side 240-2 12.4.63

træplantninger i parker og haver

ved afdelingsgartner Willy F. Hansen

Non nobis

  Der bliver i disse år plantet en mængde træer og huske i de mange nye haveanlæg, der udføres. Det er store tider for »havegartnere«, hermed menes havearkitekter og anlægsgartnere, private og kommunale.

  Det er da nærliggende at spørge: passes disse mange nye plantninger på en sådan måde, at træerne kan udvikle sig nogelunde frit så de i kommende tider pryder hinanden og omgivelserne, så de danner en smuk ramme om boliger og fritidslivet.

  En rigtig projektering er jo egentlig en forudsætning, for at haveanlægget kan udvikle sig smukt, men ofte får man den tanke, at beplantningsplanerne er udført af tegnestuens yngste mand, blot ved hjælp af et plantekatalog.  Dog, lad dette ligge. Men spørgsmålet, om at plantningerne plejes på rette måde, kan besvares ved, at man tager rundt og ser på de eksisterende plantninger, gamle som nye, men vel især på de anlæg, der er i konfirmationsalderen.

  Synet er yderst nedslående, men inden der berettes herom, må nogle retningslinier dog først forelægges. Man kunne f. eks. stille sig det mål, at træerne skal blive til kæmpestore, frit udviklede eksemplarer, som til sin tid kan danne mål for Dendrologisk Forenings udflugter.


Fig. 1. Storbladet elm i Gunderslevholm Have.

  Det skal man dog ikke ønske sig; træer kan godt blive for store, så store at de ikke er i harmoni og balance med det rum, hvori de er anbragt; eller sagt på en anden måde: de fjerner sig for meget fra menneskets mål og størrelse. På billede i ses det, der engang antagelig var landets største elm, Ulmus glabra, stående i Gunderslevholm have.  Dendrologisk Forenings medlemmer var så begejstrede for det; at de dansede en rituel dans om træet, samtidig med at de målte, hvor mange mennesker der skulle til at favnespænde kronomfanget. Der skulle 50 til, og det vil sige, at krondiameteren var ca. 30 m. Træet har haft gode kår, stået frit i en beskyttet have; det har ikke været trykket af nabotræer og har derfor bevaret grenene helt ned til jorden -- omtrent da. Recepten på et stort fuldkronet træ er da: en passende tid, lys, næring og fred.  Men nu kommer det mest mærkelige ved dette træs historie.  Det blev selvfølgelig betragtet som en perle, men en da med regn og storm væltede træet, og haven vandt vældigt ved at blive befriet for det.

Et stort træ skal man ikke søge at bevare for enhver pris; det må vurderes, om der virkelig er plads til det, eller Qm det i betydelig grad er til gene, skygger for boliger eller lignende. Men desværre er det for mange et aksiom, at et gammelt træ ikke må fældes. Det gamle træ, o lad det stå . . . -- Uha, godt at H. C. Andersen har skrevet andet.  Træerne er menneskets tjenere, ikke dets herrer.

Tiden arbejder for træet, men også mod det.  Et anseeligt træ er ofte 100 år; det svarer til tre generationsskifter, og i et sådant tidsrum kan der ske mange ændringer i træernes omgivelser. Veje ændres, nye bygninger rejses osv.

Det kan derfor forudses, at mange af træerne vil være forsvundne, og det kan også forudses, at kun enkelte af de resterende træer vil være så værdifulde og sunde, at det kan ventes, at de bliver endnu ældre.  Det glemmes nemlig alt for ofte at pleje træerne i de unge år, så de kan komme nogenlunde uskadt gennem livets prøvelser.  Man undlader at foretage udtyndinger, opstamninger og rydninger.

Fig. 2. Acer pseudoplatanoides med kraftig gennemgående stamme, og derfor mulighed for anselig krone.

På billede 2 ses en Acer pseudoplatanoides stående på en markvej i Nord-sjælland. Træet er godt en snes meter højt, typisk for arten, veludviklet og af smuk virkning i landskabet. For en del år siden blev træet opstammet af hensyn til nogle el-ledninger, og nu er træet ved at gendanne grene på den del af stammen, der sidder lige under kronen. Træet har en kraftig gennemgående hovedstamme, og netop derved er det kommet så nogenlunde helskindet gennem den foretagne opstamning. En gennemgående hovedstamme styrker et træ på mangfoldig vis; der bliver lettere balance i kronen; der er mindre fare for, at enkelte sidegrene bliver meget kraftigere end de andre, og en sådan kraftig sidegren får en dag så megen overvægt, at den knækker.

Fig. 3. Platanus acerifolia med mangestammet krone. En gennemgående stamme er naturlig for dette træ.

  På billede 3 ses en Platanus acerifolia, der er ca. 20 år gammel; det står frit, så det har mulighed for at blive et anseligt træ. Men er det behandlet rigtigt? Nej, det er groft forsømt. Træet har en mangestammet krone, så det vil ikke udvikle sig til et træ med rejsning, selv om kronen nok kan blive stor.  Og Platanus acerifolia er endda et træ, der fra naturens hånd er et udpræget én stammet træ.  De mange spidsvinklede forgreninger er ikke særlig stærke (se forsiden). Ved grenenes gradvise sammenvoksning er der fare for, at der op står »lommer«, hvor væde kan samles og sive ind i træet, så kerneveddet udsættes for råddenskab. Træet er næppe rørt med saks eller sav, siden det er kommet fra planteskolen. Enkelte grene burde være sat lidt tilbage, så en af grenene var blevet en kraftig midtergren.

  I en skov plantes træerne tæt, for at de skal presse hinanden i vejret, så stammerne bliver slanlde og veddet knastfrit. Efterhånden som træerne vokser til, foretages rydninger, så man opnår det optimale udbytte af gavntræ. Og de danske forstmænd er flinke til at rydde i rette tid. Men har »havegartnerne« den samme forståelse af, at der skal ryddes i plantningerne i »haverne«, og at de i øvrigt skal have en vis pleje? Svaret må blive et stort NEJ!

Undskyldninger kan nok findes, men de dur ikke. Forstmændene har ganske vist et par hundrede års erfaringer og nogen forsøgsvirksomhed. »Havegartnerne« har ingen forsøgsvirksomhed, ja måske et spirende kim. Det eneste, »havegartnerne« skal gøre, er at lukke øjnene op og gå ud og se, gå ud og se i parker, lysthaver og hvad man ellers kalder dem, og se hvor sjældent pæne, fuldkronede træer findes.

Det er som om »man« mangler fantasi til at forestille sig, hvor store træerne bliver, ja, og måske lidt sans for den særlige skønhed, de enkelte arter er i besiddelse af. Selvfølgelig er det uheldigt at de, der projekterer anlæggene, ikke altid har lejlighed til at rådgive senere, men at sagen ofte lægges i varmemestrenes kolde hænder.


Fig. 6. I denne plantning burde nu kun stå én pil; var det øvrige fyld fjernet for mange år siden, ville den have været smuk.

  Den manglende rydning, der ødelægger de fleste træplantninger, er typisk illustreret på billede 6. Her er plantet tre hængepil, en del el, 3 pil og andet fyld i en plantning, der måler 50 m2. Ellene og det andet fyld skulle have været fjernet for mange år siden; ja og så skulle der kun have stået én hængepil tilbage. En hængepil er kun smuk, hvis den er i vækst og fritudviklet til alle sider. Man fristes til at spørge: er dette busket plantet for at tiltrække telefon master? På tilsvarende måde går det med mange andre træplantninger.

  Men det står ikke bedre til med de blandede buskplantninger. Det, der er at betragte som fyld og mindre værdifuldt, må ryddes rettidigt. Selvfølgelig kan en fyldbusk reduceres i størrelse i nogle år, ved at den beskæres, men de nye skud bliver år for år kraftigere og kraftigere og lodret voksende som vanskud, derfor må fuldstændig rydning og nyplantning ofte foretrækkes. i øvrigt er der mange buske, der kun bør plantes enkeltvis eller sammen med en ganske lav underplantning. Det gælder de kraftige cotoneaster, f. eks. C. bullata Dg C. salicifolia. Billedet af den tyveårige C. salicifolia dokumenterer dette på en god måde. Den udmærkede og almindeligt plantede C. hyb. Brændkjær er endnu kraftigere voksende end C. salicifolia, men alligevel kan man ofte se den plantet i grupper på tre med en god meters afstand.

Men hvad skal man gøre ved træer, der er blevet så store, at de skygger stærkt eller giver anden ulempe på voksestedet? Og hvad skal man gøre ved træer, der er blevet så gamle og skrøbelige, at de er farlige?

Man kan skære lidt eller meget af kronen; hele kronen kan skæres af, så fås et stynet træ, hvis det er pil eller poppel, og hvis det er lind eller elm, fås et søjletræ, og det kan også være meget pænt.

  Endelig er der den udvej, at træet kan skæres af ved jorden. Og det vil være den bedste løsning i mange tilfælde.  Vel at mærke, hvis man planteret nyt træ, en passende art på passende sted. Det at plante et ungt træ er noget ganske særligt. Gror det? Det gør det næsten altid, men gror det godt og hurtigt? Man kan tænke sig, det vil vokse i mange år; med plantningen har man gjort noget for de, der kommer efter os. -- Non nobis, ikke for os.


Fig. 4. Til trods for den teknisk dårlige beskæring (hatteknager) er træet ved at opbygge en ny krone.
 

Fig. 5. Det mangestammede træ med forgrening fra jorden yndes af mange. Et sådant træ har ringe styrke ved jorden. Stammerne er udsatte for beskadigelse ved tråd, senere opstår råddenskab. Selv træer, som fra naturens hånd har busket vækst, vinder i styrke ved at have antydning af stamme ved jorden.