Haven? 1940? side 33-37

Erica

Haveejere kan inddeles i to kategorier:  De for hvem haven er et sted, hvor der skal være lejlighed til at arbejde, og arbejdet skal til en vis grad være produktivt.  Det, man ønsker at producere, er blomster. grønsager eller frugt, i reglen vel især de to sidste ting.  Og der er mulighed for at indrette en have således, at der til stadighed er et eller andet at pusle med.

Den anden gruppe er mennesker, som ikke er særlig interesserede i havearbejde, og som heller ikke har råd til at betale en gartner til at vedligeholde haven til stadighed.  Disse mennesker ønsker blot, at der skal være noget smukt at se på i haven.

Nu er det ikke helt nemt at få haven til at rumme en overordentlig blomsterfylde, når der ikke er nogen til at vande, opbinde, beskære og gøde planterne, men ved at vælge et passende plantemateriale, er der dog muligheder. at den »dovne mands have&aquo; kan være andet end en plæne med hække om.

Man skal da vælge et plantemateriale, der stiller beskedne krav med hensyn til vanding, næringsbehov.  Opbinding og beskæring, og samtidig skal planterne helst have en lang blomstringstid.

Det er ikke så helt lidt at fordre; som et par eksempler kan nævnes indenfor stauder: Salvia nemorara, Gypsophila paniculata fl. pl., Achillea filipendulina Parkers var, Anemone japonica, Cimicifuga, Eryngium o.s.v.

skal der plantes roser, må det være polyantharoser.  Blandt stenplanter findes der mange umådeligt nøjsomme f. eks. Acaena, Alyssum, Cerastium, Dianthus, Linaria o.s.v.

blandt dværgbuskene findes der en mængde, der er nøjsomme på forskellig vis, men holder man fast ved, at blomstringstiden skal være lang, indskrænkes udvalget betydeligt.  cytisus præcox f. eks. er en skøn drøm, men den har det tilfælles med andre skønne drømme, at dens varighed er kort.  Imidlertid er der en gruppe dværgbuske, der har en meget lang blomstringstid, samt en del andre gode egenskaber, men som alligevel fører en relativ upåagtet tilværelse, og det er Erica.

Erica vagans
Erica vagans

Ericaarterne blomstrer på så forskellige tider af året, at man næsten kan påstå, at det er muligt at finde en Ericablomst på friland hver eneste dag året igennem.

I et mildt efterår kan Erica carnea Winter Beauty være i blomst i november (se foto), og denne blomstring vedvarer trods frost, sne og tø vinteren igennem.  Når E. c. Winter Beauty engang i februar-marts ikke kan mere, fortsætter E. c. King George og E. c. Vivelli.  I slutningen af april står E. darleyensis på sit højeste, men holder dog blomsterne maj igennem.  Sidst i juni er E. hyb. Dawn forløberen for de sommerblomstrende, der rigtig tager fat i juli: E. tetralix, E. stuartii og E. ciliaris.  Så følger E. vagans, og i oktober har jeg fundet blomster, enkelte ganske vist, på E. stuartii, e. ciliaris, E. terminalis og E. vagans med hybrider.  Den eneste tid, hvor det kan knibe med at finde blomster, bliver altså i begyndelsen af juni.

Nogle Erica har kun enkelte blomster på hver gren, andre har hundredvis.  Om blomsterne kan man måske nok sige, at de på afstand ikke er særlig iøjnefaldende.  Men jo nærmere man kommer dem, jo smukkere bliver de.  Tager man en lup, åbenbares skønheden først rigtigt, blomsternes form er som smukke krukker, og farvepragten er større, end man straks tror, idet kronrand og støvdragere har andre -- i reglen mørkere -- farver end kronrøret.

Løvet er gennemgående mørkegrønt på de fleste Erica, men farven varierer dog en del, fra
alba's saftig grønne til E. c. 'Vivellis' rødligt farvede løv.

Alt i alt kan man sige, at Ericas blomstring og vækst er så god, som man vel kan forlange det, men hvordan stiller det sig med de øvrige kulturkrav?  Ja. beskæring kræver de egentlig ikke, sker det at enkelte planter bliver lidt højere, end man synes om, kan de blot skæres tilbage om foråret, men det er sjældent det er nødvendigt.  Omplantning kræves ej heller, den årlige pasning består nærmest i at lægge et passende lag sandblandet sphagnum på jorden mellem planterne samt eventuelt tilføre planterne lidt gødning, hvis væksten ikke er frodig nok.  Som gødning kan anvendes kogødning, der puttes ned i jorden her og der.  Kan dette ikke skaffes, anvendes nitrophoska med forsigtighed (5-10 g pr. m3).

Af ovenstående linier fremgår, at Erica er i besiddelse af så mange gode egenskaber, at man må vente der kommer et ,,men", og det men er, at Erica stiller ganske særlige krav til jordbundens beskaffenhed.

Erica er del man kalder surbundsplanter. d.v.s. de foretrækker, eller rettere fordrer at vokse i jord, der ikke har overskud af kalk.  Mere nøjagtigt sagt: de ynder at vokse i jord med et reaktioustal på 4-5. Desuden skal jorden have et stort humusindhold.

Hvor Eriea trives vil man ved en nøjere undersøgelse finde, at der er nogle svampe, der lever i symbiose med Ericaplanterne, og disse svampe betyder meget for Ericas trivsel, idet de så at sige hjælper med til at fordøje maden for Eriea-planterne.

    Skal man tilberede en sur, humusholdig vokseplads til Erica kan man blande jorden med;
  1. ) lyngjord.
  2. ) bladjord at egeblade, eventuelt bøgeblade,
  3. ) gammel skovbund fra en nåleskov.

2). 3) og 4) er det ikke enhver givet at kunne skaffe sig, derfor kan vi indskrænke os til omtalen at anvendelsen at sphagnum. sphagnum kaldes også tørvestrøelse, fordi det har et tørveagtigt udseende og bruges til strøelse under heste.

Den helt rigtige fremgangs måde ved anlæget af et Ericabed vilde være, at man sendte en jordprøve til statens planteavlslaboratorium i lyngby og bad det om at undersøge jordens reaktionstal, eventuelt samtidig bestemme kalk indholdet.

Er der stort kalkindhold, kan dette nemlig bindes ved, at jorden blandes med polveriseret svovl, dette iltes langsomt til svovlsyre, der med kalken danner gibs, der er et nentralt salt.  Og når man så havde fået en oplysning om jordens reaktion, havde man en rettesnor for, hvor meget sphagnum man skulde anvende.

Under almindelige forhold er det unødvendig at få undersøgt jordens reaktion, man kan være ganske sikker på at få et godt resultat, hvis man regner med i balle sphagnum til 4-6 m2 jord, eftersom jorden er svær eller let.  Det er praktisk talt umuligt at anvende for meget sphagnum, da Erica kan gro i rent sphagnum.

tørvestrøelsen fugtes, spredes ud på Jorden og blandes med et jordlag på 10-20 cm.  Hvis bedet anlægges om foråret, skal man være meget omhyggelig med at fugte tørvestrøelsen, da det ellers godt kan ligge som tørre klumper i jorden sommeren over.

Når det hele er blandet, synes man, der er altfor meget sphagnum, og at bedet ligger for højt, nten man kan altid regne med, at det lette materiale sætter sig ganske overordentlig meget, når der er gået en tid.  Er bedet bredt, er det klogt at anbringe nogle trædesten, så man kan komme ind og pusle med planterne uden al træde jorden sammen.  Og så er bedet færdigt til plantningen.  Erica plantes sortsvis i klynger, jo større jo bedre.  Panteafstanden kan være 20-25-30 cm, alt efter hvor stærkt voksende arter der plantes.

Er bedet stort, kan enkelte andre surbund planter finde en god vokseplads i Erieabedet, f. eks. forskellige liljer, dværgnåletræer, Daphne Cneorum, forskellige Cytius, småbladede Rhododendron og en del flere.  Dog må man ikke plante arter, der bliver så store, at de kan komme til at skygge for Ericaplanterne, der jo fordrer godt med lys.

Resumé: Erica besidder mange gode egenskaber, der gør dem værdifulde i haven. blomstringen er lang.  Der stilles kun ringe krav til den årlige vedligeholdelse udover lugning.  Jorden skal dog inden plantningen tilberedes, så den er stærk sur.  Dette sker ved iblanding af sphagnum, 1 balle til 3-4-6 m2.  Rigelig anvendelse af sphagnum betaler sig.  Erica carnea (selve arten) og Erica darleyensis kan gro i jord, der er let sur.  De værdifuldeste sorter er Erica carica Winter Beauty og E. c. Vivelli.  Af sommerblomstrende anbefales E. vagans og Erica vagans hyb. Sct. Kewerne og D. F. Maxwell.

willy f. hansen.