GARTNERFAGENES EFTERUDDANNELSE
Kursus: Plantekundskab og beskæring l968

ALLÉER.

ved afdelingsgartner Willy F. Hansen.

I den første del af min barndom tilbragte jeg megen tid i Marienlyst Have i Helsingør. Jeg boede i et hus lige overfor haven, og danne have var virkelig et udmærket legested, der var god plads, en bro, en udsigtsplads, skråninger og meget andet, der talte til børns fantasi. Den nederste del af haven bestod næsten kun af de gamle lindealléer, med træer der lignede lysestager mod lys i. Det var os børn en stor gåde, hvordan træerne var kommet til at se således ud.

Når jeg senere har set alléer af denne art, har jeg altid beundret dem – det skal man jo – men samtidig har de irriteret mig. Det forekom mig altid, der var noget forkert ved dem.

Men hvad er en alle?

Jeg har fundet følgende definitioner:

"En allé er to rækker træer, plantet så tæt sammen, at trækronerne vokser sammen, de enkelte træer mister deres individualitet. Inde i alléen stammer man træerne op, så man får en grenhal. Udefra virker alléen som en løvmur." (Vejplantninger. K. Preisler).

"Allén af storvoksede træer er egentlig kun en større form for hegnet, – en af de former, hvor man bruger træet vægdannende." (Buske og træer. C.Th. Sørensen).

"Alléen betegner en vej eller gang, der på begge sider er regelmæssigt beplantet med en eller flere rækker træer." (Nordisk Havebrugsleksikon 4. udg.).

Disse definitioner er nogenlunde enslydende, men de taler nærmest om vejalléer, og forklarer ikke noget om barokallérne. Men i 5. udg. af Nordisk Havehrugsleksikon er der en god artikel af G. Georgson: "Allé – betegner i vor tid to parallele trærækker med ensartede træer, der indrammer en vej eller en gang". Senere følger: "Alléen er et haveelement, der skal være bundet til husets eller bygningsainlæggets midtakse eller på anden måde være led i en samlet kunstrierisk komposition. "Barokhaverne var opbygget analogt med en by. Alléerne svarede til gaderne, parterret til torvet og buskuttet til huskarreerne. Alléen var udsynet gennem plantningen, ikke træerne.

Men når barokalléerne skulle danne udsigtslinier, måtte de stadig klippes, og de blev da også holdt klippede, enten som stammehække eller måske i visse tilfælde som små formede træer. De haver, der skabtes i baroktiden, skulle selvfølgelig virke som haver indenfor en rimelig tid, der er ingen grund til at tro, at datidens mennesker var mere tålrnodige end nutidens. Barokalléer var altså klippede stammehække, mod tiden blev de til en slags vejalléer eller til kandelaberalléer. Trærækkerne skulle klippes årligt for at de kunne danne stammehække. Det kostede penge, men på et eller andet tidspunkt var der ingen penge, og så fik træerne lov at stå i fred. De årlige beskæringer havde dannet en rig forgrening, der gav mange unge skud, der alle søgte mod lyset, og dø pressede derfor hinanden >i vejret. Nogle skud var svagere end andre, de døde efter nogle års forløb, og træet var derfor stadig, som årene gik, udsat for en naturlig udtynding, så kun et begrænset antal skud voksede i vejret som stammer, nogenlunde jævnbyrdige i størrelse.

Nâr der var gået en snes år eller så, var de enkelte træer i stammehækken blevet til det, vi kalder kandelaberlind, og trærækkerne dannede en vej- eller gangallé. Det så i den første tid rigtig pænt ud, alléerne inddelto haverne mere end stammehækkene, dannede store løvrum. På varme dage var allérne gode at spadsere i, der var så tilpas skygge, at der var svalt uden at være gysende koldt. Bladmosaikkens huller dannede solbilleder i vejens grus – flimrende – afspejlende vindens leg med løvet. Om vinteren aftegnede alléerne sorte silhouetter mod sne og frosthimmel, strunke, mon dog mere levende end de stive stammehække. Det er forståeligt, at danske, der så disse forvoksode, men ikke gamle barokalléer, begejstredes og misforstod alléernes ide.

Stadig skabte tiden forandring. Grenene stræbte mod lyset, de rakte sig og bredte sig, så der blev kældermørkt og koldt selv på varme dage, og fornemmelsen af kulde forstærkedes yderligere ved, at selv en svag brise blev til ubehagelig træk inde i alléen. Grenene begyndte at blæse ned, sav og økse komn frem, og træerne blev skåret ned i Ca. en halv snes meters højde, grene voksede atter op o. s. v.

I andre allér søgte man at bevare udsigtslinierne ved stadig beskæring på indersiden, men når træerne blev en snes meter høje, måtte det opgives. Så lod man træerne vokse som de ville, eller også blev træerne skåret ned til en mere bekvem højde.

Dette er i korthed kandelaberlindens historie, som den kan læses i den skrift, tiden har skrevet i træernes kroner. Det er klart og tydeligt, at kandelaberlinden og vejalléen er opstået ved en fejltagelse. Kandelaberlinden er ikke skabt på den måde, som de nu sker i Frederiksborg Allé.

Spørgsmålet er nu: Hvordan skal de forvoksede barokalléer behandles, når de skal forynges, og hvordan skal de behandles efter foryngelsen? Og hvilken planteafstand skal anvendes, når der plantes nye (vej) alléer. Skal der stadig anvendes parklind? Kan samme rumvirkning ikke opnås ved plantning af enkelte trærækker?
Havegartnere er mærkelig konservative, de foretrækker at udføre arbejdet, "som man plejer". Man bør være kætter og spørge: "Hvilken fremgangsmåde fører til det ønskede mål?" Når en hæk skal skæres ned, fordi den er blevet for høj, ja, så trækkes en snor og alle grene afskæres i samme højde. Det er så forkert som noget kan være, billedet dokurnenterer det. Hækken danner de nydeligste kandelaberskud og forbliver åben forneden. Nedskæringen skal selvfølelig ske i varierende højde, så der bliver en jævn besætning af nye kviste.

Her skal kort reforeros de beskæringer, som i de sidste år er føretaget i nogle kendte alléor.

KONGES HAVE

I vinteren 51-52 blev nogle af lindealléerne i Kongens Have skåret ned til en højde af ca. 10 m. Ved den lejlighed blev grene og kviste der sad under den højde så nogenlunde bevaret for at danne safttrækkare en fremgangsmåde der sikkert er rigtig. Det "saftevand" der er i et træ, har en vis tilbøjelighed til at løbe tilvejrs, og det skal jo ikke altsammen til tops. Træerne grønnedes pænt efter nedskæringen, og alléerne er siden den tid regelmssigt blevet beskåret på indersiden, så de har stået som en mure Alléen, der før virkede trist og skummel, virker nu meget tiltalende, lys og venlig om sommeren, monumental om vinteren. Ved en del af jo flerstammede træer, havde det nok været en fordel, om de svageste af stammerne var blevet skåret lidt ned, eventuelt helt fjernet, selvom det havde givet store sår. Det skulle ikke undre mig, hvis man omgås mod planer om, at alléen også til stadighed skal skæres på ydersiden. Mon hvordan mod oversiden? Ja, konsekvensen må blive, at topskuddene, om ikke hvert år, så dog af og til nedskæres til det gamle nodskæringssted. Træerne er her plantet mod en afstand på ca. 8x8m.

JÆGERSBORG ALLÉ

Træerne i Jægersborg Allé blev på strækningen mellem Femvejen og stationon vinteren l959-60. Ved en del af træerne bevaredes alle stammerne, i andre tilfælde foretoges beskæringen således, at man fik enstammede træer.

Resultatet af nedskæringen ses på billedet, genvæksten er relativ god, der er dannet en næsten cylindrisk krone, det ser faktisk så tiltalende ud, at man ønsker, at de kunne holde den form. Det kunne lade sig gøre ved at skuddene bevaredes et par år, derpå udtyndedes over nogle år. I. I. Ingwersons bog, "Byens Træer" findes s. 66 nogle billeder, der viser de forsøg, der i Jægersborg Allé har været foretaget med nedskæring af disse allélind. Her har man fået tildannet en cylindrisk krone, men der er dog noget, der tyder på, at det ikke er nødvendigt at foretage så mango tilbageskæringer på dødssnit.

Træerne i Jægersborg Allé med en afstand på 6 m mellem rækkerne og 8m i rækken. Meget tyder på, at afstanden i rækkerne før har været det halve.

FREDERIKSBERG ALLÉ.

De gamle træer i Frederiksborg Allé blev ryddet i 1925, og nye forholdsvis pæne lind blev plantet i 4 rækker, to på hver side af gaden. Planteaf standen var ca. 9m mellem rækkerne og ca. 8m i rækkerne. Træerne blev mærkeligt nok plantet i forbundt. Rydningsarbejdet af de gamle træer og plantning af de nye gav anledning til en del diskussion.

Træerne voksede godt til men arbejdet var også godt forberedt. Et fotografi fra 1924 viser, at træerne på dette tidspunkt blev beskåret ret kraftigt. Alle ledegrene og topskuddot, blev skåret tilbage over en sidegren. Så skete der i l950 noget sensationelt, på den inderste trærække blev kronen næsten helt fjernet, nu skulle denne trærække omdannes til kandelabertræer. "Nu har vi en lejlighed til at se, hvordan kandelaberlind bliver til". Sådan stod der i "Anlægsgartneren". Ellers erindrer jeg ikke sagen kommenteret. Nogle år senere blev rækkerne nærmest gaden også nedskåret. Og nu 10 år efter kan man vurdere resultatet så nogenlunde, der er dannet er slags kandelaberlind, udtyndingon af skuddene er sket så tidligt, at ikke alle skuddene er presset lodret i vejret. Mon ikkc træerne kommer til at ligne lind med flerstammet krone? Den karakteristiske lindekrone-kontur anes allerede.

Mon hvad er der opnået ud over at træerne er blevet sinkot i de~ros vækst ved nodskæringen? Om en halv snes år er træerne nok ligeså store som før nedskæringen. Det er udrrærket. at eksperimentet er blevet udført, det viser, at der er interesse for de problemer, der er forbundet med alléers pleje.

BEHANDLINGEN AF DE GM~ÆALLÉER

Og tager man så rundt og ser på alléerne i Statshaverne og Herregårdene, finder man kun meget få alléer, der virkelig er smukke, deres skønhed er overdrevet, de er berømmet så meget, at man var lige ved at tro, at de var smukke. De vidner om forfald og om stor usikkerhed fra havegartnernes side. Hvis disse anlæg skal betragtes som barokhaver, må de skæres ned, forynges og derefter stadig beskæres på yder- og inder-side, og toppen må også af og til skæres ned.
Når man restaurerer gamle bygninger, fjernes yngre tiders tilbygninger eller ændringer, og det samme princip må da gælde i haver og parker. Det koster penge at beskære disse alléer til stadighed, vil man sige. Javel, men mekanisk hjælpemidler foreligger i form af hydrauliske stiger o.l., og den maskindrevne hækklipper med virkelig kraft, kommer, når der er behov for den. Havegartnere må se at komme bort for den traditionelle sparsommelighed som i virkeligheden er ilde anbragt fedtethed.
På steder, hvor dette program ikke kan udføres, må træerne i allearne foryngos ved nedskæring samtidig med, at træaf standen øges ved fældning af hverandet træ. Ved alléer med 3-5 rækker træer kan hveranden række træer ryddes o. s. v. Målet må være at opnå det, jeg. her har kaldt (vej) alléer, hvor træerne har en sådan afstand. at de kan danne smukke hvælv, samtidig mod at deres levetid forlænges.

PLANTNING AF NYE ALLÉER

Planter man en allé, og det gør man stadig, må planteafstand og formning rette sig efter det, man ønsker alléen skal blive til. Det lyder selvfølgelig og ligetil, men der er et og andet, der tyder på, at det kun sjældent er planlagt ved plantningen. Så er det vist sagt på en pæn nåde,

Skal lindene danne en (vej) allé, danne et hvælv, en grenhal, er det egentlig umuligt at finde den rigtige planteafstand, så alléen stadig er smuk. På hvilket tidspunkt skal træerne vokse sammen? En (vej) allé er i virkeligheden et bygningsværk, der stadig vokser og bliver større og større, er derfor en uhyrlighed. Tænk hvilke problomer det ville medføre, hvis husene i vore byer voksede i alle tre dimensioner.

Det vil dog være helt godt, hvis lindene plantes med 9-10m mellem rækkerne. I rækkerne vil det være passende at plante med den halve afstand, vel og nærko med den tanke, at hvorandet træ senere ryddes rettidig. Man skal blot huske, at der skal stå et ulige antal træer i rækkerne ved plantningen, men plant aldrig i forbundt, Under opvæksten må træerne tiltrækkes mod en nogenlunde gennemgående stamme, så er det senere langt lettere at foretage de uundgåelige opstamninger o.l. Alléen må ligge frit, så der kan dannes grenhvælv til begge sider og plant ikke hække og andre plantninger for tæt til alléen.

Hvis alléen skal danne en klippet barokallé – en stammehæk kan afstanden mellem og i rækkerne afpasses efter forholdene, men afstanden i rækkerne bør ikke være altfor stor. I de første år efter plantningen, bør kronen formes således, at den er bred i længderetningen. Det er vigtigt straks at fastlægge stammehøjden, senere er det vanskeligt at øge den. Mange forskårne (vej) alléer ville vinde ved at blive formet som starnmehække.

Har man det ønske, at alléen skal danne kandelabortræor, bør afstanden mellem rækkerne ikke være altfor stor, antagelig 7-8m, og afstanden i rækkerne skal være det halve. Kronen formes de første år så den bliver bred, man skal have god afstand mellem "lyseholderne", ellers smelter "ysene", de går ud. Når træerne har opnået en tilpas størrelse, skæres hovedgronene tilbage på sådanne steder, at "lysene" får en passende afstand. Så vil der komme en masse skud frem, de udtyndes tidligst to år efter nedskæringen, udtyndingen følges op med nænsom hånd i de følgende år, derved er der mulighed for at få slanke, men dog solide lige "lys". Den senere pasning vil bestå i at lysene af og til fornyes ved nedskæring.

Til allélind anvendes næsten altid parklind, Tilia ouropæa. Småbladet lind, Tilia cordata, er lidt svagere i vækst, mere nøjsom med hensyn til jordbund, more modstandsdygtig overfor spind og iøvrigt vildtvoksende her hjemme. Hvorfor plantes den ikke oftere?