbarriere mellem hver fuge, så det at færdes på en sådan flisebelægning bliver en art hækkeløb, og det er nu ikke rart, især for ældre mennesker. Hvad en forklaringen på dette fænomen? Græsstråene fanger og samler støv, sand op andre partikler, og da regnorme samtidig bringer de fordøjede humuspartikler op omkring deres huller, så er det ikke mærkeligt, at græstørven så at sige vokser op over fliserne.

Det opvoksende græs kan selvfølgelig skæres af med en spade, op hvis den så ikke skyder nyt græs frem, så der sås noget nyt.

Men hvis fugen gøres så smal som muligt, er græsset ikke så tilbøjeligt til at vokse op, bl. a. fordi en ganske smal græskant lettere trykkes ned end en bred. Dat første middel mod de opvoksende græskanter er altså: smalle fuger, fra 1/2  til 1cm afgiver rigelig plads til en græsstribe.

Thymus lanuginosus, Arenaria telraquetra
Øverst Thymus lanuginosus og nederst ti højre Arenaria telraquetra. Begge er udmærkede trædeplanter.

Findes der planter, der funktionerer bedre end græsset?

Ved at anvende passende fugeplanter, også kaldet trædeplanter, opnås, at plantningerne mellem sten og flisefuger ikke bliver så høje, at de generer færdslen.

Ved trædeplanter forstås planter, hvis vækst er af en sådan beskaffenhed, at de under visse forhold kan tale, at den trædes på dem. Når de kan tale en sådan mishandling, kan det skyldes, at de er så lave, at de gemmer sig mellem fugerne, eller at rankerne virkelig en så stærke og sejge, at de tåler tråddet. Endelig en der den mulighed, at planterankerne kan gro så hurtigt til, at søndrede plantedele hurtig erstattes af nye. Hvis nu en plante bade er lav ,,sejg" og hurtig voksende, har den gode chancer for at være en god fugeplante. En af de kendteste trædeplanter er græs.

Der en en del forskellige smukke stenplanter, der ligefrem ynder at vokse under de kår, den findes i flisefuger. Når man planter flere forskellige arter, kan man altid være sikker på, at nogle at dem nok skal tage fat og gro til. Men man skal ikke i sine flisepartier plante tueformede eller blomstrende planter, som man skal gå og tage sin iagt for.

Nu kunne man tænke, at en sådan flisefuge frembød meget dårlige voksevilkår for selv nøjsomme planter, idet der jo ofte er grus ellen sand under fliserne. Det er rigtigt, men fliserne holder på fugtigheden, fordampningen fra flisen er minimal, og når der bare er fugtighed, skal disse planter nok klare sig.

Plantetiden er det tidlige forår eller i den sidste del af august. Planterne deles i småstykker, således at der er gode rødder på hver plantedel, jorden i fugen skrabes op med en flad pind, planten sættes ned, og derefter trykkes jorden godt fast med den flade pind. Planterne passes med fugtighed i den første tid.

Cotula squalida
Cotula squalida, Trædepude, er meget let at formere, da næsten hvert skud har rødder der breder sig hurtigt.

Fortegnelse over de bedste træde- og fuge-planter

Acaena
er tæppedannende med krybende rodslående, undertiden underjordiske stængler. Badene er 3-5 gange fjersnitdelte, i reglen med stedsegrønne savtakkede småblade. Blomsterne uanseelige gullige i en kugleformat blomsterstand på en 5 cm høj stilk.
Acaena glauca
er sølvgrå og
Acaena microphylla
har brungrønne blade.
Antennaria tomentosa, Kattefod.
Tæppedannende med grundstillede, hvidfiltede overvintrende rosetblade, der sidder på en rodslående udløber. Smudsighvide blomster i juni på en ca. 15cm høj stængel. En nøjsom og udmærket fugeplante.
Arenaria, sandvåner.
Udmærket fugeplante, især
Arenaria telraquetra,
der nærmest er pudedannende. De enkelte skud em ca. 3cm lange og svagt forgrenede. Bladene er ægformede, endende i en stump spids, stedsegrønne og siddende over kors, hvilket er plantens karakteristiske kendetegn. Små hvide blomster i juli. Er ikke stærktvoksende, man temmelig slidstærk.
Cotula squalida
er en at de mest villige og yndede trædeplanter, den anvendes endog af og til som græserstatning. Den er tæppedannende med krybende, rodslående, undertiden delvis underjordisk stængel. Bladene er brunliggrønne, fjersnitdelte, oftest overvintrende. Blomsten er uanselig gulgrøn, kugleformet.
Linaria hepaticifolia, Vedbend-Torskemund.
Tæppedannende med næsten underjordiske stængler. Bladene er omtrent nyreformede, mørkegrønne med grålige tegninger, stedsegrønne. Blomsterne lysviolette i juni-september. Breder sig ved rodskud og er derfor vanskelig at træde ihjel.
Minuartio graminifolia.
Pudedannende med opret, indtil 3cm høj stængel. Bladene er saftiggrønne, græsagtige, små og spidse. Blomster hvide, sparsomme.
Muehlenbeckia axillaris.
Tæppedannende med sytrådstynde, sorte, stærkt sammenfiltrede grene. Bladene små, grønne og mørkebrune, overvintrende.
Sagina subulata, Firling.
Pudedannende, kun 3,5 cm høj. Bladene liniefommede, stedsegrønne. Hvide blomster. Planten minder om mørkegrønt mos og er derfor meget smuk mellem lyse sten.
Thymus, Timian.
Tæppedannende med nedliggende, rodslående, stærkt forgrenede og træagtige stængler. Stedsegrøn. Rødlige blomster i juli-august. Glimrende trædeplante, tåler tør bund, man kmravar sol.
Thymus sarpyflum.
Bladene er mørkegrønne.
Thymus serpyllum lanuginosus
er en temmelig slidstærk trædeplante. Bladene er beklædt med lyse hår, som giver planten at gråt skær.

Minuartia graminiforlia
Minuartia graminiforlia - Også kaldet Arenaria rosanii - i smal fuge mellem lyse kalksten.

Når man har fået en god plantning af fugeplanter mellem sine fliser, må plantningen vedligeholdes. Græs må luges bort, da det ellers har gode chancer for at kvæle fugeplanterne. Det kan da også ske, at trædeplanterne hæver sig op over fliserne. Så må planterne skæres af, fugerne kradses op, og der nyplantes.

Willy F. Hansen